Kan kristne forsvare krig?

Konflikten mellem Pave Leo og Donald Trump om krigen i Iran har igen gjort et gammelt og vanskeligt spørgsmål aktuelt: Kan en krig nogensinde være retfærdig? Da paven kritiserede Trumps linje, blev debatten straks ført videre på tv, i aviser og ikke mindst på sociale medier, hvor mange hævder enten, at al krig altid er forkert, eller at enhver militær handling kan forsvares, hvis blot man kalder den nødvendig.

Men den kristne tradition placerer sig et andet sted. Den siger hverken et ubetinget ja eller et ubetinget nej til krig. Den forsøger i stedet at opstille strenge moralske kriterier for, hvornår magtanvendelse eventuelt kan forsvares. Teorien om retfærdig krig er et forsøg på at begrænse krig, tæmme magten og beskytte menneskeliv. Den blev udviklet og udfoldet gennem århundreder i Den Katolske Kirke længe før reformationen.

Den voksede frem i mødet mellem Bibelens bud om næstekærlighed, kirkens ønske om fred, naturlovstænkning og erfaringen af, at ondskab nogle gange må standses. Krig ses aldrig som noget godt i sig selv. Den opfattes som en tragisk sidste nødvendighed i en falden verden præget af synd. Det er netop denne spænding, som gør spørgsmålet så aktuelt i dag. På den ene side findes evangeliets kald til fred, forsoning og kærlighed til fjenden. På den anden side findes virkeligheden med aggression, terror, invasioner og overgreb mod uskyldige.

Augustin: Krig som det mindre onde

Den første store kristne tænker, der formulerede grundlaget for retfærdig krig, var Augustin af Hippo. Han levede i en dramatisk tid, hvor Romerriget var under pres og gradvist faldt sammen. Barbariske invasioner, politisk uro og samfundsmæssigt sammenbrud tvang kristne til at overveje, hvordan de skulle forholde sig til vold, statsmagt og forsvar. Augustin skrev ikke én samlet bog med titlen “retfærdig krig”.

Hans tanker findes spredt i breve, prædikener og især i hovedværket Guds stad. Her forsøger han at forstå, hvordan kristne kan leve trofast midt i en ufuldkommen verden. I oldkirken fandtes stærke pacifistiske strømninger. Mange kristne mente, at efterfølgelse af Kristus udelukkede deltagelse i militærtjeneste. Augustin udfordrede denne tanke. Han argumenterede for, at kristne i visse tilfælde kan tjene som soldater og deltage i krig, ikke fordi krig er godt, men fordi det undertiden kan være nødvendigt for at holde det onde nede.

Krig kan være det mindre onde i mødet med større ondskab. Han pegede blandt andet på evangelierne, hvor en romersk officer – centurionen – kommer til Jesus. Kristus roser hans tro, men befaler ham ikke at forlade hæren. For Augustin var det et tegn på, at militærtjeneste ikke i sig selv er syndig. Men Augustin satte klare grænser. Krig kan kun forsvares, hvis der findes en retfærdig sag. Det kan være selvforsvar, forsvar for de svage, beskyttelse af uskyldige eller genoprettelse af alvorlig uret. Krig må aldrig føres af lyst til erobring eller hævn.

Lige så vigtigt er intentionen. Her er Augustin overraskende moderne og dybt kristen. Han siger, at også når sværdet bruges, må hjertet styres af kærlighed. Krig må føres for at standse ondskab, beskytte næsten og genvinde freden. Kærlighed betyder her ikke sentimental følsomhed, men viljen til den andens gode – også når det kræver hårde midler. Man kunne kalde det en muskuløs næstekærlighed: villigheden til at ofre sig selv for at beskytte andre.

Det betyder omvendt, at had, hævnlyst, grådighed, national stolthed eller ønsket om dominans altid gør en krig uretfærdig. Hvis motivet er at ydmyge fjenden eller berige sig selv, er den moralske sag tabt fra begyndelsen. Augustin mente også, at kun en legitim myndighed kan erklære krig. Privat hævn er forbudt. Det er statens ansvar at værne ret og orden. Krig må derfor føres under ansvar og lovlig autoritet – ikke af private grupper eller selvtægt.

