Teolkursus sætter fokus på skabelsen

ÅRHUS – Forholdet mellem tro og videnskab er højaktuel i øjeblikket. Derfor har Menighedsfakultetet i Århus sat „skabelse“på programmet for årets Teol-kursus, der finder sted den 17.-20. januar.

Agne Nordlander

Hovedtaler bliver svenskeren Agne Nordlander, som ad tre omgange vil sætte fokus på den bibelske skabelsesforståelse. Desuden underviser en række præster og teologer, heraf flere af Menighedsfakultets daglige undervisere om andre aspekter af begrebet skabelse. Eneste ikke-teolog bag katederet er Ph.D. i biologi Peter L. Wejse, der vil sætte fokus på kampen om skabelse i dag, om forholdet mellem skabelse og evolutionslære.
Teol-kurset henvender sig især til præster, teologer og teologistuderende, men alle ansatte i kirkelige organisationer og andre interesserede er meget velkomne til at deltage, oplyser Menighedsfakultetet.
– ole