Skal kristendom på museum?

Uddrag af chefredaktør på Kristeligt Dagblad Erik Bjeragers nye bog på Gyldendal ‘Gud bevare Danmark – Et opgør med sekularismen’.Hvis man er så heldig at rejse til Istanbul, det gamle Konstantinopel, i Tyrkiet, kommer man ikke uden om et besøg i en af kristenhedens største bygninger.

Af Erik Bjerager
Chefredaktør på
Kristeligt Dagblad siden 1994. Uddannet fra Journalisthøjskolen og fra The American University i Washington D.C. Tidl. ansat på Børsens Nyhedsmagasin, DR og The Wall Street Journal.
Gift med Anna-Lise og far til to børn

Hagia Sofia-kirken ligger tæt på kysten ved Det Gyldne Horn og rejser sig massivt og pompøst mod himlen med sin enorme kuppel. Selv for en dansker, som overalt i landskabet herhjemme kan pege på de hvidkalkede kirker fra middelalderen som noget historisk enestående, er det svært at forstå, at vi her i Istanbul har at gøre med en kirke af så ufattelig skønhed, hvis mure, mosaikker, fresker og kupler står næsten, som da kirken blev bygget i 500-tallet.
Kristendommen havde dengang fået så stærkt fodfæste i Middelhavsområdet, at den var blevet den eneste anerkendte religion i Romerriget. Den nye rigshovedstad, der blev bygget på byen Byzans, tog navn fra kejseren, der grundlagde den, og blev kaldt Konstantinopel, Konstantins by. Byen og det byzantinske rige skulle have en kirke, hvis storhed ingen før eller siden ville kunne konkurrere med. Den hellige visdoms kirke, som Hagia Sofia betyder, blev datidens største.
Når man i dag træder ind i Hagia Sofia-kirken og vælger trappen op til galleriet, hvorfra der er udsigt over det store kirkerum, kan man, som kristne har gjort det igennem tiderne, lade albuerne hvile på stengelænderet, mens man kigger ned. Et enkelt sted har de tyrkiske museumsfolk sat en lille glasplade hen over gelænderet. Under pladen ses en graffiti indridset i stenen. Det er ingen almindelig graffiti. Den er skrevet med runer, der fortæller, at „Halfdan“ var her. Halfdan er et vikingenavn og betyder halvdansker, på engelsk half dane. Det var, hvad vikingerne ofte efterlod sig, når de drog på plyndringstogt og voldtog kvinder. Den Halfdan, der engang ridsede sit navn ind i denne sten, var med stor sandsynlighed selv viking, for netop dem hyrede skiftende byzantinske kejsere som vagtfolk. Man mener, at denne danske eller halvdanske Halfdan gjorde tjeneste som livvagt i Konstantinopel omkring det første årtusindskifte, og det er ikke svært at forestille sig, at han har deltaget i kirkens ofte meget lange gudstjenester og fordrevet tiden med at ridse sit navn ind i stenen.
På næsten samme tid, som Halfdan ristede sit navn i runer i Konstantinopel, ristede Harald Blåtand sine runer på en sten i Jelling.
„Harald konge bød gøre disse kumler (dette mindesmærke) efter Gorm sin fader og Thyra sin moder, den Harald som vandt hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne“. Sådan står der på Jellingstenen, der med den indhuggede Kristus-figur er dåbsattesten på det danske folk og i dag fungerer som nationalt symbol i danske pas.
Kristendommen var begyndt at slå igennem, da Harald tog den dramatiske beslutning at lade landet skifte tro. Missionæren Ansgar prædikede allerede kristendom for danskerne første gang i 826 i Hedeby og Ribe. Nyere forskning antyder, at kristendommen måske kom til landet endnu tidligere. Jellingstenene blev efter alt at dømme rejst i slutningen af 900-tallet, og selv om Harald mente at have gjort danerne kristne, gik der flere hundrede år, førend den nye tro havde afløst den oldnordiske tro.
