Handicap-hjem på vej i Nordjylland

Familien til 16-årige Tanja, søger andre handicappede unge til kristent bofællesskab- Hvor skal Tanja bo, når hun flytter hjemmefra? Sådan spørger Tina og Poul Erik Jensen, der er forældre til en 16-årig retarderet pige. Nu vil de etablere et kristent bofællesskab i Nordjylland.

– Tanja er en glad pige, der lever i nuet, fortæller forældrene

Tanja er 16 år og har svær epilepsi. Hendes udviklings-mæssige status er 2 – 5 år. Det gør, at hun er dybt afhængig af, at der er ansvarlige voksne omkring hende, som drager den nødvendige omsorg for hende.
Tanja bor hjemme hos sine forældre, Tina og Poul Erik Jensen, i det sydlige Aalborg. De har som noget helt naturligt passet deres datter, men de efterlyser muligheden for at Tanja kan bo i et kristent hjem, når hun en dag skal flytte hjemmefra.
– Kristne handicappede har som alle andre brug for et kristent hjem, når de flytter hjemmefra, siger Poul Erik Jensen.

I et kristent hjem

Tanja havde sit første epileptiske krampefald, da hun var 5 måneder. Det viste sig hurtigt, at hun havde epilepsi. Epilepsien udviklede sig voldsomt over de næste 2 år. Der var tale om en meget aggressiv epilepsi, som betød, at hun blev hjerneskadet, og derfor er Tanja inden i stadig et barn.
– Men hun forbliver ikke et barn i sit ydre, forklarer Poul Erik Jensen. – Hun bliver ældre og større, og på et tidspunkt, når hun en alder, hvor hun skal flytte hjemmefra.

Kristent bofællesskab

Forældrene arbejder nu sammen med Kristelig Handicapforening på at finde andre familier, der har det samme ønske: At finde et kristent hjem til deres unge handicappede pårørende, der er modne til at flytte hjemmefra.
– Vi har etableret en arbejdsgruppe, hvor vi prøver at samle folk, der vil være med, forklarer Poul Erik Jensen.
Den 11. maj inviterer arbejdsgruppen til et orienteringsmøde på Filipskolen i Aalborg. Her vil Ellen H. Mikkelsen, der er landssekretær i Kristelig Handicapforening også deltage.
Vi håber, der kan samles et antal beboere, så det bliver muligt at etablere et egentlig bofællesskab, siger Poul Erik Jensen. Han henviser til, at erfaringen viser, at det optimale antal i et bofællesskab er 10 – 12 beboere.
I øjeblikket er man i kontakt med 5 – 7 kristne familier, som er interesseret i at være med. Etableringen af et bofællesskab forventes at tage ca. 3 år.