Kristen på den hårde måde
For Peter blev troen vejen ud af et misbrugØLSTED – En trafikulykke ødelagde 44-årige Peter Søe Pedersens liv. Og han var ikke engang indblandet. Først fire år senere fandt han hjælp det rigtige sted. For ham det mest usandsynlige sted af alle. Hos Gud.
Natten til lørdag. Det er lige over midnat, og Peter er på vej tilbage til Horsens i sin taxa efter at have afleveret sin passager i Barrit. På vej ud af Bjerre ser han, at der er sket en ulykke. Midt på vejen holder en bil med fire unge mænd, og på jorden ligger to andre ved en smadret knallert. De er alle omkring de 19-20 år. Både bilen og knallerten har kørt alt for stærkt og er nu totalskadede. De to unge på jorden har ikke hjelme på.
Peter har selv undervist i førstehjælp og ved godt, hvad man skal gøre. Han ringer 112 og tilser de sårede. De fire i bilen er ok, men han opgiver hurtigt den ene af de to på asfalten. Åbent kraniebrud. Han er væk, tænker Peter og koncentrerer sig om den anden. Han bløder kraftigt fra maven og munden. Peter skaber frie luftveje og sørger for, at den unge mand ligger godt. Det er som om, han siger noget, men Peter kan ikke rigtig høre, hvad det er. Det blodige ansigt er forpint i smerter, men øjnene er åbne. Han skal nok klare den – jeg har jo gjort alt, hvad jeg kan, tænker Peter.
Hvorfor tager det så lang tid, før ambulancen kommer, tænker han og går hen i taxaen for at ringe en gang mere. De er på vej. Han går tilbage til den unge mand og venter. Endelig kommer de. Udrykningslægen kan dog hurtigt konstatere, at der ikke er noget at gøre. Den unge mand er blødt ihjel. Mellem hænderne på Peter.
Før trafikulykken var Peter Søe Pedersen tilfreds med sit liv. Han havde et godt betalt job, var nyforelsket og levede et ganske velfungerende liv. Efter ulykken går han ned med flaget – plaget af stor skyldfølelse.
– Jeg følte, at jeg slog dem ihjel. Følte mig magtesløs. Måske gik jeg for meget i panik? Måske var jeg for passiv? Jeg havde jo undervist i førstehjælp, så jeg burde jo have kunnet reddet dem, siger han.
Han fortsætter med at køre taxa, men det varer kun en uge. Hver gang han kører forbi stedet, begynder han at ryste. Taxafirmaet hjælper ham med en psykolog, der efter tre møder ikke mener, at Peter har behov for mere hjælp. Han fungerer imidlertid stadig ikke på arbejdet, og den normalt enlige fyraftensbajer bliver til to, tre, fire. Til sidst bliver han fyret og tilbringer derefter dagen med at ligge rystende i sengen. Om natten er han plaget af mareridt.
– Det var altid de samme tre ting, jeg drømte om. Den dødes ansigt, den store blodpøl, han døde i, og så skylden. Jeg vågnede hver eneste nat, badet i sved, fortæller han.
I 2000 finder Peter et arbejde, men får ved en ulykke smadret en fod. Her stifter han for første gang bekendtskab med morfin.
– Min læge blev ved med at udskrive det til mig, når jeg bad om det, så det udviklede sig til et blandingsmisbrug. Jeg blev underlig, og pillerne gjorde mig æskedum, siger han.
Det lykkedes Peter at holde sit misbrug nogenlunde skjult, og han får arbejde tre steder over de næste par år, indtil en overrevet sene i skulderen og misbrugets generelle virkning på kroppen sætter en stopper for mulighederne.
Hverdagen derhjemme består i denne periode af en kombination af øl, whisky, morfin og take-away. Af og til får han besøg af venner, der deler interessen for øl, men for det meste tilbringer han fritiden alene på sofaen. Han letter sig kun for at gå i bryggerset efter endnu en six-pack. Kort før trafikulykken har Peter fundet sig en kæreste, som aldrig når at forstå, hvorfor han tager ulykken så tungt, når nu det ikke var hans skyld. Forholdet består mest af skænderier.
– Hun forstod aldrig mine følelser og kom aldrig igennem facaden og ind bag fulderikken. Imens var jeg ved at drikke mig ihjel, siger Peter.
Peter ligger i en seng på Horsens Sygehus. Han er her egentlig for at få opereret en sene i skulderen, men nu vil lægerne ikke alligevel. De mange sår på hele hans overkrop gør det umuligt at gennemføre en operation. At sårene skulle være myggestik, var en meget gennemskuelig løgn. Fire års morfin- og alkoholmisbrug har sat sine spor. Leveren er ved at stå af.
Nu er der tid til at tænke. Tænke over livet og døden. Tænke på selvmord og kæresten, som er ved at skride. Livet passerer revy og tankerne ender helt tilbage ved barndommen i Sønderjylland. Hos forældrene, som er kristne. Altså på den gammeldags måde. Faderen slog ham, når han ikke opførte sig ordentligt. Hvis det er kristendom, vil jeg ikke have noget med det at gøre, tænkte Peter dengang. Han husker dog også på lærerinden i søndagsskolen. Fru Thomsen hed hun vist. På børnesalmer, bibellæsning og bønner til Gud. Peter ved godt, hvor langt han er ude, så han tænker: Hvorfor ikke?
