Niels prøvede livet som munk

Journalist Niels Bramsen fortæller om otte måneder, hvor han afprøvede
livet som munk i cistercienserklosteret
Notre-Dame de Saint-Remy i Rochefort, Belgien.Belgien er i dag et sindbillede på Europa:Minoriteter skændes om rettigheder, de politiske og kulturelle diskussioner savner fælles referenceramme og den globaliserede tredje verden trænger sig på med de samme livsstilsproblemer som os andre. Bruxelles er således intenst europæisk – pakket af caféer, restauranter, hoteller etc. hvor politikere og lobbyister forsøger at påvirke hinanden.
Men kun halvanden times kørsel ud af hovedstaden, bort fra Flandern og ned i det bakkede Wallonien åbner sig et fredsommeligt landkort af små traditionelle landbrugsregio-ner, med særegne dialekter og traditionel lokalpatriotisme.
Tæt ved den franske grænse i Ardennerbjergenes bløde udfasninger findes lillebyen Rochefort. Og lidt uden for Rochefort cistercienserklostret Notre-Dame de Saint-Remy.
Det femten mand store kommunitet tilhører cistercienser-ordenen af streng observans, de såkaldte trappister.
Klostret har eksisteret siden 1200-tallet og fortsætter uforstyrret sin daglige bønscyklus som den hellige Benedikt programmerede for meget længe siden. Og så brygger de øl.

Munkenes bønsintensitet er massiv – man tilbringer hver dag fire-fem samfulde timer i kirken syngende de traditionelle tidebønner. Dette tidsforbrug kan virke voldsomt. Og det er voldsomt. Men man må forstå, at forbønnen er cister-ciensermunkenes mission og karisma. De har ikke andre åndelige målsætninger end at tilbede Gud dag og nat. De går i forbøn for kristenheden, ja hele verden, hvorfor de med rette kalder sig Kirkens hjerte.
Trappisterne har en unik karakter midt i Kirkens mylder af ordensliv, hvor alle hver især føler, at deres traditionelle særkendetegn udgør deres respektive bøn: Benediktinernes intellektuelle og kunstneriske fordybelse er et udtryk for bøn; kartheuserne har gjort deres eremitiske ensomhed til en tilstand af bøn; dominikanerne bruger deres teologiske studier som en kontemplativ bøn; for en række apostoliske ordner er sjælesorg eller undervisning et bønsudtryk. Men hos trappisterne er sagen mere direkte: bønnen er deres bøn. Det daglige monotome korarbejde er deres varemærke.

Munkenes bønsintensitet er massiv, de tilbringer hver dag fire-fem timer i kirken syngende de traditionelle tidebønner.

Således er den cistercien-siske dag delt op i otte tidebønner, plus messe. Kvart over tre om morgenen står man op til Vigil. Vigilen varer knapt fire kvarter og er dagens længste tidebøn. Men den er også den mest koncentrerede, eftersom kirken er tom, alt er stille og tankerne er endnu blanke efter søvnen. Efter vigil har man Lectio Divina, en bibelmeditation som den hellige Benedikt instituerede i sin klosterregel. Dagen er godt igang.
Klokken halv syv synges den trefoldige tjeneste; Laudes, messe, Prim, mens solen majestætisk kaster nyt lys ind gennem de melerede ruder. Herpå en stund afsat til personlige behov, hvorpå følger klokken ni den første af de karakteristisk korte cisterciensertidebønner, Tierce. Tierce varer kun ti minutter – der synges en hymne, tre Davidssalmer og en lovsang til jomfruen. For en nytilkommen i klostret er de kortere tidebønner lettest at tilegne sig. Det kortfattede besøg i kirken, hvor man uden problemer kan fastholde koncentrationen for derpå at gå ud og begynde arbejdspligterne, er en vidunderlig måde at integrere bøn, arbejde og fællesskab på.

Så er formiddagens arbejdsblok skudt igang. Ved middagstid synges der Sext, efterfulgt af frokost og siesta, hvorpå eftermiddagens arbejde indledes med afsyngelse af None. Når dagen er slut, følger aftenens monumentale tidebøn Vesper. Og efter aftensmaden og abbeden har talt over dagens kapitellæsning af Reglen (derfor kaldet Kapitlet), følger den sidste bøn, Komplet, hvis uforglemmelige afslutning jo er den evige Salve Regina. Sunget i mørke foran den af stearinlys flakkende jomfrustatue gør denne finale ofte det mest markante indtryk på besøgende. Efter Komplet må ingen længere tale – Den Store Stilhed i trappistjargon.

Således er dagsforløbet i klostret, måned ud og måned ind, kun lejlighedsvist varieret af de store kirkefesters særlige dagsrytme. Trappistmunkene lever mao. under total monotoni (ensformighed). Tidebønnerne styrer dagligdagen og det er ikke velset, hvis en broder springer en bøn over, endsige kommer for sent. Det tager ikke bare måneder, men flere år at vænne sig fysisk og mentalt til en så regelbundet og opmærksom-hedskrævende bønstilværelse. De mange timer under koncentreret sang, bøn og læsning, hvor man kontinuerligt står op, sætter sig ned, rejser sig, bukker, sætter sig, rejser sig, står, bukker etc. er fysisk anstrengende og virker som en mental slankekur.

