Ind med musikken – ud med teologien
En smutter. Det må det kaldes, når denne Oscar-nominerede film, der udkom på dvd kort før jul, ikke for længst har været omtalt i Udfordringen.
Ikke fordi Som i Himlen er en kristen film, for det er den slet ikke, men den har så mange tematikker fælles med kristendommen, at den er værd at bruge tid på også for læsere af Udfordringen.
Filmen handler om en internationalt kendt dirigent, der bliver tvunget til at afbryde sin karriere og derefter flytter tilbage til sin fødeby et sted i Sverige. Her bliver han snart spurgt, om han vil hjælpe det lokale kirkekor, og efter nogen tøven søger han hos byens præst en stilling som kantor. Han får den, og derefter er intet som tidligere i den lille by, som der står på dvd-coveret.
Som i Himlen er først og fremmest en musikfilm, og filmens titel kan måske også henvise til englesang, for den sang, dirigenten efterhånden får ud af sit kor, skal tydeligvis have karakter af at være overjordisk, himmelsk.
Men det er tillige en film, hvori musikken fortrænger teologien, repræsenteret ved den strenge og – viser det sig – hykleriske præst. I filmen er det musikken, der giver det, som kristendommen, kristentroen, giver: fred, glæde, identitet, selvværd, (næste)kærlighed, heling og vækkelse. Hvilket underbygges af det ekstramateriale, der er på dvden.
Som i Himlen er en tankevækkende film og absolut seværdig. Dog skal puritanske pietister og mennesker med en (så misforstået) kristendomsforståelse som filmens præst næppe se den på grund af den stærke sensualitet, den også rummer.
NJV
