Ortodokse går imod Darwin
RUSLAND – Den Russisk Ortodokse Kirke vil have det russiske uddannelsessystem til at åbne for andre tolkninger end darwinismen, som kaldes et levn fra sovjettiden.
Den Russiske Ortodokse Kirke ønsker at få indflydelse på biologi-undervisningen, der foregår i de russiske skoler. Her foregår undervisningen som i Danmark udelukkende på baggrund af Darwins evolutions-teori. Den russiske metropolit Kliment fra Moskvas Patriarkat har i en erklæring bedt myndighederne afstå fra at bruge de gamle biologilærebøger, hvor menneskets oprindelse udelukkende tolkes ud fra et darwinistisk synspunkt.
– Den sovjetiske mentalitet hersker stadig i undervisningssystemet, siger metropolitten. – Hvis et barn vil svare ud fra de bibelske teorier om verdens oprindelse, vil han få at vide: Sæt dig, du er dumpet!
Den Russisk Ortodokse Kirke har ellers indtil for få år siden ikke officielt kommenteret indholdet i skoleundervisningen.
-mbc