Giraffen holder jul

Den kristne internetportal www.giraffen.dk sætter hele december fokus på, hvorfor vi fejrer jul, med en kristen julekalender.– Det er næsten kun kirkerne, som stadig lægger fokus på den egentlige grund til, hvorfor vi fejrer julen, siger redaktøren for „Jul på Giraffen“, Stefan Vase.
Kernen i julesiden er en julekalender, hvor Giraffen har samlet kirkelige ledere, præster, undervisere og lægfolk til at skrive til kalenderen. Bag hver låge gemmer sig et lille stykke, der forhåbentlig vil bringe de besøgende tættere på julens budskab, siger redaktøren.
Blandt skribenterne er kendte navne som lektor i Det Gamle Testamente Nicolai Winther-Nielsen og biskop over Lolland-Falsters Stift Steen Skovsgaard.
Siden indeholder desuden en konkurrence, tegneserier og forskellige juleopskrifter. Giraffen holder jul på adressen jul.giraffen.dk.
– ole