Synd hvis nutidsmennesket mister troen på ENGLE

H.C. Andersen troede på engle omkring os, og hans tro prægede hans store forfatterskab, siger Bornholms nyvalgte ældrerådsformand, fhv. sognepræst Inge Lorentzen, RønneInge Lorentzen er oprindelig lærer, men tog særuddannelse som præst.I starten hjalp hun sin mand, sognepræst H. C. Lorentzen i Rønne. Da han trak sig tilbage, blev hun sognepræst i Rørvig og derefter Aakirkeby.
Inge Lorentzen er også kendt som klummeskriver på Bornholms Tidende og blev i november valgt ved en ‘jordskredssejr’ til formand for Bornholms ældreråd.
– Der jo en del egoisme i arbejdet, fordi man er med til at planlægge sin egen svaghedsperiode, siger hun.
– Vi bor i verdens femte rigeste land, og et samfunds kultur viser sig i den måde, vi behandler de svage på.
– Vil formandsskabet gå ud over andre af dine talrige aktiviteter?– Det håber jeg ikke, for de aktiviteter jeg har, er dels mine foredrag, som jeg nødigt vil afskrive, dels når jeg en gang imellem får lov til at vikariere på en prædikestol, det bedste jeg ved, dels mine klummeskriverier. Alt det ville jeg nødigt undvære.
– Jeg skal da også i kirke om søndagen og gerne deltage i noget af alt det spændende omkring vores kirke.
– Du har i hele H.C. Andersen-året haft succes med foredrag om den store eventyrdigter. Hvad har især fascineret dig ved Andersen? – Det er min største betagelse at sætte mig ind i H.C. Andersens liv. Man kan næppe overkomme det alt sammen.
Jeg kan meget udenad. Og man siger jo ikke det samme hver gang. Jeg læser heller ikke eventyrene op. Jeg fortæller, og jeg deklamerer.

– Hans religiøsitet kommer især til udtryk i hele hans forestilling om engle.
Gad vide, om ikke vi, som tror på engle omkring os, har det fra ham? Det er måske en naiv tro, men det ville være synd for det moderne menneske, hvis naiviteten var fjernet fra det religiøse.
Min egen ukomplicerede tro har lige fra min barndom været stærkt påvirket af det, jeg mødte hos H.C. Andersen, både i hans digtning og i hans livshistorie. En i grunden rørende fromhed, hvor han altid har Gud ved sin side, selv når han føler, at alt andet vakler.
Jeg tænker på hans falden på knæ på trappen til dem, han skal anmode om støtte hos, hans fortællen om rejsekammeraten, eller om nattergalen, eller om lille Gerda.
Alle er de repræsentanter for Guds hjælp og støtte.

– Det er påstået, at han undgår Jesu lidelse og død. Men er det rigtigt?
– Han beskriver jo så mange lidelser og deres udgang, som i grunden er opstandelsesberetninger.
Tænk igen på Nattergalen, hvor kejseren i sin dødskamp konfronteres med alle sine synder. Men nattergalen synger dem fra hans bryst. Er det måske ikke syndernes forladelse? Og da tjenerne kommer ind for at se til deres døde kejser, hilser han dem med det samme „godmorgen!“, som vi kender fra opstandelsesberetningen.
Også i „Snedronningen“ oplever vi det. Lille Kajs hjerte er blevet ramt af en splint af troldspejlet, hvorefter han ikke kan se det smukke i noget som helst, men kun vrængbilleder. Men Gerda, hans barndoms veninde, bliver hans frelsende engel, så de igen kan sidde på Bedstemoderens altan og synge „Se roserne vokse i dale, dér får vi barn Jesus i tale.“
– Jeg har hørt dig deklamere digte udenad ved et foredrag, og det strejfede mig, om ikke der var gået en skuespiller tabt i dig? Er det også noget, man har brug for som præst?
– Såvel at være skuespiller som præst er en blufærdigheds gave. Man skal ikke mase sig ned over nogen. Man er også undertiden nødt til at lægge bånd på sig selv.

– Det er også en fordel som jeg at være sanguddannet, fordi jeg ved, hvordan jeg skal lægge stemmen, så jeg kan tale i timevis uden at blive træt.
Jeg gik i sin tid til visesang hos Åse Ziegler.
Vores generation har den fordel, at vi lærte salmerne udenad i skolen. Men nu er der kommet nye vers til, og så sidder man jo og ærgrer sig, når man ikke kan det hele udenad.

– Før jeg besluttede at læse til præst via særuddannelsen, var jeg præstekone og lavede alt det, en sognemedhjælper fik lov til. Præstekoner gjorde det dengang gratis. Jeg fik ikke en øre. Men en præstekone var meget agtet.
Jeg har besøgt syge og sørgende. Jeg har ulønnet haft blokfløjteelever, 80 på Als og mange i Rønne, både børn og voksne, ledet kirkens børnesangkor, haft åbent hus, været bollebagende præstekone og alt muligt.
– Jeg var hjemme i ti år. Vi har jo fem børn og havde ingen penge, og når man spørger, hvordan jeg kunne overkomme alt, må jeg sige, at det såmænd er lige så let at have fem som to, for de er jo med til at underholde og opdrage hinanden. Men der var jo det med det økonomiske. Jeg bagte og lavede billigretter og syede alt børnenes tøj.
– At være præst i Rønne, Rørvig og Aakirkeby har været en vidunderlig vigtig tid i mit liv. Aakirkeby og Rønne var som ild og vand. Rørvig var jo præget af de mange, velbjergede fritidshusejere. Men jeg har hele tiden bare været mig selv, og det respekterede de.
– Hvordan føltes det at sige farvel til præsteembedet?
– Helt ærligt var jeg nervøs. Jeg frygtede at miste min identitet. At gå af er noget, man gennemlever som noget forfærdeligt, for at være præst er en livsform.
– Hvordan får man så mange stemmer til et ældrerådsvalg?
– Klummen i Bornholms Tidende har nok medvirket til, at folk kender mig. Min mand siger, at jeg er noget af en „rullekone“. Han mener vist, at mine meninger er præget af en god portion folkelighed og humor. Jeg snakker også fornøjeligt med folk på gaden og over frysedisken, og mens vi står ved kassen. Jeg er i grunden en slags gadepræst. Ikke at jeg siger: „Hvordan har du det med Jesus?“ Det er jeg alt for blufærdig til. Men måske kan mine vælgere godt mærke, at jeg interesserer mig for deres ve og vel.