Debat

Boykot- boomerang
Oplysningerne i pressen om flere danske firmaers mangeårige hemmelige boykot af Israel, herunder Arla Food, forarger mig dybt. Israel er et lille land med en lille befolkning, der i årtier har lidt under anti-israelske holdninger fra deres omliggende nabolandes arabisk-muslimske befolkning og deres korrupte regimer. De har gjort alt for at ødelægge Israel. Men for at tækkes disse arabiske regeringer er Arla og andre danske firmaer gået i knæ og har indgået hemmelige aftaler med dem om at boykotte Israel for at komme ind på deres markeder.
Arla udsendte en boykot-boomerang som nu er vendt tilbage til udgangspunktet. Sådan går det med en boomerang, der ikke træffer sit mål. For Israel kan nemlig godt klare sig uden Arla. Det er imidlertid trist for de medarbejdere, der har mistet deres arbejde, men de kan takke ledelsen for det. De oplever nu boykot af deres varer i de selv samme lande, som de tidligere har ligget på knæ for.
Det er altid korrekt med en undskyldning, når man handler forkert. At Arla nu lægger sig helt flad over for de arabiske lande, virker falsk, men hvad gør man ikke for egen vindings skyld?
Men er der nogen, Arla bør undskylde overfor, så er det Israel. Det er det mindste, de kan gøre efter den skade, de har forvoldt! Jeg ser frem til en uforbeholden undskyldning fra Arla overfor Israel. Så kommer tingene i det rette perspektiv.
(Forkortet red.)
Greta Axelsen
Voldumvej 150
2610 Rødovre

Træk soldater hjem fra Irak
Regeringen kom sent på banen i den krise, Muhammedtegningerne har skabt. Men da den endelig kom, gjorde den det eneste rigtige ved klart at fastholde ytringsfrihedens ukræn-kelighed.
Mandag aften den 6. februar viste TV 2 Nyhederne et indslag fra den danske militærforlægning i Irak, og samtlige interviewede, med feltpræsten på fløjen, argumenterede mod Muhammed-tegningernes offentliggørelse og dermed mod ytringsfriheden.
Ikke mindst på baggrund af militærpersonalets illoyale optræden i den nævnte tv-udsendelse bør de danske soldater i Irak (og Afgahnistan) uden ophør trækkes hjem og sammen med militærets øvrige folk sættes til at bestille noget nyttigt.
Om det er nok til at genoprette den danske eksport til den islamiske verden er tvivlsomt; men det vil være et skridt i den rigtige retning.
(Forkortet red.)
Henning Sørensen
Irisvej 17
8500 Grenå

Muhammed er kommet til bjerget
Hovedlinierne til menneskerettighederne udstikkes i prologen til Forenede Nationers Pagt: Vi, de Forenede Nationers folk, er besluttede på at bekræfte troen på fundamentale menneskerettigheder, på menneskets personlige værdighed og værd, på mænds og kvinders såvel som store og små nationers lige rettigheder.
I vore dage bygger hele det internationale samfund på respekten for menneskerettighederne. Dette menneskesyn tager ethvert demokratisk sindet menneske og hver demokratisk nation som en selvfølge. Men islamiske erklæringer om menneskerettigheder bygger ikke på det enkelte menneskes rettigheder, men på forpligtelsen til at følge shariaens forskrifter, hvilket så kan kaldes retten til at dyrke Allah.

Den kristne kultur og den islamiske kultur går i det hele taget ud fra to vidt forskellige menneskesyn. Mens vi som kristne er overbevist om, at alle mennesker er skabt i Guds billede med alt, hvad det indebærer af muligheder og ansvar, påstår man fra islamisk side, at alle mennesker er skabt som muslimer, og de, der ikke véd det eller ikke vil vide det, er at betragte som undermennesker. Mennesker i den kristen-demokratiske verden kan ud fra deres sunde fornuft frit handle under ansvar, og enhver har ret til at tage stilling til alt vedrørende egen tilværelse og til alle spørgsmål i samfundet og dets styrelse. I modsætning til dette skal muslimerne følge Koranens bogstav, som dikterer alle enkeltheder omkring det muslimske menneskes tilværelse på alle livets områder hele livet igennem samt om, hvordan samfundet skal ledes.

