Jesus-jul…
I dag er det 1. december julemåneden er officielt skudt i gang!
Når jeg skriver officielt, er det, fordi jeg personligt tyvstartede på julen for langt over en måned siden.
Jeg har nemlig fået mig den dårlige vane at komme i julestemning for sent, så for at nå det til tiden i år (altså mens det stadig er december), så jeg mig nødsaget til at tage lidt forskud på glæderne.
Desværre på min families bekostning, der har lagt øre til Jingle Bells og Silent Night siden midt i oktober.
Men det er ikke kun julesangene, der nu er fuldstændig legale. Også pebernødder, konfekt, stearinlys og juledekorationer kommer i brug for ikke at nævne lyskæder, adventskrans og kalenderlys. Og så skal der selvfølgelig også pyntes op, ses julekalender, købes og pakkes gaver ind, bages og brases i køkkenet og alle de andre ting, der ligesom hører til.
Jeg kan ikke lægge skjul på, at jeg elsker julen, lige så vel som jeg elsker at hygge.
Men der er bare én fare. Vi kan godt få så travlt og blive så optaget af alle de ting, vi skal gøre og nå, at vi helt glemmer, hvad julen egentlig handler om; nemlig Jesus!
Derfor vil jeg gerne benytte lejligheden til at komme med en udfordring til os alle sammen mig selv inklusive:
Når juleræset for alvor tager fat når glitter, gavepapir og gran-dekorationer truer med at overskygge julens egentlige budskab så stop op en gang, sæt dig ned og træk vejret dybt.
Lad julemåneden blive en overskudsmåned her taler jeg ikke om det økonomiske overskud, du kan få ved at spare dine søskendes julegaver væk jeg taler om det indre overskud af glæde og fred, der får dig til at smile til den stressede kassedame i Netto eller lade den travle familiefar med den fyldte indkøbsvogn komme foran dig i køen.
Det er mit ønske for denne julemåned, at vi kan hjælpe hinanden til at holde en rigtig Jesus-jul! En jul hvor Jesus er i centrum, og hvor vi kan hygge sammen med de mennesker, vi holder af.