Vores frihed er et mislykket projekt

Af Simon Thidemann, ansvarshavende redaktør.

5. maj 1945 blev det forår og Danmark frit, og lige siden har Danmark været et frit land. Og ovenikøbet har vi lige siden oplevet en stigende frihed inden for stort set alle tænkelige og utænkelige områder.

Danmark har, især hvis vi ser på de seneste 30-40 år, befundet sig i en verdenshistorisk boble af økonomisk og personlig frihed.

Flertallet af danskerne er blevet rigere og rigere. Vi har fået større biler og flere biler. Vi drikker dyr vin. Køber oplevelser. Køber tøj i bunkevis. Køber højteknologiske hvidevarer. Trampolin i haven. Udehus. Robotstøvsuger. Robotplæneklipper. Rengøringshjælp. Tilbygninger. Udlandsrejser – oprindeligt en gang om året for de heldigste. Nu en gang om året for de fleste og flere gange om året for mange. Konfirmationsfester på størrelse med bryllupsfester.

Vi har så meget, at vi har svært ved at finde på ønsker. Vi forkæler os selv med fitness. Yoga. Retræter. Orlov. Fleksible arbejdstider. Fire dages arbejdsuger. Mentoring og coaching. Kvalitetstid. Alenetid. Pension. Sundhedsordning. Alt, hvad vi peger på, har vi mulighed for at få.

Dertil kommer, at vi med få undtagelser har frihed til at sige, mene og tro, hvad vi vil.

Det kunne udefra set være et spændende eksperiment; hvad sker der, hvis vi tager et samfund og bare gør dem rigere og rigere og friere og friere og giver dem flere og flere hjælpemidler, så de får mere og mere fritid.

Munder eksperimentet ud i total lykke, taknemlighed, trivsel, gavmildhed og tilfredshed? Ja, det ville da være en realistisk forventning, men hvis dem, der satte eksperimentet i gang, står og kigger på os nu, vil de undrende kunne kigge på et samfund, hvor menneskene tilsyneladende hverken er specielt lykkelige, taknemlige eller tilfredse, men nærmere forvirrede, pressede og stadig på jagt efter mere.

Peter Sommer skriver meget rammende i en af sine mest populære sange inden for de seneste år: ”Friheden tog os alle som fanger”.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Danmark blev frit 5. maj 1945, og vi har været frie lige siden, og jeg tror, at langt de fleste danskere er oprigtigt taknemlige for det, men vi er af en eller anden grund ikke blevet rigtigt frie af al den frihed.

Måske ville det være en fordel for de fleste danskere at lade sig udfordre af Jesus’ ord om, at hvis vi vil være virkelig frie, så skal vi lære sandheden at kende, og sandheden er, med Jesus’ egne ord, Jesus selv.

Det er ikke en frihed, der er ensbetydende med konstant lykkefølelse, men det er dog en frihed, der sætter dig fri fra meningsløsheden og ovenikøbet også sætter dig fri fra dødens magt. Ja, faktisk en frihed, der gør dig virkelig fri.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Med krigen i Europa er de fleste af os blevet mere bevidste om, hvor taknemlige vi skal være for vores frihed. Det er en god ting. Men der findes en frihed, der er endnu større end den – og den frihed er faktisk også god at klamre sig til, når frygten for at miste friheden fylder mere og mere.

Glædelig 5. maj.