Danske skoler i Indien løfter uddannelsesniveauet
Kold fisk sammen med kold suppe til morgenmad var ikke lige det, Roar Lavik var mest begejstret for under sit præstebesøg i Indien i januar.
Til gengæld var han meget begejstret for, hvad han så i de syv ALC-skoler, som han besøgte. ALC-skolerne drives af Arcot Lutheran Church og er en integreret del af kirkens arbejde, og der er ofte 40-50 elever i hver klasse. Derfor kan en skole, der kun har seks lærere have helt op til 400 elever.
Mange af ALC-skolerne er bygget af midler fra DANIDA. Det er veldrevne skoler, der er med til at løfte uddannelsesniveauet, og jeg oplevede en stor forskel på uddannelsesniveauet i dag og under mit tidligere besøg i 1998. Under mit besøg på skolerne oplevede jeg en stor goodwill på grund af DANIDAS og Danmarks indsats.
Eleverne på ALC-skolerne er både hinduer og kristne, og en hel del af dem, der konverterer til kristentroen, har haft deres skolegang på en ALC-skole og som voksne, typisk omkring 20 års alderen, ønsker de så at konvertere, fordi de tror på Jesus.
Et af menighedsrådsmedlemmerne i kirken i Kallakurichi er skoleinspektør på en muslimsk skole. Kristne har ikke så høj status i Indien, men alligevel kan man opleve, at myndighederne beslutter, at der skal ansættes en kristen skoleinspektør på en muslimsk skole.
I øvrigt har man et afslappet forhold religionerne imellem i det område af Indien.
Andre steder kan der være store problemer og konfrontationer, men de er oftest politisk betingede.
Roar Lavik besøgte ikke kun ALC-skoler. En af dagene var de på en privatejet skole, en mammut-skole med mellem 10.000 og 12.000 elever og cirka 500 lærere. Skolen havde desuden 50-60 skolebusser.
Skolelederen, der er en af de rigeste mænd i regionen, ejer ikke blot skolen, men også en lang række virksomheder i byen. Han er hindu, men de kristne gæster bliver meget flot modtaget, og personligt har han stor sympati for kristendommen. I sin tid har han selv gået på en ALC-skole, hvor han har mødt den kristne tro.
Da vi kom til skolen, blev vi vist op til kontoret. Skolelederen kom lidt senere. Han hilste på os, satte sine sko og begyndte at bede foran forskellige hindubilleder, tændte røgelse og pustede røgelsen mod billederne. Først da han var færdig med sine bønner, satte vi os og begyndte samtalen. Sådan begynder han hver eneste dag på skolen.
Ved de fleste skolebesøg var eleverne opstillet i skolegården i deres skoleuniformer, og vi blev placeret på en platform og vist stor ære. Eleverne sang for os, opførte små teaterstykker eller dansede de klassiske indiske danse, og hvert eneste sted, jeg besøgte, fik jeg en gave så det blev til mange gaver i løbet af tre uger. Taknemmeligheden for de skoler, man har fået, er stor.
