Ny dialog mellem ortodokse og katolikker i Rusland

RUSLAND – Dialogen mellem Den Russisk Ortodokse Kirke og Den Katolske Kirke er genoptaget. I flere år har forholdet mellem de to kirker ellers været yderst køligt.Den Russisk Ortodokse Kirke er begyndt at tale med Den Katolske Kirke igen. De seneste måneder har repræsentanter for Vatikanet været på adskillige besøg i Rusland for om muligt at bløde op på det nedkølede forhold mellem de to kirker, oplyser Radio Free Europe.
Det er ikke noget nyt, at der er kølig luft mellem de russisk-ortodokse og katolikkerne. Konflikten har rødder tilbage i bruddet mellem kirkerne i 1054. I de senere år, har det dog været Den Katolske Kirkes fremgang i Rusland, der har vakt vrede hos de ortodokse, der siden Sovjetunionens opløsning i 1991 har opnået en særstatus i det russiske samfund.
Katolikkernes indsats for at skabe en fornyet dialog kan tolkes som et led i den nye linie, som Pave Benedikt XVI erklærede umiddelbart efter sin indsættelse i april sidste år. Her udtalte han, at han så dialog med andre religioner som en af sine primære opgaver.
-mbc