Der gik altså lang tid, før kristendommen slog igennem, men det skete, og den blev frem til moderne tid den eneste samlende ideologi i Danmark og det øvrige Europa. Troen på den kristne Gud satte sig dybe spor i menneskers tanker og handlinger, og kristendommen kom til at påvirke kulturen og værdierne i Europa og Danmark mere end nogen anden enkelt faktor.
Men historien er foranderlig. Med islams fremmarch omkring Middelhavet faldt hovedstaden i det byzantinske rige i 1453 til de angribende muslimer. Sejren var endelig, da den muslimske hærfører på hest red ind i Hagia Sofia-kirken og erklærede kristendommens største helligdom for muslimsk moské. Fire dage senere var væggene med de kristne symboler kalket over, fortæller kirkehistorikerne. Senere fik kirken tilført fire store minaret-tårne, som den dag i dag strækker sig mod himlen over kirkens kuppel, og inde i kirkerummet opstillede de muslimske sejrherrer en minbar, der er en muslimsk prædikestol, og de byggede den mihrab-niche, der i alle moskéer angiver retningen mod Mekka.
Hagia Sofia-kirkens skæbne blev som sådan sindbilledet på kampen mellem islam og den kristne civilisation. Det kristne byzantinske imperium var blevet løbet over ende og måtte bøje sig for den nye fremtrængende tro. Da den tyrkiske landsfader Atatürk påtog sig at modernisere og af-islamisere Tyrkiet i 1920’erne og 30’erne, traf han den kloge beslutning at tage kraften ud af det magtfulde symbol på sammenstødet mellem den muslimske og den kristne civilisation. Han gjorde Hagia Sofia-kirken til et museum. Det er kirke-moskéen den dag i dag. Den del af kirkens kristne udsmykning, der ikke blev ødelagt, kan nu ses sammen med de muslimske symboler, der har hængt i kirkerummet, siden sultan Mehmet 2. erobrede Konstantinopel.
Kristendommen er i dag stort set udryddet i Tyrkiet og det meste af Mellemøsten, hvor de første kristne menigheder fandtes, og hvor kristendommen engang slog rod. Ingen kultur forbliver, som den var engang. At kristendommen har haft afgørende betydning for et folk eller et land, er ingen garanti for, at kristendommen også vil have det i fremtiden.
I dag er det ikke først og fremmest islam eller andre religioner, der truer kristendommen i Danmark og Europa, sådan som det ofte fremføres fra højreorienteret politisk hold. Derimod er det sekulariseringen, der vil fratage kristendommen dens afgørende betydning for det danske og europæiske samfund. Kort sagt: Danmark står i fare for at ødelægge sig selv indefra. Det er en indre og ikke en ydre fjende, der truer.
Domkirken i København står ikke over for at lide samme skæbne som Hagia Sofia-kirken i Istanbul og blive omdannet til moské. Men kirken risikerer at blive omdannet til et arbejdende museum, et levn fra fortiden, der varetager en privat religiøsitet, der intet har med det omgivende samfund at gøre. Sekulariseringen arbejder på højtryk i Vesten. Den selvfølgelige accept, der tidligere var af kristendommens rolle i det danske samfund, er under pres. Efter terrorangrebene på USA 11. september 2001 er det ikke bare den ekstremistiske islam, men derimod al religion, der risikerer at blive lagt for had.
Det vil være umuligt at fastholde en kultur med rødder i kristendom, hvis ikke der i befolkningen findes en levende bevidsthed om, hvordan vore værdier og kulturelle normer er præget af arven fra Jerusalem, Rom, Konstantinopel og Wittenberg.
Harald Blåtands og nationens omvendelse til kristentroen har mere end historisk interesse, og man kan ikke forstå det danske samfund i dag, hvis man ikke forstår de kræfter, der har formet det. Man må have indsigt i samfundets historiske tilblivelse, hvis man vil bevare det bedste af de værdier, der ligger til grund for vores kultur.

