900 til Frikirkefestival i Herning

Arrangørerne bag sidste weekends Frikirkefestival 2005 i Herning sprængte alle rammer HERNING – Hovedtaler Paul Scanlon talte på Frikirkefestival 2005 på en uhøjtidelig og direkte måde om den altfortærende vision, som driver ham: At være kirke for dem, der endnu ikke ved, de har brug for Gud.

Englænderen Paul Scanlon var hovedtaler på festivalen.

Scanlon er pastor i Abundant Life Church i Bradford, England. For syv år siden tog han en kirke på 300 mennesker igennem en forandringsproces, som gjorde kirken venlig og relevant for alle typer mennesker. I dag sidder der 2500 på pladserne i Bradford.
I Herning gav Scanlon på en humoristisk måde nogle billeder på den gamle type kirke, som forsøger at nå sine omgivelser, men ikke gør det, og så den nye type, som tiltrækker folk som en magnet:
– Både kirkefremmede og kristne er enige om én ting: de kan ikke lide evangelisation!
Han gjorde op med det indgroede syn, mange kirker har på de ”fortabte”: At de skal indse nu og her, at de er syndere og har brug for Gud, så de kan komme i evigheden.
– Vi tager det for givet, at mennesker bekymrer sig om evigheden, men det gør de ikke. Og det at synde kan faktisk være sjovt i en periode. Ingen bliver fortabt med vilje. Vi er født ind i fortabthed, sagde han.
– Hvis du elsker din kirke og din præst, er det den største motivation til at få kirken til at vokse. Tal med andre om din kirke og involvér mennesker.

Tiltrækkes af tomhed

Hver kristen er ifølge Paul Scanlon bestemt for den tid og for det lokalsamfund, Gud har sat ham i og bør forblive i de kår, Gud har givet ham:
– Om du er forretningsmand, studerende eller politiker, så bliv hvor du er! Hvis du opgiver din omgangskreds, kan du ødelægge Guds masterplan for dit liv. Gud har placeret ethvert menneske tæt nok på en troende, så alle vil have en mulighed for at finde ham.
Trods et fremmøde på helt op til 900 personer søndag formiddag på festivalen, var der stadig tomme stole i enkelte dele af den store sal i Sportscenter Herning. Og det passede Paul Scanlon fortrinligt:
– Der skal være tomme pladser i dit hjem, for tomme stole taler – de siger til gæsterne: Vi venter på jer. Gud tiltrækkes af tomhed, mente Scanlon.
11 forskellige kirker stod bag Frikirkefestival 2005. Festivalen skal nu evalueres, men ifølge en af arrangørerne, Lars Bo Olesen fra Kristent Center i Herning, er der fremtid i ideen:
– Det har været en kolossal positiv oplevelse, som mere end rimeligt har levet op til vores forventninger. Men vi kan gøre tingene endnu bedre og nå endnu længere i vores samarbejde. Der er flere muligheder, som vi nu vil tale om og udforske.
– Vi er overbeviste om, at det her kan få stor betydning for vores område og måske vores land, siger han.
Næste Frikirkefestival finder sted den 27.-29. oktober 2006.
Allan Høyer