Endelig understregede han, at fred altid er målet. Hans berømte formulering lyder: “Vi søger ikke fred for at komme i krig, men vi går i krig for at søge fred.”Krig er aldrig endemålet. Fred er målet; krig er kun et muligt middel og altid et sørgeligt middel.

Thomas Aquinas: Klarere kriterier

Næste store udvikling kom med teologen Thomas Aquinas i 1200-tallet. I sit hovedværk Summa Theologiae systematiserede han Augustins tanker og gentog dem. Aquinas opstillede tre klassiske betingelser for retfærdig krig. Den første er, at kun en offentlig myndighed kan erklære krig. Det vil sige en lovlig statsmagt med ansvar for det fælles gode. Den anden betingelse er, at der skal være en retfærdig sag.

Der skal foreligge en alvorlig uret, som kræver modstand. Typisk nævnes forsvar mod aggression, tilbagevisning af angreb eller straf af grov uret, forstået som genoprettelse af ret og orden. Den tredje betingelse er, at der skal være en rigtig intention. Selv hvis sagen er retfærdig, kan motiverne være korrupte. Derfor skal hensigten være at fremme det gode: fred, retfærdighed og orden. Ikke hævn, had, rovdrift eller prestige. Hos Aquinas bliver teorien mere juridisk og systematisk, men dens kerne er den samme som hos Augustin: Krig kan kun tænkes som en undtagelse i en falden verden, aldrig som noget ønskværdigt.

Den katolske kirke har strammet kravene

I nyere tid har den katolske kirke gjort kravene til retfærdig krig endnu strengere. Det er ikke nok, at en stat mener at have en god sag. Der skal være tale om en virkelig og alvorlig aggression, alle fredelige muligheder skal først være forsøgt, og der skal være en realistisk chance for at skabe en bedre situation. Samtidig må krigen ikke føre til større ødelæggelse og lidelse end det onde, man forsøger at standse.

Det betyder, at tærsklen for at kalde en krig retfærdig i dag er meget høj. Særligt i en tid med moderne våben, som kan ramme hele byer og store civilbefolkninger, er spørgsmålet om proportioner blevet endnu vigtigere end på Augustins og Thomas Aquinas’ tid. Men hvordan bliver disse principper forstået i mødet med konkrete krige som Irak, Ukraine og Iran? Og hvorfor har nyere paver ofte lydt mere skeptiske over for militær magt end tidligere generationer?

Det perspektiv giver Jakob Egeris Thorsen, lektor i teologi ved Aarhus Universitet, som understreger, at han ikke udtaler sig som ekspert i katolsk moralteologi, men som kender og medlem af den katolske kirke.

Paverne er blevet mere tilbageholdende

Jakob Egeris Thorsen peger på, at nyere paver generelt har været langt mere varsomme med at støtte krig. “Samtlige paver har siden verdenskrigene i det 20. århundrede lagt vægt på, at krig er et onde, som bør undgås, hvis det på nogen måde er muligt,” siger han. Han nævner Pave Johannes Paul II som det tydeligste eksempel. Paven tog klart afstand fra Irakkrigen 2003, hvor “kriterierne for retfærdig krig i hans øjne ikke var opfyldt.”

Til gengæld blev Krigen i Afghanistan i højere grad set som legitimt selvforsvar efter terrorangrebene den 11. september. Pave Benedikt XVI fastholdt under Libyen-interventionen 2011, at man burde søge diplomatiske løsninger. Pave Frans anerkendte Ukraines ret til at forsvare sig i krigen mod Rusland. Ifølge Jakob Egeris Thorsen skyldes pavernes forsigtighed især erfaringerne med moderne krige:

“Moderne krige med moderne våben kræver ofte langt større ofre, særligt civile ofre, end i tidligere tider,” siger han. Derfor går det igen, at paverne ønsker, “at man udtømte alle diplomatiske muligheder, når der var optræk til krig.” Han vurderer også, at Pave Leo med sin kritik af Trump om Iran viser, at krigen “i hans øjne ikke opfylder kriterierne for retfærdig krig”. Samtidig understreger han, at moderne våben gør spørgsmålet vanskeligere end før:

”Moderne våben og teknologi leverer således både argumenter til dem, der ligger på Pave Leos linje, og til dem, der udfordrer hans fortolkning.”