Navarra var på sporet af arken allerede i 1955
Men uenighed blandt arkjægerne og en kulstof-14 prøve gjorde, at fundet ikke blev fulgt op.Den kurdisk-kinesiske gruppe, som nu har fundet en stor trækonstruktion i 4.200 meters højde på Mt. Ararat, har gået i sporene på den franske arkjæger Fernand Navarra.
Han fandt nemlig i 1955 en træbjælke neden for Parrot-gletscheren. Og det er formentlig i nærheden, at kineserne og deres kurdiske guide Parasut fandt det store fund i 2008, som de offentliggjorde i maj i år.
Uheldigvis for den nu afdøde Fernand Navarra nåede han ikke at se sit fund bekræftet. Tværtimod blev han endda beskyldt for svindel af en af sine rejsefæller…
Engang i 1937 havde Navarra gjort fransk militærtjeneste i Mellemøsten. I fritiden havde han klatret i bjergene sammen med en flygtet armenier, Alim, og engang på Hermon-bjerget fortalte Alim ham om sit hjemlands hellige bjerg, Ararat.
En anden mand havde fortalt Alim, at arken endnu lå deroppe. Så i de næste 15 år samlede Navarra alt det materiale, han kunne finde om arken, om Syndfloden og de lande, som støder op til Ararat.
Navarra kørte i 1952 tværs ned over Europa til Tyrkiet og videre den tusind kilometer lange vej til Irans grænse. Dengang i begyndelsen af 1950erne, hvor det var langt mere besværligt at rejse end i dag.
Da han nåede frem til den østligste ende af Tyrkiet, besteg han sammen med lokale folk og tyrkiske soldater Ararat og nåede helt op på toppen i 5.137 meters højde.
Navarra havde også læst de forskellige beretninger om, at arken skulle ligge i en sø. Derfor forsøgte han at komme frem til Kop-søen, som ligger i ca. 4.000 meters højde. Her forlod hans følgesvende ham, rystende af kulde ifølge Navarras egne beskrivelser. Han fortsatte på egen hånd, hvilket er livsfarligt, på Parrot-gletscheren.
Klokken to om eftermiddagen den 17. august 1952 gjorde han en utrolig opdagelse. Han så en mørk masse i isen, som han beskriver i sin dagbog:
Jeg er alene på iskalotten, der ligger lysende klar og nøgen. Jeg er så spændt, at jeg ikke mærker trætheden. På himlen kredser en ørn i regelmæssige cirkler, båret af vinden.
Jeg går over en gletscherarm og stiger op på en moræne. På den ene side kan jeg se en ismasse, der er stribet af spalter, på den anden en stejl klippevæg; og på bunden imellem dem en mørk masse.
Den træder meget tydeligt frem. Der er kurver og lige linier, der griber over i hinanden. Genstanden er vel hundrede og tyve meter lang i alt, og formen minder stort set om rælingen på et skib.
Jeg har aldrig set syner. Jeg er et nøgternt menneske og sætter min lid til den evne, der ikke just udmærker de visionære: den sunde fornuft.
Hvad kan det være? I denne højde, midt i isen og det store øde. Måske ruinerne af en bygning? En kirke, et tilflugtssted, et hus, som aldrig er nævnt i nogen beretning eller overlevering, som aldrig er blevet opdaget af dem, der har været på disse kanter? Eller vraget af en flyvemaskine? Selv i flyvningens heltetid har man aldrig brugt bjælker af denne størrelse til et fly…
Der er ingen vej udenom: det er resterne af arken. Det kan simpelthen ikke være andet. Dér ligger efter al sandsynlighed, hvad der er tilbage af det bibelske skibs flade bund, efter at den øvre konstruktion er blevet splittet ad. Fortæller Berosos ikke, at folk på Ararat-egnen på hans tid brød stykker af arken for at skrabe begbeklædningen af dem?
De bjælker, som de har ladet være i fred, er blevet liggende urørt gennem tiderne, beskyttet af naturen. Og beskyttede er de den dag i dag. Over for den stejle bjergvæg løsner vældige blokke sig og lægger sig over de mørke konturer.
Arken er der, men man kan ikke komme til den. Selv om jeg havde det nødvendige udstyr og kunne komme derned, ville jeg uvægerlig blive knust af disse blokke. Alt, hvad jeg kan gøre i dag, er så nøjagtigt som muligt at indprente mig stedet og derefter vende tilbage til mine ledsagere. Men jeg lover højt og helligt mig selv at komme igen.
Navarra vender som lovet tilbage i 1953, hvor han imidlertid får et voldsomt ildebefindende måske pga. højden og han må opgive. Han mener, at han har været kun 100 meter fra arken på denne tur.
Året efter er der en amerikaner, John Libby, som hævder at have været kun 30 meter fra det, de nu tror er arken. Det får Navarra til at beslutte at tage derned igen for 3. gang i 1955.
