Mørke i forklædning
Ingerlise Provstgaard er pensioneret lærer og forfatter til bogen Med ført hånd. Her prædiker hun om at have Djævelen til far.I har Djævelen til far tænk at få sådan en besked! Og så af Jesus!
Men det anfægter ikke farisæerne og de skriftkloge, som ordene er henvendt til. I deres øjne er han en blasfemisk bedrager, som de i Guds navn er nødt til at få slået ihjel. De kender ham ikke genkender ham ikke som én, der er af Gud.
Hvis Gud var jeres Far, ville I elske mig, siger Jesus til dem. Du er besat af en ond ånd! svarer de. Og sådan får de vendt op og ned på ondt og godt. På løgn og sandhed. Gør Jesus til løgner og besat og bereder sig selv på at gøre Djævelens gerning i Guds navn.
I Johannes-evangeliet tales der meget om at kende og ikke kende Jesus. Og det gøres klart, at det ikke bare gælder om at genkende den, der er af Gud, men også om at genkende den, der ikke er det. Den, der prøver at lyde som Jesus.
En sådan stemme fulgte jeg engang i min ungdom. Sammen med et par andre kastede jeg mig ud i en leg, hvor vi mente at have kontakt med ufo-væsener.
Jeg åbnede mig uden at vide det for en okkult praksis, der hedder automatskrift og lærte efter en tid at lade min hånd skrive med en fremmed håndskrift. I tre måneder underkastede jeg mig villigt og totalt alt, hvad jeg fik at vide og fik besked på gennem skriften. Hvorfor? Fordi det første, der stod på papiret, da den fremmede skrift brød igennem var: Jeg er Jesus af Nazaret, kongen over alle. Du er den, Faderen elsker, den Faderen stoler på.
Jeg var udvalgt, jeg skulle få evner til at helbrede de syge, bringe glæde og lys til andre og være talerør for Guds lys i en formørket tid. Løfter af den lækre slags flød i stride strømme gennem den fornemt svungne håndskrift, og snart var der intet andet, jeg havde lyst til end at sidde med kuglepennen og kommunikere med mine søstre og brødre i himmelrummet.
Jeg fik et indblik i en slags overjordisk virkelighed, hvor alt var fred, lys og kærlighed.
Lidt ubehageligt var det ganske vist, at jeg skiftevis blev lovprist for min ydmyge overgivelse, og til andre tider skældt ud eller småhånet for ikke at vise tilstrækkelig iver og lydighed. Det var noget af en følelsesmæssig elevatortilværelse. Men det syntes jeg på en underlig måde var i orden det var jo Gud, jeg kommunikerede med!
Til sidst blev det dog for groft, et oprør vågnede i mig, og jeg stillede ham et ultimatum: Nu vil jeg have et helt sikkert bevis på, at du virkelig ER Gud. Så skrev han med meget store bogstaver: Jeg er Djævelen, og jeg ejer din sjæl!
Lykkeligvis vidste jeg og det kan jeg takke mine jordiske forældre for at selvfølgelig gjorde og gør han ikke det! Jeg var jo allerede lovet væk i dåben, hvor korset blev tegnet over mig til et vidnesbyrd om, at jeg skulle tilhøre Jesus. Så jeg afskar øjeblikkelig forbindelsen til himmelrummet, og af Guds nåde kom jeg forholdsvis hurtigt og uden alvorlige skader tilbage til et normalt liv, hvilket jeg aldrig er holdt op med at takke for.
I dag er man i modsætning til dengang i 60erne i stor stil optaget af tilværelsens åndelige dimension. Man udforsker og kontakter det overnaturlige på talrige måder, og de fleste synes at mene, at det er en ganske harmløs og ufarlig beskæftigelse. Men det har måske sin forklaring i, at de fleste ikke længere tror på, at der findes en, der i visse sammenhænge prøver at lyde ligesom Jesus.
Fred, lys og kærlighed, lyder det fra det himmelske, når der bliver hul igennem via en eller anden, der forstår at stille ind på de overnaturlige frekvenser og hvad kan det vel være andet end Gud?
Fra mit hjørne og ud fra min erfaring må jeg sige: det kan sagtens være andet end Gud, lys kan være mørke i forklædning.
Kristeligt Pressebureau
