– Jeg er sulten, mor!

Det er tirsdag eftermiddag. Peter kommer ind ad døren og smider tasken. Mor er i gang med rengøringen, men det første hun hørerer: „Jeg er sulten, mor“, og inden længe kan hun stille an med varm kakao og friske boller. Hyggeligt ikke? Og en menneskeret? Eller er det?Verden over har vi 800 millioner mennesker, der sulter, virkelig sulter. 11 børn dør af sult hvert eneste minut, døgnet rundt. Det er svimlende tal, og vi kan have svært ved at forholde os til det. Men det er børn ligesom Peter, der kommer sultne hjem fra skole.

Vi lever i en kontrasternes verden, hvor mange har for meget og „få“, men stadig alt for mange, har for lidt. Goderne er så ulige fordelt til trods for, at vi kan producere mad nok til hvert eneste menneske på jorden.

Hvad stiller vi op med det? Skal vi bare sidde bag tv-skærmen og vente på bedre tider? Kan vi? Kan du?

Jesus sagde til en gruppe mennesker: „Jeg var sulten og I gav mig at spise“ og til en anden: „Jeg var sulten og I gav mig ikke at spise“. Og han tilføjede: „Hvad I har gjort imod mine mindste små, har I gjort imod mig.“ Siger den tekst os noget i dag? Handler vi på det?

Jeg glæder mig, når jeg i Udfordringen læser om kirker, der engagerer sig i verdens fattigste, men det er stadig for få menigheder, der gør det. Vi kan gøre det endnu bedre, ikke mindst i en tid, hvor vi har en regering, der skærer på hjælpen til u-landene.

Lad os gøre 2006 til året, hvor kristenfolket står sammen om at hjælpe mennesker i nød. Her tænker jeg på dig og mig som enkeltpersoner gennem de organisationer, der formidler hjælp. Men jeg tænker også på kirker og menigheder, og jeg tænker på, at vi som kristne lægger pres på politikerne for at få dem til at øge hjælpen til verdens fattigste.

I Evangelisk Alliances bedeuge 8.-15. januar, hvor mere end 30.000 var samlet i bøn, handlede mange af bedeemnerne og teksterne om hjælp til nødlidende i den 3. verden. Nu skal bønnerne følges op med handling.

Lad os handle. Lad os vise kærlighed til næsten – også selv om vi ikke kan se næsten. Ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogle.