Pinsen: Gud kommer os ved

I år er det 100 år siden, Pinsebevægelsen startede som en spontan vækkelse i Los Angeles. Siden har den spredt sig til hele verden, også Danmark, hvor både fri- og folkekirker har ladet sig inspirere af vækkelsen. Tænk, hvis Gud kom os ved? Tænk, hvis teologi blev te-o-luk-op? Tænk, hvis Gud flyttede ud af de indelukkede katedraler, ud i det fri, hvor almindelige mennesker befinder sig. Tænk, hvis den Hellige ville beskæftige sig med syndige mennesker?

Af Svend Løbner, pressekoordinator for FrikirkeNet

Det er lige præcis det, pinsen handler om. Gud kommer mennesker nær, oven i købet med det allerinderste og mest følsomme af hans eget væsen: Helligånden.
Det er der mindst en tredjedel af verdens kristenhed, der lægger stor vægt på. Pinsebevægelsen tror fuldt og fast på, at Gud virker i menneskers hverdag lige nu og her. I år er det 100 år siden, Pinsebevægelsen startede med en spontan vækkelse i Los Angeles. I dag udgør den sammen med den ”karismatiske” bevægelse i og udenfor de etablerede kirker omkring 540 millioner af verdens kristne.
Pinsebevægelsen spredte sig som en løbeild over hele verden i 1906 og fængede kort efter i Danmark, da en skuespiller ved Dagmar Teatret i København, Anna Larssen, blev omvendt og fyr og flamme for bevægelsen. I dag er der ca. 9000 medlemmer i hhv. Pinsekirken og søsterkirken Apostolsk Kirke i Danmark, og vækkelsen har bredt sig til stort set alle kirkesamfund i Danmark som ”den karismatiske fornyelse”.

Pinsebevægelsen er en meget praktisk og ”lavkirkelig” bevægelse, hvor tre begreber står i højsædet: Spiritualitet – oplevelse – forandring. Væk fra andenhåndsviden i støvede bøger, ud og oplev den spirituelle dimension på egen krop!
Det er med det spirituelle som med forelskelse: Det er hinsides det forståelige, det er meget personligt, og det kan totalt forandre et menneskes indstilling til tilværelsen. Og så er der rigtig mange, der har oplevet det!
På samme måde har mange kristne verden over oplevet en slags åndelig forelskelse i Gud. Det er sket gennem det, de kalder ”Helligåndens dåb” eller ”at blive fyldt af Helligånden”. Ligesom ved den første pinse i Bibelens Nye Testamente oplever disse kristne nu en personlig pinse, hvor de føler, at Gud er dem nær, hjælper dem i hverdagen og giver kærligheden ben at gå på over for andre mennesker.
Ligesom en forelsket kan have lyst til at omfavne alle lygtepælene på vej hjem fra et stævnemøde, kan ”åndsfyldte” også gøre ting, der for omverdenen virker sære. Især i gudstjenestens frie og trygge atmosfære kan der forekomme følelsesudbrud og tungetale. I Bibelen finder vi nogle præmisser til forståelse af disse pinsefænomer:

Selv om ordet ”treenighed” ikke optræder i Bibelen, finder vi dog alle tre sider af Gud. Fader, Søn og Helligånd arbejder på lige fod, men har forskellige roller: Vi møder Faderen som skaberen, Sønnen Jesus som frelseren og Helligånden som hjælperen. Faderen tager initiativ, planlægger og taler gennem sine profeter. Jesu roller er at bane vej for, at det, Faderen har planlagt, kan ske. Men Helligånden er den, der udfører det hele i praksis. Man kan sammenligne med et byggeri: Der er brug for en arkitekt til at tegne, en ingeniør til at beregne og en entreprenør til at få byggeriet op at stå. Helligånden er Guds entreprenør, der giver Guds vilje og Jesu værk krop i menneskers liv.

I Bibelen ser vi, at verden blev skabt med tre dimensioner: den fysiske, den psykiske og den åndelige. Gud skabte først materien, så dyrene og til sidst mennesket. For hver gang han skabte noget nyt, lagde han en ny dimension på sit værk. Således består mennesket af både legeme, sjæl og ånd. Hver dimension har hver sin kontaktflade: Legemet holder os i kontakt med verden omkring os, sjælen er bevidstheden om os selv, og ånden, den allerinderste underbevidsthed, holder linien varm til Gud.