Denne gang tager han sin kone og tre sønner med, for at de kan fremstå som en turistfamilie og ikke vække for megen opsigt. Sammen med den ældste søn, Raphael på kun 11 år, bestiger han igen Ararat fra vestsiden. På 2. dagen ved 7-tiden om morgenen når de frem til Kop-søen. De fortsætter op til den gletscher, hvor Navarra mente at have set skyggen af arken under isen. De er udmattede og slår teltet op. Igen bliver Navarra grebet af uforklarlig angst, og mens Raphael sover, tager han noget kokain, han har med
Om natten bliver der uvejr, og lavablokke falder ned omkring dem. Næste dag falder begge ned, kommer ud for haglvejr osv. Men til sidst når de frem til en dyb sprække i isen, hvor Navarra genfinder en af de træbjælker, han har set før.
Det viser sig dog kun at være moræneler.
Bagefter er de nær ved at fryse ihjel under en snestorm, der varer i 13 timer, men senere får de gravet en rigtig bjælke op af isen.
De kommer trods alt levende ned igen, og senere opsøger Navarra eksperter i Bordeaux, Cairo og Madrid. Her studerer man celleforandringer, brunkulsdannelse, forsteningsmængde, vækstringe m.m. Eksperterne konkluderer, at træet er ca. 5.000 år gammelt.
Navarra udgiver sin bog, som bliver en stor succes.
Men så begynder der at komme angreb på Navarra..
Navarras følgesvend Alain Seker nægter at have været med på ekspeditionen med Navarra i 1952-53. Det kan han naturligvis have sine grunde til, eftersom han ifølge Navarra stak af fra ekspeditionen.
Navarras følgesvend og ven på den første 1952-ekspeditionen, J. A. de Riquier, har også senere beskyldt ham for at have forsøgt at anskaffe sig et stykke træ fra en ældgammel konstruktion i en landsby neden for bjerget med den hensigt at finde det på bjerget.
En tyrkisk løjtnant Sahap Atalay, som hævder at have besteget bjerget sammen med Navarra i 1952, beskyldte også Navarra for selv havde bragt træ op på bjerget for at kunne tjene penge på salg af billeder og bøger. Navarra har dog ikke selv nævnt, at han havde Sahap Atalay med i 1952.
Og sidst men ikke mindst, viste en kulstof-14 test af træet, at det kun var mellem 1300 og 1900 år gammelt, altså alt for ungt til at være fra Noahs ark.
Men på grund af Navarras opdagelser blomstrede især den amerikanske interesse for at finde Noahs ark på Mt. Ararat voldsomt op.
Forskellige organisationer blev stiftet for at udruste ekspeditioner til arkjagten på Mt. Ararat. Den organisation, der i første omgang fik størst betydning, var SEARCH, der blev ledet af den tidligere adventistpræst Robert (Bud) Crawford.
SEARCH sendte i 1969 en ekspedition til Tyrkiet med Navarra som stifinder.
Med på den ekspedition var maleren og fotografen Elfred Lee, som er den ældste nulevende arkjæger-veteran fra SEARCH-tiden. Han har spillet en central rolle i hele den nyere arkjagt, og jeg interviewede ham grundigt i min tidligere bog.
Her fortalte han om de mange forsøg, der blev gjort fra SEARCHs side på at følge op på Navarras fund. Han kunne tilbagevise de fleste beskyldninger imod Navarra, men han bekræftede, at kulstof-14-metoden viste, at træet var testet til at være for ungt til at stamme fra arken.
– Vi begyndte at få meget hjælp fra Smithsonian Institution og fra National Geographic. Jeg lærte redaktøren at kende. Og vi fik at vide, at hvideg var meget anvendt til oceanskibe, fordi det er et godt materiale til det formål.
Træet var helt gennemmættet. Det var som forstenet. Meget kompakt og sort, man kunne næsten ikke se vækstringene.
Hertil kom, at dr. Wilbur F. Libby, som opfandt kulstofdateringssystemet, fortalte os, at der var problemer forbundet med denne teoris pålidelighed. Det træ, vi fandt, var påvirket af kul fra smeltevand, som i århundreder var løbet igennem det. Så det var ikke så enkelt, som det kunne forekomme, forklarede Elfred Lee.
– Dr. Libby sagde: Vi har et problem med jeres træprøver. Dette stykke træ er ikke tørt som et stykke, der har været gemt i en lerkrukke i en New Mexico hule. Det her er træ, som har ligget i smeltevand i en stor højde og er blevet bombarderet med kulstof af nyere årgang.
Nu, da der igen er fundet træ i isen, som ifølge testene har den rigtige alder, kan man spørge, om Navarras træ så også stammede fra dette fund, men blot viste forkert alder. Kulstof-14 er ikke 100 pct. sikker, men normalt vil fejlmarginen ligge på højst 500 år. Hvis der imidlertid er sket en katatstrofe som Syndfloden med helt ændrede klimaforhold før og efter, så kan det naturligvis ikke undgå også at påvirke den måde, k-14 måler træ fra denne periode, som tilmed bagefter har været kapslet ind i is i flere tusinde år.
Det kurdisk-kinesiske team har i første omgang af sikkerhedshensyn nægtet at svare på, om deres trækonstruktion er fundet i samme område på Mt. Ararat, hvor Navarra angiveligt fandt sit træ. De frygter, at fundet vil blive plyndret, før det bliver undersøgt.
Læs videre i næste uge. Eller bestil bogen med mange flere oplysninger.