Bogens forside prydes af Danmarks dåbsattest, Jellingestenen

Hvad var det i kristendommen, der var så interessant og så appellerende, at en lille jødisk sekt i udkanten af det romerske imperium fortrængte den traditionelle tro med en sådan hast, at den blev den måske mest omfattende livs- og kulturforvandlende kraft, som verden har set? Det begyndte i krybben i Betlehem, og 2000 år senere er hver tredje indbygger på Jorden formelt kristen.
Efter korsfæstelsen af Jesus ved vi fra evangelierne, at de, der havde fulgt ham og dermed var de første kristne, gik skuffede rundt i Jerusalem og omegn. De havde forventet, at den frelser, han selv havde sagt, at han var, ville udfri dem fra romersk overherredømme og anden trældom. I Apostlenes Gerninger, der er den bog i Biblen, der beretter om den første udbredelse af kristendommen, fortælles i første kapitel, at der ud over de nærmeste tolv disciple i dagene efter korsfæstelsen samledes omkring 120 kristne. I det fjerde kapitel er skaren vokset til 5000, og i 21. kapitel, hvis begivenheder ifølge kirkehistorikerne formentlig fandt sted i år 60, er det blevet til „mange tusinde“.
Hvis Paulus ikke blot havde skrevet sine breve til de forskellige menigheder i Lilleasien – breve, som i dag er en del af Det Nye Testamente – men også havde bedt dem udfylde spørgeskemaer, ville vi have vidst mere med sikkerhed. Der blev ikke holdt folketælling over de første kristne. Men vi ved, at kristendommen bredte sig med hast.
I det fjerde århundrede skrev en af kristenhedens største skikkelser, Augustin, at det var mirakler, der stod bag den hurtige udbredelse. Man fratager vist ikke Augustin noget ved at antage, at der nok også var andre og mere håndgribelige grunde til, at den nye tro fik så godt tag i folk.
Den engelske kirkehistoriker Owen Chadwick har henvist til, at troen på, at der findes retfærdighed i det hinsides, godt kan tiltrække mennesker i en uretfærdig verden.
Via kirken og klostrene satte kristendommen barmhjertighed i system ved at etablere grundstammen til det, som senere blev sygehusvæsenet, og som de færreste danskere formentlig i dag forbinder med noget kristent. De mål for pleje og respekt for patienterne, der i dag arbejdes efter i sygehussektoren, har deres rødder i kristendommen.
Da kristendommen nåede til Danmark, forvandlede den i bogstaveligste forstand landskabet. Historikere spekulerer stadig over, hvorledes den spredte befolkning i 1100-tallet magtede at samle sig om den imponerende kraftanstrengelse, der lå bag bygningen af, hvad man skønner var 2000 stenkirker på få år.
De 1500 middelalderkirker, der fortsat står, er ikke bare levende museer over denne enestående fase af Danmarkshistorien, men vidnesbyrd om, hvor stærk en forvandlende kraft befolkningen må have oplevet, at kristendommen var. Landet blev underkastet et religionsskifte, der også førte til et etisk skifte. Kirkehistorikeren Martin Schwarz Lausten har gjort opmærksom på, at det nordiske æresbegreb, der grundfæstet i den nordiske tro skulle forsvares med blodhævn, nu måtte erstattes af kristendommens bud om næstekærlighed, barmhjertighed og godhed mod fattige og ringe stillede. Selv om de hedenske vikinger var sejlivede, forandrede den nye tro deres adfærd og tanker, og langsomt bed kristendommens værdier sig fast. Kristendommen vendte op og ned på tingene.

