Hvad er klokken?

Ugens kronikør, Iver Larsen forklarer Biblens tidsregning og hvordan det hænger sammen, at der i Johannes Evangeliet står at Jesus står anklaget foran Pilatus ved den sjette time, og i Markus Evangeliet at Jesus blev henrettet ved den tredje timeIfølge Joh. 19,14 stod Jesus anklaget foran Pilatus „ved den sjette time“. Men ifølge Mark. 15,25 blev Jesus korsfæstet „ved den tredje time“.

Af bibeloversætter Iver Larsen

Både Matt. 27,45, Mark. 15,33 og Luk. 23,44 siger samstemmende, at der kom mørke over landet „ved den sjette time“ og lidt senere at han døde „ved den niende time.“ Det lyder som en modsigelse, for hvordan kunne Jesus stå foran Pilatus ved den sjette time, når han allerede var blevet korsfæstet samme dag ved den tredje time? Forklaringen er i virkeligheden ganske enkel.

I Danmark er vi vant til to forskellige tidsregninger. Kl. 3 om eftermiddagen er det samme som kl. 15.00. Inddelingen af døgnet i 24 timer er mere eksakt, mens inddelingen i 12 timer er daglig tale.
I de lande, som er tæt ved ækvator, er nat og dag stort set lige lange, og de inddeles hver i 12 timer. Det gjorde man også på Jesu tid. Jesus siger selv i Joh. 11,9 „Har dagen ikke 12 timer?“ De vandure, sandure og solure man brugte, var naturligvis ikke så nøjagtige som vore dages ure, og om dagen brugte man solens stilling til at anslå tidspunktet på dagen. Derfor er tidsangivelser ofte omtrentlige. („Ved den tredje time …“)

Men hvor tæller man fra? I Østafrika og mange andre lande kører man parallelt med to systemer, det lokale og det europæiske. Her begynder døgnet ved solopgang, som er ved sekstiden, mens det for europæere, amerikanere og andre begynder ved midnat. Siger man på swahili, at klokken er tre (saa tatu), svarer det altså til kl. 9 om formiddagen i europæisk tidsregning. Så man må altid tage højde for de seks timers forskel. At oversætte „saa tatu“ med „kl. 3“ går ikke, for meningen er kl. 9.
På Jesus tid i Israel brugte man den samme måde at regne timerne på som i Østafrika. Man begyndte at tælle fra solopgang, eller fra solnedgang, hvis det drejede sig om nattetimerne. Det er den tidsregning, vi finder i Mattæus, Markus, Lukas og Ap. Gerninger.

Johannes skrev sit evangelium i Lilleasien længe efter, at den jødiske stat var politisk ødelagt (i år 70). Han skrev for grækere, som åbenbart var vant til den officielle romerske tidsregning, hvor dagen ikke begyndte ved solopgang, men ved midnat. Der er masser af dokumentation for, at romerne indførte en ny tidsregning, som begyndte ved midnat, f.eks. er det omtalt hos Plutarch, Pliny, Aulus Gellius, og Macrobius. Det vil sige, at man i Lilleasien kendte til to systemer, akkurat som vi gør i Østafrika. Der var den dagligdags måde, som regner fra solopgang, og den romerske, der begyndte ved midnat, og som blev brugt i officielle og historiske dokumenter.

En række fremtrædende forskere har gjort rede for, at Johannesevangeliet bruger den officielle romerske tidsregning i stedet for den gængse jødiske. De kendteste er nok Alfred Edersheim, A.T. Robertson og Biskop B.F. Westcott, andre er Dr. Townson og McClellan. Accepterer vi disse forskeres argumenter, betyder „ved den sjette time“ i Joh. 19,14 altså ca. kl. 6 om morgenen, og dermed er der ikke længere nogen modsigelse mellem Johannes og de øvrige evangelier. Det er utænkeligt, at Johannes skulle have glemt, hvornår Jesus blev korsfæstet, nemlig ved nitiden om formiddagen.
Men hvis Johannes brugte officiel romersk tidsregning, betyder det, at samtlige tidsangivelser i hans evangelium er efter romersk system. Det giver ingen mening at blande to systemer i den samme bog.

