Kaos-pilot: Gud er det vigtigste på mit CV…!

– Min tro og mine værdier som kristen er det, der skiller mig ud fra de 50 andre i ansøgningsbunken,
siger kaospilot Morten Ove AndersenMorten Ove Andersen er kaospilot. Han fik 12 i gennemsnit – det højeste i kaos-piloternes historie.

Der er ikke noget bedre end at hjælpe en virksomhed eller en menighed
med at genfinde gnisten, siger Morten Ove Andersen, kaospilot og konsulent.

Hans lærere husker ham som „et lys“ – og det har ikke skortet på jobtilbud.
– Da jeg var lille, ønskede jeg at være digter eller præst, siger han til Udfordringen.
– Mens mine kammerater ville være politibetjente og brandmænd, tænkte jeg dybe og følsomme tanker om livet, smiler Morten Ove.

Fandt selv på livredder-koncept

-Hvorfor blev du kaospilot?
– Efter gymnasiet fik jeg lyst til at arbejde med unge.
Jeg fandt på et koncept, som jeg kaldte Lifesavers (Livredderne).
Idéen var at række ud til unge i Randers, som på det tidspunkt oplevede meget vold og kriminalitet.
Jeg fik projektet godkendt og delvis finansieret af den Evangeliske Frikirke i Randers. Med blandt andet støtte fra SSP samarbejdet i kommunen (skole, socialforvaltning og politi) stablede jeg et ungdomshus på benene. Her var der en lektiecafé, vi arrangerede alkoholfrie fester og havde døgn-åben telefonrådgivning.
Jeg var ude på skoler og i ungdomsklubber og holde oplæg om mobning, alkohol, for tidlig sex osv.
Morten Ove fik også en tidligere bandeleder fra USA til at komme og holde foredrag.

Bomber under kirker

– Jeg var fyldt af en brand! Jeg ville gøre en forskel i kirken og i verden. Jeg var nok også lidt for kåd, tilføjer han.
Jeg havde på et tidspunkt et indlæg i Randers Amtsavis, hvor jeg fremturede med, at man burde lægge en bombe under alle hvidkalkede bygninger i Danmark!
Morten Ove Andersens engagement over for unge blev snart en kendt sag. I 1999-2002 var han at finde i ungdomsorganisationen Youth For Christ’ katalog over foredragsholdere til konfirmander og skoler.
I denne periode skrev han også et kapitel til Søren Østergaards bog „Teenagere og Tro II“.

Fra teolog til kaospilot

– Da jeg ønskede at arbejde for Gud, tænkte jeg, at jeg hellere måtte læse teologi. Men efter knap et år, vidste jeg, at det ikke var noget for mig, fortæller Morten Ove.
Nogle venner havde startet et lille webdesign-bureau. Morten fandt ud af, at han var ret god til at rådgive og komme med idéer til salgsstrategier:
– Hvis man kan snakke med folk om Jesus, så burde det altså ikke være noget problem at sælge hjemmesider, siger Morten Ove med et glimt i øjet.
Tingene begyndte at lægge sig til rette for den unge entreprenørsjæl.
En af hans bekendte havde taget en uddannelse ved KaosPiloterne. Morten Ove Andersen følte sig tiltrukket af den alternative projektleder-uddannelse med rigtige kunder og knaldhård feedback.
Han skyndte sig at søge en af de eftertragtede pladser.

Hård optagelsesprøve

Han blev indkaldt til en to-dages optagelsesprøve, hvor der var skriftlige prøver og optagelsessamtaler. De blev også sat til at løse opgaver for blandt andet Århus Festuge og Den Blå Avis.
– Jeg lagde ikke på noget tidspunkt skjul på, hvem jeg var, husker Morten Ove.
Et af spørgsmålene på de skriftlige tests var: Hvis du fik en billet til uddannelsen, hvad skulle der ske, for at du ikke ville deltage. Jeg skrev: Jesu genkomst!
– Ved en af samtalerne blev der spurgt ind til vores grænser. Og jeg meldte klart ud, at jeg ikke ville kunne betjene kunder, der arbejdede med noget, jeg ikke kunne stå inde for. Da jeg sagde det, begyndte panelet at grifle ned på deres notatblokke, og jeg tænkte: Åh nej, der røg den plads!
Men det viste sig tværtimod, at de var meget tiltrukket af mine klare markeringer.

