Mission – fordi det er sandheden
I dette nummer havde vi planlagt at skrive en masse om mission. Men vi skulle også have plads til 4-5 sider om Da Vinci Mysteriet, så du som læser er godt klædt på til at snakke med dine kolleger og venner om den opreklamerede film. Og det er jo netop mission.Mission er jo ikke kun at rejse til Afrika eller Asien. Det er de færreste af os, der får lov til det eventyr.
Ikke fordi Gud holder os tilbage. Jesus sagde det jo klart nok: Gå ud i alverden og gør alle folkeslag til mine disciple. Men dels er det ikke alle, der hører efter, og dels er alverden i dag ligeså nærværende her, hvor vi bor.
Så vi kan bare gå i gang.
Vi har indvandrede muslimer og hinduer lige omkring os. Nok til at drive mission i mange år. Gud har sendt dem lige i armene på os! Og de vil gerne snakke om tro.
Men en endnu større opgave er den gabende uvidenhed blandt danskere selv om, hvad kristendom egentlig er.
Vi må i dag tænke på Danmark som en hedninge-nation, hvor der er brug for at fortælle sandheden igen, og hvor der er brug for at demonstrere, at evangeliet er sandt.
Da Vinci-filmen og bogen er selvfølgelig et stort bedrag, som den onde har iscenesat for at så tvivl og lede flere væk fra troen. Det er Slangens gamle teknik om igen.
Men ved Helligåndens kraft skal han få baghjul, skal han. Lad os tage udfordringen op og bruge chancen til at fortælle sandheden om Jesus Kristus igen. Ikke med gammeldags ord eller former, ikke indhyldet i religiøsitet – men sig bare den rene klare sandhed på moderne dansk igen.
Glem dine fordomme om gamle dages mission.
Mission er ikke at prakke andre noget på eller at lede dem ind i en mærkelig sekt. Nej, vi har ikke noget, vi skal sælge for at få point. Men vi kan heller ikke lade være.
Vi véd, det er sandhed. Vi véd, det er godt. Vi véd, det har kraften til at forvandle. Vi véd det af erfaring, hvis ellers vores egen tro er levende.