Det er selvsagt vigtigt at understrege kompleksiteten i den historiske udvikling. Kirkens mange magtinteresser har spillet en vigtig rolle for dens stærke position op igennem tiden, og antallet af kirkens fejlgreb er omfattende. Johann Wolfgang Goethe betegnede i slutningen af 1700-tallet kirkens historie som et sammenrod af fejltagelser og magtbegær. Den dag i dag fremdrages middelalderens korstog, inkvisitionen mod kættere og senere renæssancens heksejagt som udtryk for kirkens magtmisbrug, ligesom der findes langt mere nutidige eksempler på, at forkvaklet kristendom har ført til vold, diskrimination og intolerance.
Kristendommens modstandere henviser ofte til den magtfulde kirkes synderegister som argument imod at tænke kristendommen ind som en konstruktiv faktor i kulturen og samfundet. Til det er der at sige, at kirken ikke er det samme som kristendommen. Den har på godt og ondt forkyndt og formidlet kristendom, og igennem hele institutionens historie har den været delt i en magtsøgende kirke og en fromhedssøgende kirke. Der gives ikke én sandhed om kirken.
I 1700- og 1800-tallets Storbritannien var det kristne grupper, der forsøgte at tæmme industrien og dens rovdrift på mennesker. De opbyggede børnehjem, lavede besøgstjenester for fanger i fængslerne, sloges for bedre huse og lejligheder til arbejdere og fik indført gratis skolegang for fattige børn. Det var også engelske kirkegrupper, der stod i spidsen for kampen mod negerslaveriet i Amerika.
I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet opstod den missionske vækkelse i Danmark, der gik imod druk og moralsk forfald. Denne kristne fromhed, som ikke mindst kom til udtryk i Indre Mission og dens afledte organisationer, er tit blevet nedgjort og først og fremmest anset som et udtryk for moralsk bornerthed. Men drivkraften var også en kamp mod social armod og et udbredt alkoholmisbrug, der mange steder ødelagde familier og holdt mennesker fast i social forarmelse.
Et århundrede senere gik kristne til kamp for sorte borgeres ligeret i USA med en række præster i spidsen. Mest kendt var Martin Luther King, hvis far havde opkaldt ham efter lederen af den protestantiske reformation. Samtidig rejste kirken sig i Latinamerika imod sultelønninger, kummerlige leveforhold og al anden social uretfærdighed, som fulgte med industrialiseringen i de skiftende diktaturer.
Kirken i Sydafrika gik forrest i kampen mod afskaffelse af apartheid, og i de østeuropæiske lande spillede den katolske kirke en helt afgørende rolle for kommunismens sammenbrud i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne.
Drivkraften i disse samfundsomvæltende bevægelser var den kristne tro. I dag repræsenterer kirken i mange afrikanske lande den eneste troværdige moralske og samfundsmæssige stemme, og det er her ofte i regi af kirkerne, at børn undervises i skolerne, syge hjælpes på hospitalerne og fattige får økonomisk hjælp.
Op igennem historien og ikke mindst i de sidste 200 år har kristne været blandt de stærkeste fortalere for social retfærdighed, ligeværd og frihed. FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948 kom – ikke kun – men også til verden efter pres fra kristne, der så menneskerettighederne som udtryk for det kristne menneskesyn og en fælles minimumstandard for, hvorledes man skal behandle mennesker. Et par teologer stod bag formuleringen af den centrale paragraf om religionsfrihed.
Det er vigtigt at understrege, at kristendommen ikke skabte eller skaber bedre mennesker. Derimod gør kristendommen op med menneskets dyrkelse af sig selv. Da Gud blev menneske, blev mennesket fri for at bestræbe sig på at gøre sig selv til gud. Kristendommen vil have mennesket til at se sin egen ondskab i øjnene, så den kan tøjles. I kristendommen er der ikke onde og gode mennesker. Tværtimod går skellet mellem ondt og godt gennem hvert enkelt menneske. Kun ved at forstå det og kun ved at blive konfronteret med sin egen ufuldkommenhed og sin egen ondskab – det, som kirken kalder syndighed – kan mennesket styre den. Derfor bliver det en pligt for kristne at være kærlige. Du skal elske din næste, siger Jesus, ligesom du skal elske Gud. Ja, du skal sågar elske dine fjender. Det kan til nød gå, at du har dem. Men du skal elske dem.
