Sender ikke kun engle: Gud bruger dig og mig

Andreas Jørgensen er præst i kirken Odense Vækkelsescenter. Her udlægger han teksten om Johannes’ far Zakarias, der profeterer om Jesus og Johannes.

Hvad betyder denne beretning om Zakarias, der profeterer, for dig?
– Den fortæller mig, at Gud opfylder profetiske budskaber. Der står blandt andet noget om, at Gud aldrig glemmer det, han har lovet. Det, Gud sagde til Abraham, er ikke bare ord, der hænger i luften. Men det, som alle profetierne i Det Gamle Testamente havde peget hen på, får nu en helt konkret opfyldelse gennem Jesus og Johannes.

Hvorfor tror du, Gud bruger mennesker til at profetere? Kunne han ikke bare have brugt en engel?
– Jeg tror, at Gud ønsker at bruge os, fordi vi er hans skabninger. Da Gud ville gøre noget her på jorden, sendte han derfor et menneske, nemlig Jesus, og ikke en engel.
Som kristne kaldes vi Kristi Legeme, og det betyder, at vi er hans hænder og fødder. Det betyder også, at vi har fået Jesu tankegang og hans væsen.
Hvorfor Gud så nogle gange vælger at bruge engle, ved jeg ikke, men jeg tror, at hans ypperligste redskab på jorden er mennesker.

Hvad er meningen, når Gud her og mange steder i Det Gamle Testamente sender profetier til jøderne om, at der skal komme en frelser?
– Det er bare den måde Gud fungerer på. Når Gud vil gøre noget, så taler han om det først. I Amos Bog 3,7 står der, at „Gud Herren gør ikke noget, førend han har åbenbaret sine planer for sine tjenere, profeterne.“
En anden grund til, at Gud får nogen til at sige det, er, at ord har skabende kraft i sig.
Jeg tror specielt, at Gud tager profetierne om Messias frem så mange gange for at holde det frisk i Jødernes erindring. Det starter allerede i Første Mosebog. Det første Gud gør, efter han har mistet det nære fællesskab med mennesket efter syndefaldet, er, at han begynder at tale om „kvindens afkom“ (Messias red.), der skal knuse slangens hoved.
Den profetiske tjeneste findes også i dag, og det, tror jeg, ikke bare er, fordi Gud gerne vil oplyse os, men fordi ord har skabende kraft i sig.
Jeg har nogle gange tænkt:
– Ville de ting ikke bare ske alligevel, selvom vi ikke sagde noget. Men det er ikke ligegyldtigt, for når vi taler profetiske ord til landet eller enkeltpersoner, forløser det kraften i ordet gennem vores mund, når vi taler det.

Johannes bliver her kaldet til profet. Hvad er efter din mening den bedste oplæring, en profet kan få?
– Når vi taler om profeter i dag, er der tre miljøer, jeg mener er afgørende for, at den profetiske gave skal få den vækst og den indflydelse, Gud har tiltænkt den.
For det første skal gaven fungere som en del af den lokale kirke. Nogle tænker, at profeter er en slags eneboere. Men i Efeserbrevet kapitel 4 fremhæver Paulus, at det er én blandt mange tjenester. Profeten skal derfor være knyttet til et tjenestefællesskab i den lokale kirke.
For det andet er man nødt til at have et godt solidt grundlag af Guds Ord i sit hjerte. Gud taler nemlig aldrig noget, som ikke stemmer overens med sit eget ord. Er vi ikke funderet i Bibelens ord, vil vi få disse „overåndelige“ profetiske budskaber, hvor folk taler noget, der ikke stemmer med Bibelen.
Under den karismatiske vækkelse for nogle årtier siden satte man ofte det profetiske ord højere end Guds ord. Gør man det, er det livsfarligt.
For det tredje er man nødt til at være sammen med andre mennesker, der har en profetisk gave. Når vi ser på profeterne i Det Gamle Testamente, blev de oplært sammen med andre profeter, oftest ældre profeter. Når de var sammen skete, der en slags åndelig overførsel, og den profetiske gave fik mere liv.

Hvad mener du, de ord, Zakarias profeterer, betyder for os kristne i dag?
– Det, han profeterer om, ligner meget vores tid. Vi venter også på Messias, det vil sige, at Jesus skal komme igen. Den samme ånd, som var over Johannes Døberen, er derfor også nødt til at være over kirken i dag.
Der står i vers 76, at Johannes skal bane vejen for Messias og fortælle om, hvordan mennesker skal møde Jesus. Det skal derfor være kirkens allervigtigste opgave i dag at prædike om at tro på Jesus og dermed prædike, at Jesus kommer igen.
I vers 78 står der om himlens første solstråler, der er ved at bryde igennem. Det, tror jeg, er profetiske ord om præcis det, vi oplever i vores tid. Himlens stråler og lyset fra evangeliet begynder at bryde igennem i Danmark.
Det er nødt til at ske, for ellers famler vi os vej. Men når lyset kommer, leder det vores skridt ind på frelsens og fredens vej.
Så ligesom Johannes’ vigtigste opgave var at kalde andre til at tro på Jesus, tror jeg også, det er kirkens vigtigste opgave i dag.


Artiklen fortsætter efter annoncen: