En tjenende leder
Michael Kjærgaard lægger vægt på at være en tjenende leder både på jobbet og i kirken – og er som 39-årig endt som én af sværvægterne på de danske direktørgangeDet har ikke skortet på forfremmelser, siden han gjorde sit økonomi-studium færdig på Århus Universitet i 1989: Fra et job som direktørens personlige assistent er han avanceret over chefstillinger til selv at blive direktør og senest administrerende direktør.
Navnet er Michael Kjærgaard. Han er 39, gift, far til fire og bor i Vejle. Han leder 1750 ansatte i en international koncern, som årligt omsætter for en halv milliard kroner. Hans hovedopgave er at forny en gammel familievirksomhed, så den kan blive ved med at klare sig i konkurrencen – et job, der kræver en meget lang arbejdsuge. Derudover bruger Michael Kjærgaard hver uge en del timer på en række arbejdsområder i den kirke, han kommer i.
– Det betyder meget for mig at bruge de naturlige gaver, jeg har fået, både i mit job og i kirken. Der er mange fællesnævnere, fastslår Michael Kjærgaard, som ikke kan lade være med at tage sine værdier som kristen med på arbejde.
– Jeg lægger vægt på at være en tjenende leder. For 5-10 år siden handlede ledelse om at være supermand og styre og kontrollere andre. Men det er vigtigt at have en tjenende indstilling over for dem, man leder, og ikke gå og tryne andre, siger Michael Kjærgaard, som af samme grund kræver, at virksomhedens øvrige ledere er tilgængelige for medarbejderne.
– Derfor er jeg også nødt til selv at være tilgængelig. Min dør står altid åben, uanset hvor man sidder i organsationen – når jeg altså ikke lige sidder i et møde. Og én time om dagen forsøger jeg at holde min kalender helt fri, så det for en gangs skyld er mig, der bestemmer over dén. Så går jeg rundt på virksomheden og taler med medarbejderne. Eller jeg foretrækker at være helt alene og meditere over, hvor virksomheden og jeg skal hen, siger Michael Kjærgaard.
Inden det kommer til at lyde som den rene sødsuppe, skynder han sig at slå fast, at han også er parat til at træffe de indimellem hårde beslutninger, der følger med jobbet.
– Men jeg håber, at folk kan mærke, at jeg har en anderledes måde at være på: At de ting, jeg siger, også er de ting, jeg gør. Ærlighed og næstekærlighed er også utroligt vigtigt. Hos os ønsker jeg, at vi skal behandle alle godt – både medarbejdere og kunder, siger Michael Kjærgaard.
At han også er en ambitiøs person, lægger han ikke skjul på. Og han ser det ikke som noget problem, blot de grundlæggende værdier er på plads. At han er kristen, skilter han ikke med på jobbet.
– Jeg er ikke ansat som prædikant, men fordi jeg skal løse en opgave. Og så er jeg tilfældigvis kristen, hvor andre er ateister. Jeg skjuler det selvfølgelig heller ikke, men vil hellere have, at nogen spørger, når de har lært mig et kende, så de måske får en aha-oplevelse: “Nå, kan man også være sådan, når man er kristen – det troede jeg ikke.”
Men at prædike, dét gør han faktisk en gang imellem i kirken, hvor han er medlem af menighedsrådet. Derudover har han ansvaret for børne- og teenagearbejdet, ligesom han har været med til at starte Alpha-kurser om den kristne tro for kirkefremmede.
– I et lederjob får man færdigheder til at lede og udvikle ting, som lige så godt kan bruges i en menighed. Kirker består også af mennesker, og selv om vi nogle gange har en tendens til at åndeliggøre nogle meget menneskelige problemstillinger, kan det være nemt for en leder at se igennem dem, siger Michael Kjærgaard.
For et par år siden var han med til at stå i spidsen for et særligt projekt, der gik ud på at styrke omsorgen i kirken, som havde vist sig at være et svagt punkt. En del medlemmer af kirken udviklede gennem en brainstorm-proces en række svar på, hvad der kunne gøres for at fokusere på omsorgen.
– Vi gjorde faktisk noget ved det. Blandt andet sørger vi nu for indimellem at holde private hjem åbne efter søndagsgudstjenesten, og der er organiseret forbøn for alle, der har behov for det. Da vi her bagefter målte på det, viste det sig, at vi markant har styrket et svagt område i menigheden, fortæller Michael Kjærgaard.
Men det er langt fra alle kirker, der arbejder så systematisk med deres udvikling.
– Ledelse er et område, jeg tror, man skal være opmærksom på at give øget prioritet i danske kirker. I jantelovens land er det ikke velset, at nogle leder andre, og derfor har mange været bange for at lede, fordi de var bekymrede for, at det gav øretæver. Det betyder, at vi måske er sakket bagud i forhold til at nå danskerne dér, hvor de er, siger Michael Kjærgaard.
– En reklamemand, der ikke selv er kristen, sagde det sådan her i et radioprogram: “Evangeliet er verdens bedste budskab, men de kristne har solgt det som en veteranbil uden motor,” fortæller Michael Kjærgaard, som samtidig ser tegn på, at meget godt og nyt er på vej.
Han deltog selv i Willow Creek-lederkonferencen “Kirke for kirkefremmede” i København i november og glæder sig over den store opbakning til ledertræning for præster og lægfolk, som deltagerantallet på over 1300 var udtryk for.
– Det er glædeligt at opleve så mange sætte fokus på styrket ledelse. Det er en vigtig forudsætning for at komme videre, mener Michael Kjærgaard.
Han er især glad for at se kirkeledere og lægfolk hente inspiration udefra – på konferencer, i bøger om lederskab og gennem netværk til andre ledere.
– Jeg tror på, at den lokale kirke er verdens håb. Men det er vigtigt at gøre sig klart, at det kan tage op til 5 år, før man ser synlige resultater, efter at man er gået i gang med processen at styrke ledelsen af kirken, siger Michael Kjærgaard.
Selv om den kirke, han kommer i, oplever, at der kommer mange nye til, har han svært ved at give et bud på, hvordan det ser ud om fem år.
– Men vi vil gerne påvirke mange mennesker med et aktuelt budskab gennem moderne virkemidler og i et forståeligt sprog – uden at det bliver pop og udvandet. Samtidig skal vi have respekt for den virkelighed, vi står i i Danmark og ikke blindt kopiere, hvad vi ser i udlandet, for så risikerer vi at miste jordforbindelsen, siger Michael Kjærgaard.
Hvor han selv står om fem år, har han heller ikke noget bud på.
– Jeg har det rigtig godt med det job, jeg sidder i nu. Og jeg vil gerne huske at leve i nuet, siger Michael Kjærgaard.
Så hvor køen af forfremmelser ender, må fremtiden vise.