Trappisterne hører traditionelt til de mest asketiske (afholdende) munke i Kirken. Derfor har de altid ønsket en så afholdende liturgisk musik som muligt. Den gregorianske musik er derfor monofonisk, således, at ingen i koret kan skille sig ud. Målet er anonymitet og ydmyghed. Tilmed er hele musik-komplekset sat i et så lyst toneleje, at munkene udelukkende synger med brystkasse, hals og mund. Det er ikke muligt at bruge mellemgulv og underkrop til den lyse gregorianske musik. Professionelle sangundervisere ved, at kroppen bliver ét stort instrument når man synger rigtigt. Men dette er ikke trappisternes ambition. Bønnen skal forblive intellektuel og tekstorienteret, uden den nuancering som udviklet rytme, harmoni og musikalsk finesse kunne give. Der ER nemlig slet ingen sangundervisning i klostret. En af cistercienserordenens tidligste fædre, Aelred af Rievaulx, indskærper i et brev fra 1100-tallet, at cisterciensermunkes sang aldrig må give en sanselig nydelse, endsige musikalsk rigdom. Bønssangen skal forblive asketisk, dvs. arbejde i sjælen og intellektet, og ikke involvere hverken følelser eller sensualitet for dermed at sløre troen. Trappisternes tide-bønssang er derved mere tankebåren recitation end egentlig musik.

Når man således tilbringer 4-5 timer i kirken hver dag med koncentreret mental bøn, oplever man gradvis en afsensualisering. Sindets muskler trænes til toppræstation, mens kroppen og følelserne degraderes. Dette er meget kendetegnende for trappisternes spiritualitet. Man rendyrker tanken og koncentrationen og hæver sig gradvist over legemets og emotio-nernes sprog. For trappistmunke er regelmæssighed og forudsigelighed derfor dyder, som tæller højere end personlige følelser. Trappisterne er troens civilingeniører.
Netop derfor kan de med imponerende intellektuel adræthed analysere komplekse situationer og skabe kompetente løsninger. Således er klostrets ølbryggeri et pragteksempel på målrettet pro-duktfremstilling præcist rettet mod nicher på det internationale ølmarked.

Klostret har siden halvtredserne langsomt udviklet en øltype og en bryggeriproces, som med kirugisk finesse leverer et nicheprodukt der sælger sig selv. Rochefort-serien består af tre gyldne ølsorter (på henholdsvis cirka 7%, 9% og 11% alkohol) med en fantastisk fin brændt maltsma. Hvert eneste år ligger Rochefort-øllen blandt top fem på de store internationale øltests. Klostret bruger ikke så meget som én euro på markedsføring, og alligevel er hver eneste flaske som regel solgt endnu før den er tappet i ugens produktionscyklus. Klostret kunne teoretisk fordoble produktionen og stadig få udsolgt, men i fattigdommens navn er man tilfreds med blot at overleve og kontinuerligt vedligeholde de århundredgamle bygninger.

Til at drive bryggeriet og det lille klosterhotel har man gradvist været nødt til at ansætte personale. Samtidig er antallet af klosterkald faldet drastisk siden 1960’erne, hvorfor kommunitetets størrelse er blevet mindre. Derfor er man havnet i den usædvanlige situation, at der er cirka dobbelt så mange ansatte som munke, hvor størrelsesforholdet mellem brødre og ansatte førhen har været omvendt.
Endelig har globaliseringen indfundet sig med dens PC’ere, internet, mobiltelefoner og social dynamiksom også trænger ind i det relativt velstående kloster.
Alt dette skaber en overraskende rolle for brødrene, som må agere forbilleder og ledere ikke blot for de ansatte, men for hele lokalsamfundet som økonomisk og spirituelt regner med dem. Hvor trappistmunkene altså førhen levede skjult, anonymt og selvforsynende, er Rochefort-kommunitetet i 2006 en åben institution i et gensidigt afhængighedsforhold til omverdenen. Det tvinger klostrets ledende brødre til at genoverveje deres spiritualitet og det budskab som de formidler ved deres eksempel. Således har man med held kunnet tiltrække unge mennesker, socialt udstødte, eksistentielt reorienter-ende sjæle, samt almindeligt søgende gæster og spille en åndeligt vejledende rolle for dem. Klostret gør sig til en oase af fred og fordybelse midt i en europæisk region af larm og opbrud.

Kommunitetets ustandselige bønsmotor, som holder sig igang dagen lang, året rundt, er en stabilitetsfaktor, som gør et kolossalt indtryk på alle splittede eller stressede sjæle, som besøger klostret. Hvor alt andet i det vestlige samfund grundlæggende står i begreb med at ændre sig og sælge sin sjæl til liberale og rationalistiske formål, forbliver trappistklostret i Rochefort en kulturel søjle, som kan stabilisere europæerens opfattelse af en vis åndelig konstans. Det bliver et vidnesbyrd om paradis. Men måske også et fremtidsløfte om kristen identitet i en tid, hvor andre religioner med voldens og barbariets sprog opstiller uomgåelige antiteser til den religion vi selv er i færd med at glemme.