Bebiane: Forunderligt at sige

Sangerinden Bebiane Bøje er mest kendt fra gospelsammenhænge og for sine optrædender med komikeren Finn Nørbygaard.
Men nu har Bebiane, der til daglig underviser i sang ved Det Jyske Musikkonservatorium i Århus, indspillet sit første soloalbum med personlige fortolkninger af 11 af de mest kendte og elskede julesalmer. Og der er tale om en jule-cd af den slags, der egner sig fortrinligt til en stille december-aften med levende lys og pebernødder.
Det er altid forbundet med stor risiko at kaste sig over kendte salmer, fordi de fleste mennesker i forvejen har en holdning til, hvordan de skal og bør lyde. Alligevel er det lykkedes Bebiane at give salmerne personligt præg uden at øve unødig vold, så man kan stadig synge med hjemme i stuerne.
Selv siger Bebiane om valget af sange: „Musik og tekst skal gå op i en højere enhed. Dette føler jeg, at mange af de danske salmer formår og lever op til. Her er der ikke bare tale om smukke melodier men også meningsfulde tekster, som har vist deres levedygtighed og berettigelse ved at være sunget og elsket gennem flere hundrede år.“
Stilen betegnes som nordisk folkepop med Bebianes flotte vokal helt i front. Fornemt bakket op af flygel, kontrabas, percussion og strygere. På to af numrene, „Blomstre som en rosengård“ og „Her kommer Jesus dine små“ får hun mandlig opbakning på vokalsiden af henholdsvis gospelsangeren Rune Herholt og visesangeren Jens Bendix. Begge er med til at give en behagelig tyngde som kontrast til Bebianes lyse stemme.
„Forunderligt at sige“ virker som et julealbum, der har slidstyrke nok til at rotere hele december, og som jeg vil glæde mig til at finde frem igen næste år.