Elevernes sjælesørger kom selv på skolebænken
Få vattet ud af ørerne og stop det i munden. Sagt på en anden måde: Klap i og lyt efter.
Det er Lena Nyborgs mest simple måde at beskrive, hvad man kan gøre for at støtte et andet menneske gennem tilværelsen.
Lena Nyborg er lærer på Søndbjerg Efterskole på Thyholm, og til sommer bliver hun færdig med Agapes årskursus i sjælesorg. I løbet af det sidste år er hun blevet bedre til at lytte, når livet giver problemer for hendes medmennesker.
– Jeg er sikker på, at det bliver en gevinst både for mig, og for mit arbejde på skolen. Arbejder du med dig selv, er det lettere at tale med andre om deres problemer. Derfor anbefaler jeg kurset til alle, der arbejder med mennesker.
Netop mennesker har Lena Nyborg mødt en del af. Hun har undervist på den kristne efterskole siden 1989, og bliver hvert skoleår stillet overfor mere end 70 nye teenagere, som skal have deres hverdag til at fungere sammen.
Samtidig skal de hver især tage nogle vigtige skridt gennem en alder, hvor mange tumler med, hvad livet egentlig er for en størrelse.
– Det kan ofte være en utryg tid at gå fra barn til voksen, fordi det indebærer nogle valg. Mange er bange for, at et forkert valg får hele verden til at ramle sammen.
Som efterskolelærere omgås vi de unge hele tiden, og vi vil dem det bedste. Men ofte har vi fokus på deres skolegang og skolens arrangementer. Derfor kommer vi til at forsømme samtalerne med de unge.
Vi skal huske, at det er nogle utrolige vigtige timer, når vi lytter til den enkelte elev og tager deres bekymringer alvorligt, siger Lena Nyborg.
Hun mener, at det giver en kæmpe fordel, at deltagerne på Agapes kursus og på Søndbjerg Efterskole har kristendom med i deres arbejde.
– Det giver tryghed, for uanset hvilke valg de unge foretager sig, skal de vide, at Gud er med dem.
Kurset i sjælesorg løber over et år. Det bliver holdt over to hele uger og seks weekender.
Underviserne er præster, teologer, psykologer og familieterapeuter. Og ikke mindst kursets andre deltagere.
– Meget af kurset er bygget op omkring cases og øvelser, hvor man virkelig skal bruge sig selv og hinanden. Og det rykker. Man kan læse 20 tunge og gode bøger, men det er i dit samvær med andre, at du virkelig udvikler dig og lærer noget om dig selv, siger efterskolelæreren.
Netop af den årsag er en efterskole et godt sted at lære at tale om sine problemer, mener Lena Nyborg. For efterskolens elever lærer hinanden at kende så grundigt, at ingen kan bevare sin facade.
– Man er tvunget til at vise, hvem man er og melde ud, hvordan man har det. Det er godt at øve sig i. Det bliver nemlig kun sværere, når man skal ud og bruge albuerne på en uddannelse eller i erhvervslivet.
Kasper