Stadig mange billetter til JesusFest

ÅRHUS – Jesusfesterne i Århus, Viborg og senest Skive har de senere år tiltrukket mange hundrede kristne til aftener med forkyndelse, lovsang og drama.Næste Jesusfest finder sted i Vejlby-Risskov Hallen i Århus lørdag den 26. november, og arrangørerne meddeler, at der på nuværende tidspunkt er solgt over 800 billetter til aftenen.
Sidste efterår var der totalt udsolgt med 1700 deltagere i Vejlby-Risskov, men arrangørerne forventer stadig, at der bliver fuldt hus.
– Der er tradition for, at folk er lidt sløve til at få bestilt, så vi forventer os meget af de sidste dage, siger Joachim Boll fra styregruppen.

Tillid 7:30

Denne gang er temaet for aftenen „Tillid 7:30“, og forkyndelsen er lagt i hænderne på Morten Hørning Jensen, der sætter spot på en af de største udfordringer til Guds folk til alle tider: At turde leve i tillid til Gud fra kl. 7.30 om morgenen og frem.
De tidligere Jesusfester har budt på en revolution af den kristne drama-tradition. Dramastykkerne er ikke bare tankevækkende billeder på kristne værdier, men også underholdende humor og komik, der spidder enhver tendens til kristen selvhøjtidelighed.
Også lovsangen udgør som altid en vigtig del af en Jesusfest med dygtige musikere og lovsangsledere på scenen.
Jesusfest arrangeres af Indre Missions Ungdom (IMU). Billetter kan stadig bestilles på jesusfest.dk
– ole