Åben dør i Powerskolen
HILLERØD – Selv om tilmeldingsfristen er overskredet, og semesterstart er allerede den 30. januar, opfordrer Powerskolen i Hillerød stadig interesserede til at melde sig.
Skolen, der er en del af missionsorganisationen Evangelist, åbnede i 2004 og havde sidste semester over 60 elever. I dette forår sættes fokus på temaerne Din mund er en tryllestav, Køb en vision, Kristusidentitet, Når krisen kradser og Fra lille til stor. Som noget helt nyt tilbydes desuden en studietur til Afrika, hvor eleverne kan besøge en anden af Evangelists arbejdsgrene, Uganda Childcare.
Tilmeldingsfristen var egentlig den 6. januar, men skoleleder Hans Mollen vil gerne holde en dør åben.
– Vi har fået henvendelser fra mange, som lige skal have de sidste brikker vedrørende økonomi og bopæl til at falde på plads. Så vi holder døren åben lidt endnu, siger han.
– ole