Danske penge bag ny bibelskole i Estland
ESTLAND – Bibelskolen Masters Commission, der har en afdeling i København, er nu parate til at åbne en bibelskole i Estland.
Planen er kommet i stand, efter at Masters Commissions danske leder Mikael Laursen har holdt møder med flere estiske pinsekirkeledere.
De estiske pinsekirker har længe ønsket sig en bibelskole med fokus på tjeneste og discipelskab, og det ser ud til at lykkes. Blandt andet takket være 75.000 kroner, som blev indsamlet på de danske pinsekirkers SommerCamp i Mariager sidste sommer. Det beløb har en amerikansk missionær siden fordoblet, så der nu er 150.000 kroner at etablere skolen for, skriver Domino.
Den nye bibelskole skal ligge i enten hovedstaden Tallinn eller landets førende uddannelsesby Tartuu. Desuden er Masters Commission i København tilknyttet som konsulent for skolen.
– ole