På fornavn med de fremmede
Kirkecentret Vejle (Apostolsk Kirke), havde besøg af Kathy og Dan Stump fra International Church of Barcelona, som delte deres erfaringer med at integrere mange kulturer i samme menighed.
Dan og Kathy Stump er amerikanske missionærer i Europa. Efter 30 års virke er de stadig brændende og begejstrede. De var på besøg i Vejle, fra deres hjem i Spanien, for at inspirere de lokale menigheder til at favne de fremmede, der er omkring dem.
– Menneskerne kommer ikke igen på grund af mine prædikener – selvfølgelig er Guds Ord vigtigt for menigheden, men det, der drager søndag efter søndag, er fællesskabet. Vi bruger masser af tid på at hilse på hinanden, og fordi folk, der kommer til byen, ofte ikke har så mange relationer, er de glade for, at nogen viser interesse, og de er meget åbne og villige til at fortælle om sig selv, og hvor de kommer fra.
Med megen humor fortæller præst og missionær Dan Stump om arbejdet i International Church of Barcelona, som han og hustruen Kathy leder. Imens lyder der klirren af bestik, mens de sidste pandekager og scrambled eggs skrabes af tallerknerne ved det brunch-arrangement, hvor de taler.
Kathy og Dan Stump var på besøg i Kirkecentret Vejle (apostolsk kirke) midt i september, hvor de hen over en weekend delte deres erfaringer med at integrere mange kulturer i samme menighed.
Forstander i Kirkecentret Vejle, Søren Viftrup, er glad for deres besøg:
– Kathy og Dan har mange års erfaring som missionærer, og deres hjerter brænder med en længsel efter at række ud til alle kulturer repræsenteret i deres lokalsamfund. Det er også et mål, vi har for vores kirke, så vi ønsker at suge så meget inspiration ud af dem som muligt.
Dan og Kathy Stump er fra Californien og er begge 61 år gamle. De har en datter og to børnebørn i USA – men selv har de boet forskellige steder i Europa de sidste 29 år. Før de kom til Barcelona, var de præstepar i en menighed under kirkesamfundet Assemblies of God, som de havde plantet på den smukke ø Malta.
– Vi arbejdede i Malta i 10 år; men befolkningen har stærke rødder i en lang katolsk tradition, så vi oplevede en svær tid med meget lidt vækst, fortæller Kathy Stump.
– Da vi flyttede til Barcelona, begyndte vi at arbejde med forskellige projekter ud fra et missionscenter; men der gik ikke længe, før vi blev bedt om at blive forstanderpar i ”International Church Barcelona. Det er nu ca. 8 år siden. Da vi kom, var der typisk 90 mennesker til gudstjeneste på en god søndag. Men i dag er vi oppe på omkring 300 mennesker hver søndag, siger Dan Stump.
– Nøglen til vores vækst er, at vi har kultiveret og opmuntret en atmosfære af accept og af gæstfrihed. Hver søndag sørger vi for, at folk bliver hilst på, og at de føler sig velkomne. Vores menighed er dog ikke perfekt – og vi fandt for nylig ud af, at en af de unge mænd i vores velkomst-team altid sørgede for at få nummer og adresse på de smukke piger, der besøgte kirken, så han kunne kontakte dem senere!
– Noget der glæder mit hjerte er, når jeg under kaffe-samværet efter gudstjenesten ser mennesker, der to og to står og beder for hinanden eller deler et opmuntrende Guds ord med hinanden. Det letter min opgave som præst, at jeg ikke har taget monopol på det, men sørger for, at så mange som muligt vokser, ved selv at betjene andres behov.
– Fordi så mange mennesker kommer og går i menigheden, har vi fundet det nyttigt at bede alle, der kommer til gudstjenesten om at skrive deres fornavn på et lille navneskilt. Det skaber hurtigt en ekstra dimension af nærhed og varme, at alle er på fornavn med hinanden, siger Kathy Stump.
