Kursus om det kristne liv

KØBENHAVN – Dansk Bibel-Institut (DBI) i København tilbyder hvert år i januar et kursus for alle interesserede, hvor et aktuelt teologisk tema behandles.

Agne Nordlander

I år foregår det fra den 23.-27. januar og handler det om det kristne liv, med overskriften „Når det fuldkomne bliver bedre.“
– Etikken og vort hverdagsliv er kommet i fokus flere steder. I vores kultur har der været opgør med ideologier, mens interessen for praktisk hverdagsliv er kommet på dagsordenen. Det har også påvirket teologien og de kristne. I dag er mange ikke så optage af det teoretiske, men mere af det liv, som leves, forklarer adjunkt ved DBI Jacob Olsen, der har tilrettelagt kurset.
Hovedtaleren bliver Agne Nordlander fra Sverige, som undervejs vil holde otte foredrag over kursets hovedtema. Desuden underviser sognepræst Henrik Højlund, lektor Asger Christian Højlund, studiekoordinator Nicolai Techow og sognepræst i Nordnorge Uffe Kronborg.
Et af kursets interessante tiltag er onsdag eftermiddag, hvor lektor ved Roskilde Universitetscenter Henrik Jensen vil tale over temaet „Etik, offer og værdikamp“ om vores ændringer i mentaliteten i det 20. århundrede.
Kurset henvender sig til alle interesserede og er i princippet gratis. DBI forventer dog, at deltagerne hjælper til med at få dækket udgifterne.
– ole