De øvrige tidsangivelser finder vi i 1,39, 4,6 og 4,52. Edersheim bygger sit stærkeste argument på 4,52. Sammenhængen er, at Jesus opholder sig i Kana i Galilæa. En rejsende fra Kana bringer bud til Kapernaum om, at Jesus er i Kana. Der er ca. 25 km imellem byerne, så det tager en 5-6 timer at gå. Da folk sjældent rejste om natten af frygt for røvere, har han rejst om dagen og tidligst kunnet være fremme ved middagstid. Den kongelige embedsmand i Kapernaum tog af sted fra Kapernaum til Kana, så snart han hørte nyheden, og han nåede frem sent på eftermiddagen. Han opsøgte straks Jesus, og hans søn blev helbredt. Det var nu for sent at rejse tilbage, så embedsmanden overnattede i Kana. Næste morgen begav han sig af sted. Nogle af hans tjenere tog samme morgen af sted fra Kapernaum, og de mødtes på halvvejen ca. kl. 9 om formiddagen. Ved mødet spurgte embedsmanden, hvornår sønnen var blevet rask, og de svarede „I går ved den syvende time“, hvorved embedsmanden forstod, at det var netop det tidspunkt, hvor Jesus havde sagt, at sønnen var helbredt.
Havde „den syvende time“ været kl. et om eftermiddagen, ville han været gået hjem til Kapernaum med det samme, og han ville have mødt sine tjenere ca. kl. 3-4 om eftermiddagen den selv samme dag. Men hvis det var tilfældet, ville tjenerne ikke have sagt „I går“. Det er også helt udelukket, at den „syvende time“ kunne være kl. et om natten. Den eneste mulighed er, at der er tale om kl. 7. om aftenen, beregnet efter romersk tidsregning. Tjenerne havde nok i virkeligheden sagt „I går ved den første time“ efter jødisk skik, men Johannes har af hensyn til sine læsere „oversat“ det til „I går ved den syvende time.“

I Joh. 1,35-39 hører vi om, hvordan Johannes Døber en morgen står sammen med to af sine disciple, og de ser Jesus komme gående. De to disciple gik med Jesus hen, hvor han boede, og de „blev hos ham den dag.“ De tilbragte altså resten af dagen sammen med Jesus. Det var „ved den tiende time“, altså kl. 10 om formiddagen, så de havde en god dag sammen. Det ville passe meget dårligt med kl. 4 om eftermiddagen, for mødet fandt sted om formiddagen, og der ville ikke været meget tilbage af dagen, hvis klokken havde været fire.

I Joh. 4,1-6 hører vi, at Jesus brød op fra Judæa for at tage til Galilæa via Samaria. Der er ca. 50-60 km fra Judæa til Sykar, så det var en meget lang dagsrejse. Det er ikke mærkeligt, at Jesus var træt efter rejsen (vers 6). Som jøder var de ikke velkomne inde i byen, så de havde tænkt at overnatte i det fri tæt ved brønden. Derfor var disciplene gået ind i byen for at købe mad til dem (v. 8). Johannes siger, at „det var ved den sjette time“. Igen giver det ikke mening at tolke det som kl. 12, for de kunne umuligt have tilbagelagt den lange rejse så hurtigt, og Jesus ville ikke have været så træt. Det var heller ikke almindeligt at hente vand ved brønden ved 12-tiden.
Det er ud fra den slags overvejelser, at den eneste rimelige fortolkning af tidsregningen i Johannes er, at han bruger det officielle romerske system, som er det system, vi har overtaget. Argumenterne ud fra 1,39 og 4,6 er de svageste, men dem fra 4,52 og 19,14 er uomgåelige.

Når den ordrette danske oversættelse siger i Joh. 19,14, at det var „forberedelsesdagen til påsken“ er det misvisende. Påsken var en ugelang fest, og „forberedelsesdagen“ er den gængse betegnelse for fredag, fordi man forberedte sig til sabbatten. Påsken var begyndt om torsdagen, så „påskens forberedelsesdag“ betyder „dagen før den sabbat, som faldt i påskeugen.“ Disse ting er forklaret i fodnoterne til den mere nøjagtige oversættelse, man finder i NT på Hverdagsdansk.