Gengældelse, hævn eller forsoning?
Spielbergs film München skildrer Israels gengældelse for angrebet på de israelske sportsmænd ved OL i München i 1972Steven Spielberg er med München igen dykket ned i et af historiens afgørende øjeblikke. Filmen skildrer et politisk motiveret angreb på de israelske sportsmænd ved OL i München i 1972 og Israels gengældelse, Golda Meirs hævn.
Fem Mossad-agenter bliver udvalgt til at dræbe de 11 palæstinensere, som menes at stå bag attentatet ved Olympiaden. Deres vanskeligheder og moralske skrupler følges i filmen.
Det er ikke gidseltagningen, der er det centrale hos Spiel-berg, faktisk fylder den kun meget lidt. Men vi følger efterdønningerne, der får Golda Meir til at iværksætte straffeaktionen med et budget uden øvre grænser. Vi følger kampen mod de 11, man lærer undervejs også de fem Mossadagenter at kende, ikke mindst gruppens unge leder, familiefaderen Avnar Kaufmann spillet af Eric Bana. Han tjener sit land, men ser sig også tilbage mod den gravide kone, som i løbet af den årelange forfølgel-sesjagt når at føde en datter, som Avnar har svært ved at besøge.
Avnar bliver undervejs opfyldt af hævnen, men ender med at blive desillusioneret, ødelagt af ødelæggelsen og har svært ved at leve videre. München er på Avnars side og fremstiller Israels værdier sympatisk, men den er ikke rendyrket pro-israelsk, og den underkender ikke palæstinensernes sag.
Filmen slutter med et blik over mod World Trade Centers tvillingetårne, og således får Steven Spielberg ført sin fortælling om hævn og altøde-læggende vold op til i dag, hvor den med krigene i Irak og Afghanistan in mente er så aktuel som nogensinde. Spiel-berg er måske nok en af verdens mest kendte jøder, men hans ærinde er humanismens, og man skal være både døv og blind for ikke at fange hans budskab – hans bøn for fred.
München har fra første visning været stærkt omdiskuteret. De filmkritikere, som også er ideologer, deler sig i to skarpt adskilte grupper: de konservative, som angriber filmen voldsomt, og de liberale (eller venstreorienterede i amerikansk sammenhæng), som roser den for dens problematisering af mellemøstkon-flikten. I Mellemøsten har begge parter i konflikten angrebet filmen. Israelerne betragter den nærmest som et forræderi (Spielberg er jøde), især efter, at han med filmen Schindlers liste så klart havde vist verden jødernes trængsler og baggrunden for oprettelsen af staten Israel.
Steven Spielberg kalder selv – ifølge Time Magazine filmen for en bøn om fred og siger: De israelske sportsfolk, der blev myrdet i 1972, er aldrig blevet ordentligt hyldet. Jeg er tilhænger af, at Israel reagerer magtfuldt, når det bliver truet. Samtidig løser en reaktion på en reaktion i virkeligheden ingen problemer. Den skaber blot en evighedsmaskine. Den region har i mange tiår været et hængedynd af blod for blod. Hvor skal det ende? Hvordan kan det ende?
Filmen er inspireret af den canadiske journalist George Jonas bog Vengeance: The True Story of an Israeli Counter-Terrorist Team. Bogen bygger på interviews med dén mand, som hævder at være Avnar Kaufmann. Filmens Avnar Kaufmann, Eric Bana, mødtes i øvrigt med Avnar Kaufmann forud for indspilningerne. Og en af skuespillerne i filmen, Guri Weinberg, er søn af den israelske brydetræner Moshe Weinberg, som blev dræbt under tragedien; Guri Weinberg var kun en måned gammel, da hans far blev dræbt.
Filmen varer knap tre timer, og personligt var jeg skuffet. Måske var forventningerne til en ny Spielberg-film skruet for højt op. Den er egentlig ret kedelig helt frem til pausen midt i filmen. Derefter fænger den for alvor, og man involveres meget direkte i Avnars tankeunivers, hvor helten har svært ved at leve et normalt menneskeliv bagefter.