– Vi får også et godt grin, når nogen en gang imellem overrasket spørger: hvordan kender du mit navn? Og vi kan pege på det navneskilt, de har glemt, de har på! griner Dan Stump.
Af og til må tilhørerne ved brunch-arrangementet lige standse op midt i en bid hjemmelavet brød for at tygge på de indsigtsfulde tanker, som det amerikanske ægtepar bærer frem:
– Mennesker husker ikke nødvendigvis det, du siger, og de husker heller ikke altid, hvad du gør; men de husker, hvordan du får dem til at føle, når de er sammen med dig.
– Når man rækker ud til et internationalt samfund, må man forvente, at ikke alle har samme livsholdninger og teologiske synspunkter som en selv. I Barcelona er der også et stort kunstnermiljø, så man møder lidt af hvert, understreger Dan Stump.
– Det er en vigtig værdi for os, at vi byder alle velkomne, uanset hvem eller hvordan de er. For os er accept og tolerance ikke bare ord til pynt. Vi tror virkelig på, at mennesker først begynder at tro på det, man siger, når de føler, at de er accepteret, og at de hører til i fællesskabet. Vi plejer at sige: når først man bliver forbundet med mennesker, er det lettere at blive forbundet med Gud.
– Som I også oplever i Danmark, så kommer der flere og flere immigrantkirker. Vi tror på, at de indvandrere, som kommer fra kristne lande til Europa og missionerer her, er med i Guds plan for en opkvikning af den europæiske kirke. Men vi er bekymrede, fordi vi ser, at mange kirker, både hvide og mørke, holder sig for sig selv. Det er på tide, at de lokale nationale menigheder og mindretalsmenighederne rækker ud mod hinanden, siger Dan Stump.
– For vores erfaring fra USA er, at etniske menigheder, der kun betjener deres egen kultur, ikke har en særlig lang levetid – for så snart anden generation føler sig lidt mere integreret i samfundet, ønsker de ikke kun at være fx i en filippinsk eller en afrikansk menighed, så har de brug for at være i et integreret fællesskab, hvor der er plads til kulturelle forskelligheder.
Kirkecentret Vejle har en samarbejdsaftale med KIT (Kirkernes Integrationstjeneste), og har knyttet afrikanskfødte Jackiline Hansen til menighedens arbejde.
– Jackiline er kontaktmedarbejder for KIT og er formidabel til at række ud og skabe kontakt til indvandrere og flygtninge her i byen, siger Søren Viftrup. Hun skal også være med til at løfte det internationale islæt i vores menighed, hvor vi allerede tilbyder tolkning til engelsk via hovedtelefon hver søndag.
Dan Stump indskyder: – En international menighed behøver ikke at have alle mulige indslag fra alle lande i gudstjenesten. Vi oplever, at den moderne lovsang er blevet så international, at folk fra stort set hele verden glæder sig over at kunne synge med på de kendte lovsange. Jeg spurgte Jackiline, om hun fornemmede, at hendes afrikanske venner vil kunne undvære en decideret afrikansk gudstjeneste – og give afkald – for at fremme en menighedsintegration. Hun svarede: Ja, hvis de føler sig elsket og accepteret som en ligeværdig del af den danske menighed.
Som en afsluttende formaning påpeger Kathy og Dan Stump: – At være en menighed, der rækker ud, kræver afsavn; det kræver, at man accepterer, at ens ledere skal sprede tid, ressourcer og kærlighed ud til andre end den traditionelle kerne i menigheden. Det kræver, at man kommer ud af sin komfort-zone og inviterer folk, man ikke normalt omgås med, hjem til frokost. Enhed ligger Gud på hjerte, og når vi som kirke kan vise vejen og demonstrerer vilje til at åbne os over for fremmede mennesker, så vil vores lys skinne endnu mere kraftigt ind i vores mørke verden til Guds ære.