Provokerende uddannelse

Der er en del mystik omkring KaosPilot uddannelsen. Hvad er det der gør den så særlig?
– Uddannelsen er dyr, og der er strenge kvoter på, hvor mange der må komme ind.
Mange ser nok uddannelsen som elitær, fortæller Morten Ove.
– Kaospiloterne er på en måde en super-post-moderne uddannelse. Man er åben for alt, og plukker og sammensætter som man har lyst til. Bare det virker, er det godt, siger de.
– Jeg blev enormt udfordret på uddannelsen. Mange kristne skyer den „egen-lykkes-smed“ mentalitet. Men jeg tænkte, at hvis de er åbne for alt, så må de også være åbne for min tro. Og det viste de sig også at være.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Omvendt tankegang

– På en akademisk uddannelse læser man normalt om et emne, snakker om det og måske får man lejlighed til at afprøve det på et tidspunkt.
På KaosPilot-uddannelsen var processen omvendt. Vi kastede os ud i et projekt og måtte selv søge viden og information; først sent i processen fik vi undervisning i de teoretiske principper.
Vi kunne møde på skolen en morgen, og pludselig står direktøren fra Hummel i lokalet, og vi bliver sat til at lave en sponsorstrategi for virksomheden.
En anden spændende opgave var at komme med nogle tv-koncepter for Nordisk Film, fortæller Morten Ove.

Kom i gang!

Den praktiske tilgang er en stor inspiration for Morten Oves arbejde i dag.
Han rådgiver iværksættere og andre i erhvervslivet for KrifaErhverv. Han har også egne projekter og kunder ved siden af.
– Alt for mange iværksættere bruger for lang tid i „tænkeboksen“. De sidder i bunkeren og udtænker deres virksomhed. Andre venter i en fast stilling på den dag, hvor de føler, de måske har overskud til at springe ud som selvstændige, pointerer han.
– Hvis man venter på at få den perfekte idé eller få kompetencer nok til at gå i gang med egen virksomhed, så kan man let komme til at sidde fast.
Kom ud af starthullerne!
Det vigtigste er at få en dialog i gang med potentielle kunder og andre aktører på markedet. Gå i gang med at løse de første opgaver og pejl dig ind på, hvordan du bedst udfylder din rolle overfor kunderne.
– Men er det ikke vigtigt med strategier og langsigtede planer for en virksomhed?
– Jo, 3-årsplaner er gode, når man skal drive og konsolidere virksomheden. Men hvis man låser sig fast på en bestemt strategi, kan man vågne op tre år senere og finde ud af, at markedet har bevæget sig i en uventet retning, og man er blevet hægtet af!

En fordel som kristen

I sit møde med erhvervslivet har Morten Ove Andersen fundet stor hjælp i sin kristne tro og opvækst.
– Det er egentlig ikke så meget anderledes at stå overfor en flok teenagere, end at stå og motivere erhvervsledere som konsulent, siger han.
– Vi kristne har nogle store fordele knyttet til vores livssyn.
I management-kredse er autenticitet – altså det at være ægte og nærværende tilstede – blevet det helt store hit.
Man tager på dyre kurser for at lære at se folk i øjnene og være medmenneskelig, ærlig og autentisk.
Alt dette falder mig naturligt – det har jeg lært fra barnsben! Hvis vi kristne udstråler ærlighed, loyalitet og respekt for vore medmennesker, så har vi en stor fordel.
– For, tilføjer Morten Ove, både virksomheder og deres kunder leder efter folk, de kan stole på.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Find gnisten igen

Morten Ove Andersen vil udfordre fastlåste systemer og bekæmpe meningsløshed.
– Både i erhvervslivet og i kirken længes man efter mennesker, der kan kommunikere på en levende og relevant måde. Der er alt for mange dødbidere i slips eller præstekjole. Jeg tror, at kirken i Danmark har brug for flere kaos-piloter og færre præster! siger Morten Ove.
– Der er et hav af kirker, som bruger for meget tid på at oprette udvalg og lave meningsløse aktiviteter, for at skjule, at de inderst inde er døde. Det samme gælder for virksomheder, der har glemt, hvorfor de eksisterer.
– Der er ikke noget bedre end at hjælpe en virksomhed eller en menighed med at genfinde gnisten.
Når de vender tilbage til deres grundlag, nemlig verden udenfor og dens behov, så finder de deres mission. Man kan ligefrem se livet vende tilbage i deres øjne.
Når en gruppe finder ind til deres passion, så frigøres enorme ressourcer, og de kan nå nye højder, konkluderer Morten Ove Andersen, som er 27 år og gift med Dina. De har en datter på ét år og bor i Randers.