Fandt forladt missionsstation under bananlund

En dansk missionsstation blev begravet under en oversvømmelse i 1958-1960En afrikansk bonde i Kipingo i Tanzania var for nylig i færd med at grave en brønd i en bananlund. Men han måtte opgive, fordi han stødte på noget hårdt…

Hullet ned til resterne af den første „danske“ kirke i Kipingo.
(Foto: Bent Houmaa Jørgensen, Avisen Tro & Mission)

Det fortalte han til tidligere missionær Bent Houmaa Jørgensen, som var på besøg for at holde et kursus for præster i Ulanga. De var en dag taget ud for at se et mindesmærke i Kipingo.
De gik nu hen til det hul, bonden havde gravet. Præsterne foreslog, at man bad en bøn, hvorefter de spontant brød ud i lovsang: „Gud er kærlighed“. Grunden var, at de mindedes den første „danske“ kirke i Kipingo, som Luthersk Missionsforenings missionærer opførte i 1949.
Her lå engang en stor missionsstation med hospital, missionærboliger, skole, kirke, værksted med mere. En af disse præster havde dengang været havemand hos Niels Thygesen, LM’s første missionær i Ulanga.

Bygget af danskere

Missionsarbejdet i Ulanga så umuligt ud i den første tid. Det var barske vilkår, som nutidsmissionærer sikkert ikke havde kunnet klare. Klimaet var usundt. Infrastrukturen var elendig. Modstanden fra katolikkerne var stor. Og så var der den uberegnelige flod, som ofte gik over sine bredder.
I sin bog »Ulanga« skriver Niels Thygesen i 1954: »Nu ligger der en ny missionsstation nede i Ulanga-dalen, og vi håber, at den trods termitters ødelæggende arbejde må have en lang levetid.«
Det fik den ikke! Dog ikke på grund af termitterne, men på grund af floden. Den skiftede leje og valgte at gå lige tværs igennem missionsstationen. Seks år efter han skrev disse ord, var missionsstationen udslettet af vandstrømmene…

Arbejdet bar frugt

Men selv om kirken og bygningerne i dag er væk, har arbejdet båret stor frugt.
Dengang i 1949 var der cirka 500 kristne. I dag er der 25.000. Dengang var der én afrikansk præst. I dag er der 30. Dengang var der én kirkebygning. I dag er der 110, fortæller Bent Houmaa Jørgensen i LMs blad „Tro & Mission“.
nh+henri