Velgørenheds-gospel med Etta Cameron og Stig Rossen
Søndag 28. maj stiller Etta Cameron, Stig Rossen og Trine Gadeberg op til en stort anlagt velgørenhedskoncert med gospelkoret Sound of Gospel på Musikteatret Vejle.Formålet er at indsamle penge til forældreløse børn i det fattige afrikanske land Malawi, og derfor stiller alle de optrædende gratis op.
– Det bliver en helt forrygende aften, hvor vi vil arbejde målrettet på at få taget til at løfte sig. Bare denne ene aften ville det være skønt, hvis vi kunne få en smuk stjernehimmel at se fra teaterrummet, siger Stig Rossen, der garanterer, at det i hvert fald kommer til at ske for det indre blik.
Sangerne og koret på 50 medlemmer er sammensat specielt til lejligheden, og det er ADRA Business Club, der står bag koncerten.