Hvem er vi?
Velkommen til mange nye læsere!Udfordringen får for øjeblikket mange nye læsere fra en annonce i kuponhæftet Best Buy, som netop er delt rundt til alle danske husstande.Vi vil gerne tage godt imod de nye læsere – og kort fortælle, hvad Udfordringen egentlig er for en avis.
Først og fremmest er vi ikke knyttet til én bestemt kirke eller til nogen organisation. Vi er en selvejende institution, som lever af at sælge aviser, annoncer, bøger og musik.
Udfordringen blev oprettet i 1972 i en kælder under Projekthus i København, hvor nogle begejstrede unge ville lave en anderledes avis om troen og det åndelige liv.
Dengang var det en flower-power avis, som udkom, når oplaget var solgt på Strøget; senere blev det en månedsavis, som læserne holdt i abonnement. Og i 1986 fik unge journalister lov at ændre avisen til en aktuel ugeavis.
Avisen har altid været fælleskirkelig og åben for nye åndelige trends, men det fremgår klart af vedtægterne, at vi er en kristen avis. Vi går ikke op i, om man kommer i folkekirken eller en frikirke; for det afgørende er, at man tror på Jesus og forsøger at følge ham. Vi bringer derfor også nyheder og annoncer om kristne grupper, som måske ikke helt står for samme linje. Vi er jo en avis.
Og så fokuserer vi på det åndelige. For os er kristendom meget mere end gamle kalkmalerier. Vi fortæller gerne om nulevende mennesker, der er blevet overnaturligt helbredt, taler i tunger, ser syner, profeterer, har set engle – eller er blevet fri for dæmoner. – Men vi fortæller også om ganske almindelige mennesker som har troen og det åndelige med i deres liv, hvad enten de er pædagoger eller direktører.
Vi håber, det må inspirere dig og berige dit daglige liv. Velkommen!