Newsboys „He reigns“

„He reigns“ er en opsamlings-cd med cremen af Newsboys lovsange. Cremen henviser både til stilen på cd’en, som er blød akustisk guitarrock blandet med elementer af gospel, og cremen henviser til kristenlivets sødme, som man bliver hengivet til gennem de 11 delikate numre. Der er således hverken jammer eller frustration i tekstmaterialet, men lutter taksigelse og fascination over Guds eksistens. Trods de fem år, som skiller udvalget af sange fra „Beautiful Sound“ (1999) og til sangene fra „Devotion“ (2004) indeholder opsamlingen hverken markante udsving i Newsboys forsanger Peter Furlers rustenbløde vokal eller i de lydbilleder, som opløfter sangene til Gud. Opsamlingen er derfor en entydig, men harmonisk hyldest, hvor det pompøse er i højsædet frem for det eksperimenterende. Sangene er lettilgængelige og genren vil lyde bekendt for kirkevante. Det er ikke usandsynligt, at du ved flere af numrene tænker…hmmm, den har jeg vist sunget i en kirke engang. „He reigns“ er et særdeles godt album, hvor sangene falder godt i forhold til hinanden og individuelt rummer en række medrivende spil mellem vers og omkvæd. Den hårde akustiske guitarrytme leder som regel de fleste numre, men der er også lækre indslag med bløde instrumentelle klaverstykker. Newsboys kan deres lovsangskram, og med opsamlingen vil de henvende sig til det brede publikum, som også nyder det rytmiske, pompøse fra Jeff Deyo, SonicFlood og Delirious? Af lækkerbiskener kan nævnes den smukke hymne „In Christ alone“ og den mere gospelgyngende „He reigns“. Opsamlingen fra Newsboys er et særdeles godt køb, hvis du mangler et input af flot, rytmisk lovsang til daglige påmindelser om det skønne og fantastiske, du har fået gennem Ham, som regerer.