Farmors åndelige arv, del 2: Bønnen

Af Jesper Oehlenschlæger Udviklingsdirektør, Samfonden

I efteråret sad jeg dagen før, min farmor døde, ved hendes seng på Hvidovre Hospital. Hun var en gammel kone på 93 år. Hun var forvirret og bange. Jeg forsøgte at berolige hende, men det eneste, der gav hende ro, var, at jeg sang salmer for hende, og at jeg bad en bøn for hende. Det eneste, jeg kunne var at bede. Bede for og med hende.

Det var nemlig hende, der lærte mig at bede. Som lille dreng bad hun aftenbøn ved min seng, når jeg var på besøg hos min farmor og farfar. Bønnen var en del af hendes åndelige arv, som jeg stadig lever på. Jeg lærte ikke at bede, fordi jeg læste en bog om bøn, men fordi jeg så, hvad bønnen betød i mine bedsteforældres liv. Det var det daglige, åndelige pulsslag i deres liv.

Min farmor sluttede hver dag af med først at læse et stykke fra Bibelen. Derefter bad hun. Eller rettere først takkede hun, og så bad hun. Jeg kan huske, hvordan hun kært nævnte alle navnene på hendes børn, børnebørn. Og jeg ved, at i takt med at familien voksende, så voksede hendes bedeliste også.

Efter hendes død fik jeg nemlig en af hendes bibler, hvor hendes bedeliste lå. En liste i to spalter, hvor der i venstre side stod; ”At takke for. Troen, nåden, tilgivelsen, løfterne, en god dag. For glæden i livet. God økonomi. At nogen holder af mig, og jeg har nogen at holde af” og i højre side: ”Bede for børn, børnebørn, oldebørn, venner.” Et enkelt og overskueligt system, der kunne gentages dag efter dag.

Der er som regel sjældent gode intentioner, vi mangler, når det handler om bøn. Vi vil så gerne, men det kan være så svært at finde en måde at gøre det på. Disciplene spurgte engang Jesus om at lære dem at bede. At bede er sjovt nok noget, vi mennesker bare ”kan”, men også noget, vi skal holde ved lige eller dagligt øve os på. Ja, ligefrem lære.

Som de moderne mennesker vi er, vil vi gerne forsøge at forstå, hvem Gud er med vores tanker og fornuft. Ligesom indfange ham. Men lige så lidt, som jeg kan forstå dybden af vores kæres kærlighed, fatter vi Guds. Men i bønnen forbinder vi os med den levende Gud, som når vi trækker vejret ind og ånder ud.

Blandt mine farmors bøger lå en gammel slidt klassiker om bøn. ”Fra bønnens verden” af Ole Hallesby. I indledningen kalder Hallesby bøn for ”sjælens åndedræt”.
I bønnen ånder vi ind og ud. Livet begynder som bekendt med en indånding og slutter med en udånding. Bønnen lærer os dagligt at tage livet ind og hjælper os til i vores sidste stund også at kunne give slip på det.

Min farmor sluttede altid sin bøn med fadervor. Og så altid vedhænget ”i Jesu navn – amen”. Den daglige bøn var en uvurderlig del af den arv, hun gav videre til mig.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Min farmors bedeliste var i øvrigt skrevet på bagsiden af en gammel reklame for ”husets sherry” – for der var jo ingen grund til sådan at bruge løs af nyt papir. Sparsommelig var hun også, men det er jeg ikke så sikker på, at jeg har arvet fra hende.