Ny kirke arbejder for eksplosiv kirkevækst i Danmark
KØBENHAVN – En ny dansk frikirke vil præsentere det kristne budskab for mennesker, områder og byer, som ikke har oplevet det før. Målet er at se en eksplosiv kirkevækst i Danmark.Frikirken COC hedder den nye kirke, som er med i et netværk af flere end 1500 kirker i 40 forskellige lande. COC står for Christian Outreach Centre, og kirken ser det som sin særlige opgave at række ud til mennesker udenfor kirken og plante nye menigheder. På sigt er der planer om at starte en menighedsplantningsskole med undervisere, som selv har haft succes med at plante nye kirker.
– Vi er en kirke, der tror på Guds kraft til at møde ethvert behov. Når vi lærer at samarbejde med Gud, kan de mest fantastiske ting ske. Derfor er Frikirken COC et spændende sted at være, for mennesker bliver ført ind i et liv med Gud, der er det mest spændende liv, der findes, siger kirkens præst, Jørn Braüner.
Torsdag den 3. november holder den nye kirke sit første arrangement, som er målrettet mennesker, som ikke er vant til at gå i kirke. Her vil evangelisten John Mellor fra Australien fortælle om, hvordan han har oplevet Gud gøre mirakler. Desuden vil han bede for syge. Det sker på Hvidovrevej 215 i Hvidovre og igen lørdag den 5. november og søndag den 6. november på Odinsvej 1 i Lyngby.
– ole