Delirious? – The Mission Bell

Mægtige Delirious må være forbilledet for ethvert lovsangsband med ambitioner. Sidste år gæstede bandet Danmark hele to gange, og mon ikke de, som ikke allerede var overbeviste, blev det eftertrykkeligt.

The Mission Bell er Delirious’ bud på moderne lovsang anno 2005/2006, og stilen er umiskendelig Delirious med inspiration fra blandt andet U2, selv om der også er blevet plads til eksperimenter. Men den står stadig på inderlig tilbedelse med et strejf af melankoli og hang til det pompøse og stemningsfyldte. Lyt bare til numre som Miracle Maker og Our God Reigns og mærk hårene rejse sig! Her får den for fulde gardiner med strygere og baggrundskor. Smukt og smagfuldt.

På tekstsiden er det tydeligt, at Delirious har lagt sig i selen på dette album. Medlemmerne skriver teksterne sammen, og denne gang er det hjerteblod, der drypper ud af højttalerne. Teksterne virker mere ærlige og sårbare end tidligere, uden at det dog bliver et overgreb på lytterne. Men vi kommer gennem hele kristenlivets følelses register. Fra smerte, gråd og fortvivlelse til jublende glæde og ren overgivelse til Gud.

Min væsentligste anke er ikke særligt rettet mod The Mission Bell, men mod Delirious generelt. Jeg savner saft og kraft i Martin Smiths vokal. Den virker mærkeligt underspillet. Og det er ærgerligt, for manden synger jo glimrende – når han ellers får lov at vise det