Jeg glæder mig, når Kvinder bliver sat fri
– Hvad betyder mest for dig, når I som kvinder kommer sammen til møde i Aglow?
– Aglow er ligesom en oase, hvor man kan komme, uanset hvor man hører til kirkemæssigt, eller hvis man er søgende. Vi gør meget, for at alle føler sig velkomne og føler, at de har værdi. For der er mange kvinder, der har sår i deres liv. Og de trænger til genoprettelse og lægedom.
Jeg nyder, at der er lovsang. Igennem lovsangen oplever jeg, at Gud virkelig kommer nær. Det sker ofte, at han taler til os i et profetisk ord eller i en persons indre. For eksempel når man mærker, at han lægger sin hånd på én og siger Du er god nok, Jeg elsker dig!
Det glæder mig også, når jeg følger kvinder, der kommer den første gang med mindreværd og er forknytte og så se dem rejse sig gennem en proces, hvor de kommer til det punkt, hvor de rækker ud til andre, som trænger til hjælp.
– I teksten møder Jesus kvinden ved brønden. Da han tilbyder hende levende vand, er hun først mistroisk. Hvorfor det?
– For det første, fordi Jesus er jøde og han taler til en samaritaner. Det gør man bare ikke. For de blev betragtet som urene. For det andet er hun en kvinde. Som jødisk mand måtte man ikke tale med en fremmed kvinde.
Men det er dejligt, at Jesus hverken tager sig af de kulturelle skel eller de menneskeskabte normer. Han overskrider disse normer og grænser for at komme i kontakt med mennesker for at bringe sig selv og evangeliet.
Med hensyn til det levende vand er hun mistroisk, fordi hun taler ud fra det, hun forstår. Hun forholder sig til det at opleve fysisk tørst. Derfor vil hun gerne have vandet. Men det vand, Jesus taler om, er det åndelige.
Man kan føle åndelig tørst. Når jeg oplever det, vil jeg bevæge mig langt for at få tørsten stillet. Jeg læser gerne i Bibelen for at være sammen med Gud herhjemme, men jeg vil også tage andre steder hen for at få levende vand at drikke.
– Hvorfor tror du, der er mange også i dag der er mistroiske over for det, Jesus vil give os?– Jeg tror, det er en ret udbredt holdning, at man siger: Du skal gøre noget for at fortjene noget til gengæld. Her kommer Jesus og giver sig selv, og det er for meget. Jeg har selv skullet arbejde med det. For det ligger i os, at når nogen gør noget for én, så skal man gøre gengæld.
Men det mistroiske kan også bunde i, at man har oplevet skuffelser over andre mennesker. Og så overfører man det på Jesus.
– Da Jesus taler videre med kvinden, afslører han hendes privatliv. Hvorfor tror du, det får kvinden til at blive mere nysgerrig?
– Min erfaring er, at når Gud ved sin ånd taler sandheder ind i menneskers liv – det er det, vi kristne kalder profetiske ord eller kundskabsord – så vækkes interessen og årvågenheden hos det menneske. Det er også det, vi ser i teksten her.
Når man står og beder for et menneske, og Guds ånd inspirerer én til at spørge ind til noget særligt, så er reaktionen mange gange: Hvor vidste du det fra? Men interessen vækkes, og personen tænker: – Så har Gud alligevel ikke glemt mig så er han levende. For kvinden her bliver det et skifte fra religion til liv.
– Hvad er det, der skal til for at overbevise om, at det, Jesus tilbyder, er ægte og godt?
– Jesus siger, at når Helligånden kommer over os, skal vi være vidner. Et vidne er én, der med sit liv lever sådan, at det smitter af på andre.
Her taler teksten om det levende vand. Når vi bliver fyldt med Helligånden, som er det levende vand, skal det være som et kildevæld til evigt liv. Men vi deler jo ud af det, så vi må fyldes på igen.
