Helligånden taler vores sag
Musikeren Hans Jørn Østerby fortæller i denne prædiken om Helligånden, som Jesus beskriver som talsmandenJeg vil bede Faderen om at sende jer en anden Vejleder, som altid skal være hos jer. (Johannesevangeliet 14,16).
Ikke lang tid før sin død betror Jesus sine nærmeste, at de ikke skal blive bange for, at han dør, for han forlader dem ikke. Han selv vil være hos dem altid, og det vil også Guds Ånd, Helligånden, som Jesus kalder talsmanden.
En talsmand er et dejligt udtryk, især for alle os, der ikke mener os stærke nok til selv at stå frem, når det gælder. Vi har en talsmand, en der taler vores sag, og som helt og holdent er på samme side som os.
På livets side. På kærlighedens side.
Måske hænder det, at nogle holder sig Jesus tre skridt fra livet. Vi forbinder ham og troen på ham med strenge regler, der sætter en spændetrøje på livet og hindrer udfoldelse af glæde og livslyst. Sådan er virkeligheden ikke. Kan hænde det er os, der tror på Jesus, der må tage en stor del af skylden for den opfattelse, for måske har vi fra tid til anden givet indtryk af, at det med Gud er noget meget strengt og meget tungt.
Det er det ikke. Læs blot hele pinsens bibeltekst fra Johannes Evangeliet kap. 14. Vi får en talsmand; ikke en herremand, der hundser med os; eller en dørmand, der smider os ud, når vi kommer til Gud med vores nød; men en talsmand. En, der går foran os og taler vores sag, både her i verden og i de himmelske sale. En talsmand, der hvisker os de rette ord her i tiden, og som nævner vores navn for Gud i det evige land.
Men talsmanden gør ikke noget mod din vilje. Du har ikke et politisk partis ordfører som din talsmand, hvis ikke du er medlem af partiet; og din tillidsmand på arbejdspladsen er ikke din talsmand, hvis ikke du vil have ham til at være det. Sådan må det være, hvor frihed råder og det gør den i Guds rige, hvor kærligheden står som det største. Og kærligheden tvinger ikke nogen.
Det vil være meningsløst at ruske min kone hårdt, til hun elsker mig, eller købe mine børns kærlighed med store gaver eller trusler om straf. Helligånden er min talsmand, hvis jeg vil have ham til at være det. Sådan må det nødvendigvis være. Alt andet ville være ukærligt. Man kan sige, at Guds ja til os er en kærlighedserklæring, som det står enhver af os frit for at takke nej til. For tvinge os ind i et forhold til ham nej, det gør Gud ikke.
Men så må vi til gengæld også selv tale vores sag, og vi må selv bære de byrder, som fortidens uoverlagte ord og handlinger bliver på vores skuldre; og værst af alt: Vi står alene den dag, vi skal tage de sidste skridt, og døden gør krav på os.
Jeg for min del har for længst erkendt, at livet og dets opgaver er mig alt for store til, at jeg selv magter dem. Jeg har takket ja til Guds tilbud om en talsmand. Ikke en talsmand, jeg skal løbe langt efter, men som bor i mig. Slet og ret bor i mig.
Og det betyder, at jeg ikke skal bære byrderne selv, men har lov til at læsse dem over på en, der er meget stærkere end jeg selv. Jeg skal ikke famle i blinde, når mørket lukker sig over mig, og livet tager kvælertag på mig. Jeg har også dér en talsmand at dække mig bag – at holde i hånden så at sige.
Selv når alt er gået galt, og jeg er havnet i rendestenen på De Knuste Drømmes Gade, så står han stadig der med sit tilbud om ikke bare at rejse mig op af mudderet, men også at bære mig.
Men han tvinger mig ikke. Man kan sige, at han blot rækker en hånd frem med et tilbud om hjælp. Jeg har valgt at klamre mig til den hånd, både fordi jeg har erkendt, at det er nødvendigt; men lige så meget fordi jeg har erfaret, at nogen stærkere og mere kærlig hånd findes ikke; og noget bedre sted at være end hos Gud har jeg aldrig fundet.
Lykke til, at du får øjne til at se den hånd, der rækkes dig.
God pinse!
Interview:
Kristeligt Pressebureau