Gud, hvis du virkelig er der, er det nu, du skal hjælpe mig. Han prøver med fadervor, men kan ikke huske ordene. Pludselig sætter den ellers sovende fyr i nabosengen sig op og stemmer i. Sammen finder de ordene, og efter det sidste amen lægger sengekammeraten sig ned og sover videre. De taler aldrig sammen igen.
Et par timer senere kommer lægen for at give Peter den endelige dom. Han frygter det værste, men bliver overrasket over lægens ord: Jeg vil godt operere dig, men så skal vi have dig ud på den anden side igen. Clean, siger han. Instinktivt har Peter mest lyst til at protestere over beskyldningen om et misbrug, men det opgiver han hurtigt. I stedet kigger han op og takker Gud. Lægen kigger underligt på ham. Har du et forhold til Gud, spørger han. Ja, siden ved ottetiden i morges, lyder svaret.
Det bliver starten på enden for Peters misbrug. Det er dog ikke let sådan bare at lægge flasken og pillerne fra sig, så de næste måneder bliver et opgør med den gamle livsstil. Og med kæresten og vennerne.
En søndag kommer den lokale sognepræst forbi og spørger drillende Peter, hvorfor han ikke var i kirke. Nogle dage før har de mødtes på gaden og præsten har fundet ud af, at Peter er begyndt at læse lidt i Bibelen, så han provokerer Peter til at tage med til en gospelkoncert i Ølsted Kirke.
– Ja, det var præsten, som lokkede mig. Han havde godt hørt mig gå ude og synge med på viserne i Giro 413. Jeg lod mig overtale, og så skete der et eller andet. Jeg blev betaget af musikken med det samme. Det var rigtig fedt, smiler Peter, der derefter pludselig ville i kirke næsten hver søndag. Han har været en del af gospelkoret lige siden.
– Hvis Biblen og salmerne er dybden, så er gospelsangen festen, siger han.
Efter den oplevelse bliver julen 2003 den første ædru jul i mange år, og i januar går Peter og kæresten fra hinanden. På dette tidspunkt er både alkoholen og pillerne et overstået kapitel, men traumet fra ulykken lever stadig. I februar kommer så det endelige gennembrud. Peter skal til læge i Hedensted og møder her den udrykningslæge, der var på stedet, da de to unge mænd døde. Nu har han chancen for at tale ud.
– Han hjalp mig med at forstå, hvad der skete den aften. Først da fandt jeg ud af, at de to drenge begge havde brækket nakken og ikke kunne have været reddet. Den nat fik jeg min første, ordentlige nattesøvn i fire år, siger Peter.
Mange gamle venner forsvinder med alkoholen, men nye kommer til. Sognepræst Jens Arne Skjødt tager sig tid til at hjælpe den tidligere alkoholiker videre i livet og bliver Peters åndelige fader, som han kalder det. Gennem forskellige fælleskirkelige arrangementer får han mange nye venner, og det er også i denne periode, at han gennem sin efterhånden store interesse for motorcykler stifter bekendtskab med Kristne Motorcyklister i Danmark – MC Kilden og finder mange bikervenner.
Mange års hårdt fysisk arbejde og de fire år med misbrug har tæret hårdt på Peters krop. Forhåbentlig venter der snart et flexjob, som passer til Peters evner og fysiske formåen, men han har ikke svært ved at få tiden til at gå.
– Jeg har masser at se til i kirken. Specielt arbejdet med børn og unge fylder meget i mit liv. Måske fordi jeg ikke selv kan få nogen, siger han.
På væggen i Peters stue hænger et billede, der har en særlig betydning for Peter. Det forestiller en sort bagagebærer med rød baglygte på gul baggrund.
– Det er et åndssvagt billede, men det minder mig om, at vi alle sammen har bagage. Det vigtige er det, som vi bruger den til. Min bagage og mine oplevelser har gjort mig til den, jeg er i dag, siger han.
Det er nøjagtig to år siden Peter lå i sengen og bad til Gud første gang. I dag er han til et fælleskirkeligt arrangement i Sæby og er sammen med 500 andre kristne samlet på byens torv til forskellige kulturelle arrangementer. Pludselig kommer en af arrangørerne hen og beder Peter gå på scenen og fortælle sit vidnesbyrd. Hvornår, spørger Peter. Om ti minutter, lyder svaret. På scenen bliver et band færdig med det sidste nummer. Tøvende går Peter derop og fortæller om sit liv, og hvordan han fandt Gud. Om de gamle venner, der aldrig forstod, hvorfor han pludselig kun drak cola. For Peter er det meget simpelt. De mente, at jeg spillede frelst, siger han. Det gør jeg ikke. Jeg er bare stolt over, at jeg fandt hjælp i Gud. Det virker for mig, og det vil jeg gerne fortælle verden. Jeg er stolt over at få en ny chance, for jeg har fornægtet Gud længe. Nu hjælper han mig i stedet med at nyde livet. Der er helt stille på torvet, mens Peter beretter sin dramatiske fortælling. Aldrig har livet givet mere mening for ham.