Vis barmhjertighed, hedder det igen og igen i Biblens tekster.
Bundlinjen i det store historiske regnestykke er, at kristendommen har været en afgørende kultiverende og civiliserende faktor for både enkeltindivider og samfund.
I en meget omdiskuteret bog, som den amerikanske sociolog Rodney Stark udgav i december 2005, The Victory of Reason (Fornuftens sejr)4, gør han rede for, hvordan kristendommen efter hans opfattelse skabte den vestlige civilisation. Hvorfor kristendommen og ikke islam kom sejrrigt ud af middelalderen er et af de vanskeligste historiske spørgsmål at besvare, og mange har givet deres bud. Nogle historikere peger på europæernes evne til at føre krige, navigere skibe og kurere sygdomme som årsag til den europæiske kulturs fremgang. Andre mener, at det skyldes klima, geografi og vegetation. Men Stark argumenterer overbevisende for, at kristendommen er årsagen til Vestens fremgang.
Det er en traditionel opfattelse, at videnskabelige fremskridt og udviklingen af kapitalisme er en følge af sekulariseringen og først for alvor tog til, da den katolske kirkes hæmmende bånd blev sprængt under Reformationen, og kristendommen siden blev helt underkendt i oplysningstiden. Men Stark mener, at kapitalismen opstod i middelalderen, og at alt det nye blev opfundet af mennesker med rod i katolicismen. Kristendommen hæmmede ikke de økonomiske og videnskabelige fremskridt, som det traditionelt er blevet hævdet. Tværtimod fremmede den dem. Opdagelsen og udviklingen af en række nye teknologier som kompasset, uret, vogne med bremser, vandhjulet, briller m.m. blev gjort af kristne med en dyb forståelse af det hellige. Mennesker havde lært, at Gud havde skabt universet efter nogle love, som mennesket kunne opdage. De
var drevet af den sunde fornuft og trangen til at bruge deres talenter så godt som muligt. At søge ny viden var at forstå Guds skaberværk endnu bedre.
Han baserer blandt andet sin bog på ny forskning, der peger på, at middelalderen langt fra var en så formørket tid, som den ofte er blevet beskrevet. Stark mener, at kristendommen i modsætning til islam altid har anerkendt fornuften, og at den derfor har virket for fremskridtet. At afrikanere, arabere og asiatere sakkede agterud skyldes blandt andet, at deres religioner har været bagstræberiske og irrationelle. Den arabiske verden blev holdt fast af en religion, der ikke så fremad, og af en hellig tekst, der ikke kan rokkes ved, men mener at rumme hele sandheden om tilværelsen og samfundsindretningen. Biblen derimod er skrevet som en antologi, og selv Paulus understreger, at vi kun forstår stykkevis og delt. Vores viden er ikke fuldkommen. At kristendommen også adskiller det religiøse og det verdslige har betydet, at kristne altid har brugt deres fornuft til at forstå og tolke verden.
Førend andre kulturer anerkendte kirken den menneskelige værdighed, der er forbundet med det frie arbejde. Den anerkendte den private ejendomsret og menneskers grundlæggende ligeværd trods sociale forskelle. Kristendommen blev således afsæt for skabelsen af en civilisation baseret på kapitalisme, der siden også førte til øget frihed og demokrati. Stark afslutter sin bog med at stille spørgsmålet, som han ikke selv besvarer, men lader læseren fundere over: Hvis kristendommen er forudsætningen for den civilisation med frihed og velstand, som præger Vesten, hvad sker der så, når vi vender kristendommen ryggen?