Grønlands biskop valgt til Kirkernes Verdensråd

Ved Kirkernes Verdensråds møde i Porto Alegre i Brasilien blev grønlands biskop, Sofie Petersen og domprovst Anders Gadegaard, København, valgt til eksekutivkomiteen. Sofie Petersen deltog i mødet på en kvote for indfødte folkeslag og det var også som sådan hun blev indvalgt i eksekutivkomiteen. Man er vel præget af politisk korrekthed.

Sofie Petersen blev i 1995 valgt til Grønlands 2. biskop efter at Grønland var blevet selvstændigt bispedømme i 1993. Hun afløste Kristian Mørck, der efter at have været vicebiskop nåede at være biskop i 2 år, inden han gik på pension. Sofie Petersen er Grønlands første kvindelige biskop og den anden i rigsfællesskabet. Liselotte Rebel var blevet den første 1 måned tidligere. Året efter blev Sofie Pedersen udnævnt til ridder af Dannebrog. Ved bispevielsesgudstjenesten i Nuuk var vi flere fra den grønlandske frikirke, der deltog i den meget smukke gudstjeneste og ceremoni.

Sofie Pedersen blev født i Maniitsoq i 1955 som den næstyngste af en søskendeflok på 8. Hun var tæt knyttet til sin far, Jørgen Malakias Pavia Petersen, der var præst. Tidligt var hun fortrolig med og tryg ved hans arbejde og allerede som 11 årig besluttede hun sig til at blive præst, har hun fortalt mig. I barndomslegene spillede hun altid rollen som præst.
I 1986 kunne hun som den første grønlandske kvinde tage den fulde teologiske embedseksamen fra Københavns Universitet. Året efter blev hun ordineret i Sisimiut og fra 1987-90 var hun præst i fødebyen Maniitsoq, hvorefter hun flyttede til Ilulissat, hvor jeg havde den store glæde at lære både hende og hendes mand at kende, som to meget varme mennesker. Hun virkede som præst i Ilulissat til hun i 1995 måtte flytte til Nuuk i forbindelse med bispevielsen. At Sofie Petersen blev biskop i en alder af kun 39 år tilskriver hun beskedent „særlige grønlandske omstændigheder“.

Sofie Petersen har både som præst og biskop været en ivrig debattør i medierne, bl.a. omkring børns og unges leg med det okkulte, selvmord og incest, hvor hun appellerer til, at vi skal blive bedre til at tage os af hinanden. I sine etiske holdninger er hun på linie med sine danske kolleger, Kjeld Holm i Århus stift og Jan Lindhard i Roskilde stift.

Sofie Petersen var i en årrække med i den oversættergruppe, som i bibelselskabets regi oversatte NT til grønlandsk. Ved indvielsen af den nye grønlandske bibel havde hun en ung og en ældre fra den grønlandske kirke, en repræsentant fra den katolske kirke og fra den grønlandske frikirke, Inuunerup Nutaap Oqaluffia til at læse højt af Bibelen, som repræsentanter for den kristne kirke i Grønland.

Det var en stor glæde for frikirkefolket i Grønland, som hidtil havde mødt en klar afvisning fra Sofie Petersens side. Med sammenslutningen af de enkeltstående frikirkemenigheder i en samlet grønlandsk frikirke mærkede man en opblødning hos biskoppen i forhold til frikirken.
Bjarne Nederby Jessen