Palle flytter sjæle, møbler og burfugle

Da journalist Bodil Harild skulle flytte fra
København til Bornholm, var hun noget
bekymret. Men hun blev positivt overrasket
over flyttemanden, Palle, som viste sig at
være kristen – og god at snakke med.
Der er noget trygt og stærkt over Palle Villumsen.Blandt de ting, Palle har haft med i flyttelæsset, er en beostær, som var flygtet ud af buret under besøg på Bornholm. Til fuglens held blev den indfanget og sendt tilbage til ejermanden i København med Palles Flyttetransport, hvor Palle kunne glæde sig over liv og fuglesang på forsædet.
– Jeg har flyttet med alt muligt lige fra juletræer, til gåse-stege og saltstegte sild, som kan fås billigere på gaden i hovedstaden, men som kommer hjemme fra forældrenes kødgryder og skove på Bornholm, fortæller Palle.
– I flere år havde jeg jævnligt bornholmsk rugbrød fra Nyker med til Snapsetinget på Christiansborg, hvor de også satte pris på de gode saltstegte sild. Julegaver har jeg også tit med i læsset.

Jeg var en bandit

Palle kom som barn med sine forældre i Pinsekirken i Klemensker. Men dengang sad det ikke så dybt, fortæller han.
– Jeg var i de unge år lidt af en ”bandit“, smagte af og til rigeligt på livet og de våde varer og kom som følge deraf også i konflikt med loven. Men så en dag for 33 år siden gik jeg i en mindre beruselse op til menigheden i Tejn. Det blev en meget stærk oplevelse for mig, og jeg følte, at det var sidste chance, jeg havde for at give mit liv til Gud. Alligevel kørte jeg hjem, men bilen ville ikke rigtigt køre og gik hele tiden i stå. Så vendte jeg tilbage og gav mit liv til Jesus.

Gift med svensk pige

Kort tid efter, at jeg havde givet mit liv til Gud, fik vi besøg af en ungdomsgruppe fra Södermalms-gruppen i Pinsekirken i Stockholm, og jeg sagde til min gode ven: ”Lad os besøge menigheden i Sverige. Vi skal søge Gud og faste og bede, være afholdende – også med piger.“
– Men jeg var den, der først plumpede i, fordi jeg traf min kone, som var fra Filadelfia Kyrkan. Birgitte er farmaceutuddannet i Stockholm og arbejder nu på Allinge Apotek.
– Vi havde den sorg, at vores første datter døde, da hun var 9 måneder gammel. Det var et hårdt slag for os. Min kone var nervøs for at få flere børn, men til alt held var hun allerede nogle måneder på vej med den næste. Så vi fik tre børn, en søn, som bor i Esbjerg, hvor han kører lastbil, en søn, som er i Irak, hvor han gør militærtjeneste. Og en datter på 21 hos Fætter BR i Rønne.

Var evangelist

– På et tidspunkt havde de brug for hjælp i min menighed, Pinsekirken i Rønne, og jeg fungerede som evangelist.
– Jeg har altid haft nemt ved at få mennesker i tale, og dengang som nu var der mange, som kontaktede mig, vel nok fordi jeg var god at tale med, når man har problemer.
– Det er vigtigt, at man beder for hinanden, understreger Palle Villumsen. – Skulle jeg fortælle om alle de rige oplevelser, vi har fået, når vi har søgt sammen i forbøn, så ville det blive til en hel bog.
– Det vigtigste er helbredelse for ånden og mødet med Jesus. Man må hellere gå halt ind i himlen end at gå fortabt.
– Ved Charles Ndifons møder i Rønne var jeg med som hjælper. Da han kaldte dem op, der ville give deres liv til Jesus, henvendte en dame sig, men da jeg spurgte hende, om hun ville give sit liv til Jesus, understregede hun, at hun kun ville helbredes. Jeg pegede på, at det andet er vigtigere. Der er masser af fysiske problemer, som skyldes åndelige problemer. Når de bliver sat på plads, ændrer det fysiske sig også. Men hun valgte at vente til næste opkald.
– Jeg har altid gerne villet vende negative samtaler til positive. Det er vigtigt, at man har det rart og godt sammen på det åndelige plan, og at ikke alt drejer sig om penge. For mig er det ufatteligt, at nogen kan arbejde med noget, man ikke tror på. Hvis en mand ikke tror på Gud, hvordan skal han da kunne være præst for andre? Det er, som når en blind skal vejlede en blind, hvorpå de begge havner i grøften.

Fra fisker til flyttemand

– Politisk skjuler jeg mig aldrig bag, hvad jeg er. Jeg var 10-12 år i kommunalbestyrelsen i Allinge. Jeg startede som fisker i 1966 og bortset fra et lille ophold i kirkearbejdet blev det til 26 års samlet fiskeri. Det har unionen taget livet af. Der er kun 5 pct tilbage fra dengang, vi sejlede til Langelinjekajen i 1978 i protest. Da sagde politikerne, at vi skulle ”klappe hesten”. De ville kun tage 5 pct. af fiskeflåden. Men nu er der kun 5 pct. tilbage. Det forudså jeg, og derfor åbnede jeg en antikforretning, inden jeg var helt flået til skindet. Man bliver måske ikke multimillionær af de flytninger, men jeg mangler ikke noget.

Op på 7. sal…

Hvor længe kan man holde til livet som flyttemand og sejle frem og tilbage mellem det øvrige land og Bornholm?
– Fysisk er de tungeste flytninger hjemmeflytninger. Når jeg rejser over, skal der helst være hjælp begge steder. Selv kan jeg så nøjes med at stå på ladet og stable til kanten. Der er ikke noget i vejen med ryggen, men knæene kan godt give problemer op og ned ad trapper.
– Jeg havde en flytning til 7. sal, mens der normalt kun er 6 etager i København. Der var kun en bagtrappe, og de havde indrettet lejligheden oppe i øverste loftsrum. Jeg sagde, at det ville blive meget dyrt, men så kom alle ting ned på gaden til mig.
Er folk vanskelige?
– Der er altid en lille procent, der er vanskelige, men ellers er folk søde og rare og taknemmelige.
Det sker, at du benytter lejligheden til at missionere lidt?
– Det er ikke et udgangspunkt, at jeg skal. Man kan ikke overfalde folk i tide og utide, men jeg lægger aldrig skjul på, at jeg er kristen. Jeg har været med til at bede for mange.
– Når man er ude hos en handicappet, kan man virkelig føle medlidenhed og trang til at hjælpe. Nogle gange spørger jeg, om jeg må bede for dem, og jeg har aldrig oplevet nogen, som frabad sig det, selv om der var nogle, som erklærede, at det måtte jeg gerne, men de troede ikke på det.
Er der tid til at slappe?
Det foregår, når jeg er hjemme på Ågade 13 i Tejn, eller når jeg er ude og sejle med min båd. Og vi har nu også fået et dejligt hus ca. 920 km nord for Ystad. Vi lejer også huset ud, og om vinteren får lejerne stillet ski til rådighed, både til langrend og slalom. Der er også fiskegrej til rådighed, reklamerer Palle.
– I sommerperioden kan man plukke blåbær og multebær, og i september plukkede vi på tre timer 38-40 liter tyttebær!