10 års kristent tv i Mellemøsten

Den kristne tv-kanal SAT-7 fejrer jubilæum og planlægger en ny kristen børne-kanalFor 10 år siden så en kristen tv-kanal dagens lys. Det særlige var ikke, den var kristen, men at målet var at sende tv til kristne i den arabiske verden.

– De kristne tv-programmer er blevet en vital forbindelse for kirken inde i Iran, forklarer Tat Stewart. Han er formand for den kristne iranske tv-kanal ICB, der sender på SAT-7’s sendeflade.

I maj måned er det ti år siden, at den kristne tv-kanal SAT-7 blev etableret. Visionen var at hjælpe de kristne i Mellemøsten med at sprede det kristne budskab gennem tv-udsendelser.
Hvad der startede med udsendelser én gang om ugen, er blevet til en tv-kanal, der sender i døgndrift med syv timers nye udsendelser hver dag. Som en nødvendig konsekvens er SAT-7 samtidig vokset som organisation. Alene i Mellemøsten er antallet af medarbejdere vokset fra en håndfuld for ti år siden til over 120 i dag.

Hjælper andre i gang

I de senere år har SAT-7 ud over at drive sin egen tv-kanal hjulpet to nye kristne kanaler i gang i Mellemøsten.
Den ene kanal, der har fået hjælp af SAT-7, er den kristne iranske kanal ICB, som sender via SAT-7’s sendeflade. Tat Stewart, der er formand for ICB, forklarer, at de kristne i Iran har et stort behov for disse udsendelser.
– Iranerne hungrer efter politisk information og åndelig information. Så ICB er blevet en vital forbindelse for kirken inde i Iran – og for andre – til at få åndelig føde via satellitten, siger Tat Stewart.

Muslimer bliver kristne

Han ser også, at kanalen har den positive sideeffekt, at mange muslimer også får glæde af programmerne. Iran er et land, der er kendt for at føre en meget hård linie over for muslimer, der vælger at blive kristne. Derfor er det også forbudt at udbrede kristendommen
– Det er meget mere sikkert for de iranske kristne at henvise deres venner til satellit-programmerne, end hvis de selv ville fortælle om deres tro, forklarer han.
Den anden kanal er TURK-7, der så sent som januar i år begyndte af sende. Kanalen drives af kristne fra Tyrkiet og sender to dage om ugen på SAT-7. Kanalen melder allerede nu om stor respons fra de tyrkisk-talende seere.

Mere børne-tv

Med den store succes i de ti år, der er gået, i bagagen, ser SAT-7 fremad med nye store planer.
Målet er at øge andelen af lokalt producerede programmer, at lave en særskilt kanal for ICB og TURK-7. Derudover arbejder man med at lave en kristen børnekanal, som skal sende til de over 100 millioner børn, der bor i Mellemøsten.