Igen mirakler i Hvidovre ved John Mellors møde
Allerede den første person den australske helbredelsesprædikant bad for på mødet i Hvidovre, hvor Udfordringens udsendte var med, blev helbredtHVIDOVRE John Mellor har indledt sin seks ugers mirakelkampagne i Danmark med møder i Lyngby og Hvidovre.
Udfordringen var med til det første møde i Hvidovre. Den første person helbredelsesprædikanten bad for var en kvinde, som oplevede en umiddelbart forandring.
– Da jeg kom til mødet havde jeg stærke smerter i den venstre arm, nu er de væk, jublede Shania Larsen efter forbønnen.
Flere af de godt 60 deltagere på mødet i Hvidovre, oplevede også umiddelbart helbredelse fra smerter.
En mor og hendes datter i 10 års alderen, der ikke plejede at gå i kirke, var fremme og fortælle de øvre mødedeltagere deres historie.
– Vi var til møde, da John Mellor sidste gang var i Hvidovre. Min datter har haft besværligheder med at gå ret langt ad gangen, da hun har haft store problemer med sine knæled. Men efter forbønnen, har hun gået op til fem kilometer på en gang, fortalte en mor grædende. Så glad var hun på datterens vegne.
John Mellor indledte sin prædiken på mødet med at fortælle om, hvad han havde lavet siden han sidst var i Danmark midt i januar måned.
– Jeg har holdt møder i Brasilien, Argentina, Chile, Uruguay og i Skotland. Overalt har Gud gjort store ting. På et møde i Uruguay blev alle helbredt. I Brasilien kunne en kvinde igen bevæge sig frit omkring efter at have været bundet til en kørestol i 16 år. Hun opsøgte præsten dagen efter forbønnen for at vise, at det holdt.
Det er frikirken COC fra Lyngby, der arrangerer mirakelkampagnen. Præsten Jørn Braüner glæder sig over de mange resultater.
– Det har været en rigtig dejlig aften. Folk er gået glade og lettede hjem. Jeg tror omkring halvdelen var kirkefremmede mennesker.
– Jeg har tolket på en del møder med Charles Ndifon, nigeriansk helbredelsesprædikant. Det er faktisk den samme grad af helbredelser, vi nu ser på John Mellors møder. Det sker bare. Bortset fra møderne med Charles Ndifon, har jeg ikke oplevet noget lignende tidligere. Det er skønt at se mennesker blive hjulpet af Gud, siger en optimistisk Jørn Braüner, der forventer sig store ting på møderne de kommende uger John Mellor er i landet.
Foruden møderne hver onsdag i Hvidovre de næste uger vil John Mellor også prædike i andre byer.