Mennesker i den muslimske verden er naturligvis som alle andre mennesker skabt i Guds billede, selv om de af deres religion bliver forholdt denne viden. Det er selve religionen og dens bog, Koranen, suppleret af lovsystemet sharia, der generelt gør tilværelsen for muslimer – og i særdeleshed kvinderne – ganske umenneskelig. Ikke uden grund er det muslimske samfundssystem blevet betegnet som en tilbagegangskultur. Overalt i verden, hvor lande er blevet islamiseret, er al samfundsudvikling gået i stå. Disse ekstremt uholdbare og umenneskelige tilstande må hele det civiliserede verdenssamfund tage afstand fra. Den internationale retsorden og ikke mindst alverdens kristne kirker må gøre, hvad der står i deres magt for at afhjælpe de utilstedelige tilstande.

Mennesker af den islamiske trosretning har gennem de seneste årtier bosat sig blandt kristne mennesker i Danmark. Men på trods af, at de er tilflyttere, har aggresive fraktioner og enkeltpersoner fra denne kultur og trosretning til tider fremført sig underminerende for vort demokratiske samfundssystem og med en imperialistisk holdning. Det er tillige kendt, at en muslim kan tillade sig at benytte sig af begrebet taqiya, altså at lyve over for en „vantro“ dansker. Den holdning kan det officielle Danmark og kirkerne i Danmark naturligvis ikke sidde overhørig, men må tage til genmæle og protestere. Én ting må ikke ske; der må ikke vises noget, der kan tolkes som knæfald for det islamiske menneskesyn, som er absolut uforeneligt med det kristne.

Enhver med kendskab til den kristne kirkes liv og væsen er klar over, at Jesu Kristi kirke lige fra sin stiftelse har levet af og med den missionsbefaling, som Jesus gav sine disciple. Heri står bl.a. „Gå ud i alverden og gør alle folkeslag til mine disciple“. Når muslimerne har valgt at slå sig ned her, forenkler det unægtelig opgaven. I stedet for, at bjerget – i form af det kristne evangelium – skal komme til Muhammed, er „Muhammed kommet til bjerget“, og det bør ikke være forgæves. Måske har nogle muslimer ligefrem ventet eller håbet på her i Danmark at stifte bekendtskab med det kristne evangelium. Nu har de mulighed for at lære kristendommen at kende på nært hold. Enten det er den danske folkekirke, den danske katolske kirke eller hvilken som helst af frikirkerne, kan ingen af dem sige sig fri for forpligtelsen til at konfrontere muslimerne med det kristne evangelium. Om dette skal foregå på samtaleplan, eller hvilken missionsstrategi, der skal lægges som den bedst egnede, må repræsentanter i alle kristne kirker i Danmark gå sammen om at planlægge og stå sammen om at gennemføre. Det er blot et spørgsmål om, hvordan muslimerne får lært det kristne evangelium at kende.

Frikirker, der allerede har opnået kontakt til herboende muslimer, har høstet den erfaring, at disse ret hurtigt har følt sig tiltrukket af værdierne i det danske samfund, de demokratiske såvel som de kristelige. I ugemagasinet „Udfordringen“ har ph.d. Mogens Mogensen fortalt, at valg af kristendommen ofte bygger på sammenligning med den religion, de er opvokset i. For alle indvandrere får mødet med kristendommen til følge, at de foretager en afvejning af deres oprindelige religion og af kristendommen. Nogle har oplevet gennem deltagelse i et kirkesamfunds gudstjenester, at Gud har talt til dem på en måde, så de er blevet vundet for kristendommen.
Karl Maksten
Rantzausgade 40, Aalborg