Gæstepræst i Indien
Roar Lavik, sognepræst i Mårum i Nordsjælland, var i januar gæstepræst i Indien. Her fortæller han om sine oplevelser.- Jeg kom tilbage til Kallakurichi i morges kl. 4.30 efter en bil- og bustur på 10½ time, godt gennemrystet og øm i hele kroppen, fortæller sognepræst Roar Lavik, Mårum, i sin rejsebog fra sit tre ugers ophold i Indien i januar.
Sammen med ni andre præster fra Danmark var han på genbesøg i Indien hos en indisk præst i forbindelse med et efteruddannelseskursus fra Præstehøjskolen.
I 14 dage var han gæstepræst i Kallakurichi hos pastor Vijayan, der sidste år var gæstepræst i Mårum. Det var Roar Laviks andet besøg i Indien, der også omfattede en tur til Trankebar, hvor han glædede sig over at se de mange nye fiskerbåde og mange nye huse, som beboerne havde fået i erstatning efter tsunamien.
– Bådene og husene er meget bedre end dem, de havde tidligere, og det var dejligt at se fiskerne komme i land med deres fangst. Nødhjælpen har hjulpet., siger Roar Lavik.
Den menighed, Roar Lavik havde sin gang i, består af 250 familier eller godt 1000 medlemmer, og noget af det, der betog præsten fra Mårum mest, var at møde indernes kristne praksis. 75 procent af alle i menigheden er konverteret fra hinduisme til kristendom, og man har taget en række symboler og handlinger fra den gamle tro med ind i den nye.
En dag, hvor Roar Lavik var ved at uddele nadveren, stak en af nadvergæsterne en rupi mønt i hånden på ham. Under middagshvilen i hans indiske kollegas hjem ankom en mor og far med deres barn i richaw for at opsøge præsten. De havde været til lægen med deres barn, fået udleveret medicin og ønskede nu præstens forbøn.
Lavik og Vijayan lagde hænderne på den syge dreng og bad for ham. Bagefter ville faderen vise sin taknemmelighed ved at give en rupi-seddel. Pastor Vijayan åbnede sin bibel og lod manden lægge pengesedlen der for at tilkendegive, at det var en gave til Gud.
I en anden forbøns-situation oplevede Roar Lavik, at personen bagefter havde lagt en kam på hans taske som tak.
– Man ønsker at give af taknemmelighed også af sin fattigdom. For Roar Lavik var det mærkeligt og i strid med ordene om, at I har fået det for intet og skal give det videre for intet. Men i den indiske kultur er man nødt til at anerkende, at folk tager traditioner fra en religion med over i den nye.
Forbøn er en stor del af kristenlivet i Kallakurichi. Efter en gudstjeneste er det ikke ualmindeligt, at 20-30 ønsker forbøn, uden at der er kaldt frem til forbøn. De fleste ønsker Guds velsignelse og beskyttelse i deres liv. Der er også tale om forbøn ind i konkrete situationer, for eksempel sygdom og vanskeligheder, men også for den nye lastbil, personbil eller motorcykel. Bøn om at blive bevaret i trafikken, og det kan der nok være brug for, takkebøn for det nye køretøj og et ønske om, at det må blive til velsignelse også i menigheden. Under et husbesøg ankom budet fra trykkeriet med en papæske med bryllupsinvitationer, og straks gik man i gang med at bede over invitationerne, for at det kommende bryllup, familieliv og at gæsterne måtte opleve velsignelse. Mange gange i løbet af dagen var der anledninger til bøn. Bøn er en naturlig del af dagligdagen.
Om aftenbønnen hos familien Vijayan fortæller Roar Lavik:
– Det var en stor oplevelse at være med til aftenbønnen, som foregår omkring kl. 21. Faderen indleder med at slå op på et afsnit i Bibelen. De har alle taget deres bibler med og faderen beder en af sønnerne om at læse et bestemt afsnit.
Derefter lægger hele familien sig på knæ rundt om bordet, og denne aften er det moderen, der beder. Faderen supplerer med en kort bøn, og hele familien afslutter med Fadervor, hvorefter faderen lyser velsignelsen. En fin måde at slutte dagen på. Lidt mere højtideligt end andagten ved morgenbordet eller aftensmåltidet i danske hjem.
For Roar Lavik var det interessant at opleve præstens arbejde i Indien. Han er ikke overbebyrdet med administrativt arbejde som her.
Konfirmandundervisning foregår mest ved, at konfirmanderne får besked på at komme til gudstjenesterne og desuden have nogle få undervisningssektioner hos præsten. Mennesker, der ønsker at konvertere og blive døbt i kirken, får besked på at komme til gudstjeneste i tre måneder og har derefter en samtale med præsten forud for dåben. Til gengæld bruger den indiske præst mere tid på forbønssituationer end mange præster i Danmark.
Det var også uvant for Roar Lavik at opleve den respekt og ære, alle præster og andre religiøse ledere er genstand for.