Gud vil i kontakt med mennesker. Gennem Helligånden har Gud gjort alt, hvad der skal til for at møde mennesket. Derfor sker det ofte, at når mennesker søger i det spirituelle eller i deres kriser beder desperat til Gud, så får de en åndelig oplevelse. Guds ånd møder menneskets ånd.
I den proces har Helligånden tre opgaver. Først bliver vi ”som født på ny” – den åndelige dimension lukker sig op for os, og vi får en ny begyndelse. For det andet bliver vi ”døbt” eller ”fyldt” af Helligånden – det er den personlige pinse. Og derefter ønsker Helligånden at hjælpe og lede os i hverdagen.

Når man taler om ”Helligåndens dåb og fylde”, er det i virkeligheden to sider af samme sag: Ved Helligåndens dåb kommer Helligånden udefra, mens fylden kommer indefra. Men fælles for begge dele er, at Gud møder mennesket gennem Helligånden. Og når mennesket møder Guds Ånd, frigøres menneskets egen ånd, dvs. indre intuition og gudsbevidsthed.

Det er især to ”pinseteologer”, som gennem deres bøger har præget dansk pinsevækkelse op gennem 1900-tallet. Den engelske filosofiprofessor Derek Prince lagde vægt på Helligåndens komme udefra på pinsedag for 2000 år siden. Den kinesiske missionær Watchman Nee lagde vægt på Helligåndens komme inde fra den enkelte kristne. Ved det, han kalder Helligåndens fylde, frigøres den indre troens kraft og smitter af på hele personligheden og videre ud på omgivelserne. Personen er typisk mere glad, mere dristig og dynamisk, ja, mere karismatisk i ordets bogstaveligste forstand. Det handler for den troende mere om indre frigørelse end om ydre manifestationer.

Men der kommer ydre manifestationer, når Gud berører mennesker: Når ånden frigøres, kommer et indre overtryk, ligesom når man ser en god håndboldkamp og har lyst til at heppe og huje. Yes! Eller som når vi har oplevet noget sørgeligt og får en klump i halsen, og gråden trænger sig på. Eller vi kommer med et lettelsens suk, når en vigtig kontrakt er i hus. På samme måde beskriver Bibelen, at Helligåndens overtryk kommer til udtryk ved ”uudsigelige sukke”, ”en glæde i Helligånden” eller ”uudsigelige ord”.
Sidstnævnte går også under navnet tungetale, og kan sammenlignes med henholdsvis babypludder og nyopfundne ”ord”. Vi ved, at børn ud af indre overskud siger mange sjove ting, nogle gange blot egne påfund, andre gange efterligninger af de voksnes ord. ”Dadadadada” kan således både være volapyk og et kald på far. Det danske sprog udvikler sig hele tiden, bl.a. gennem nyopfundne ord. En forfatter som Johannes Møllehave har netop bidraget til sprogets rigdom ved helt specielle ordkonstruktioner, hvor bl.a. lyde bliver til rigtige ord: Hvem ved for resten, hvad ”Kapow-oplevelse” betyder?
I Bibelen er tungetale blot en af mange nådegaver – heraf ordet ”karismatisk”: karis betyder ”nåde” på oldgræsk, karisma ”nådegave”. De fleste kristne vil kunne fortælle, hvor forløsende det er at kunne ”bede i tunger”, når ens egne ord slipper op, eller man blot enten er usigeligt glad eller ked af det. Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Der er masser af andre nådegaver til rådighed gennem Helligånden, bl.a. visdom, profeti og helbredelse. Alt sammen latent til stede i den troende, som har lukket op for Helligånden.

Op gennem historien har Gud gennem Helligånden givet sin kirke en ekstra saltvandsindsprøjtning, ofte på tidspunkter, hvor kirken var havnet i mørk middelalder, stivnede formaliteter og endda vranglære.
Man kan så spørge: Er der så brug for et frisk pust fra himlen i dag – 100 år efter den såkaldte pinsevækkelse? Ja, det mener pinsefolk og karismatikere generelt: Mange frikirker er endt i aktivisme, mange folkekirker i formalisme, og for begge dele gælder det, at den direkte kontakt med mennesker er gået fløjten.
Helligånden er stadig den person i treenigheden, der udfører Guds vilje helt konkret i menneskers liv. Han vil også frigøre, helbrede og udruste mennesker i dag.
Gud vil nemlig komme os ved.