Hinn på hurtigt genbesøg
TV-prædikanten Benny Hinn, som samlede 3 x 7.000 i Forum i maj, kommer igen og taler en enkelt aften den 23. august i Falkonerteatret – men han overnatter ikke…Præster, ledere og aktive i kirkerne inviteres nu til et nyt møde med Benny Hinn.I slutningen af maj talte Benny Hinn tre dage i Forum til ca. 7.000 pr. møde.
– Vi får masser af rapporter om mennesker, som er blevet berørt med helbredelse eller er blevet frelst og er kommet med i en menighed, fortæller Asbjørn Kristiansen fra Kristent Bibel- og Konferencecenter, som er den danske organisation bag Hinns besøg.
– På mødet i Forum søndag eftermiddag begyndte Hinn at undervise om Helligånden, og han lovede dér at komme tilbage. Det gør han nu til august. Men det bliver kun til et enkelt møde for ledere, og han fortsætter derefter videre til andre lande, siger Asbjørn Kristiansen med en vis lettelse efter kritikken i bl.a. tv-avisen af Hinns hotel-udgifter under det tidligere besøg.
– Vi har nu sendt indbydelser ud til en del kristne ledere og regner også med at annoncere, så andre kan tilmelde sig. Der er i alt plads til 2.000 deltagere. Men det bliver ikke et almindeligt helbredelsesmøde, men en undervisning.
– Hvad vil Benny Hinn undervise om denne gang?
– Jeg tror, det bliver om at forstå Helligåndens betydning for, at mennesker kommer til tro. Han nævnte i maj, at dette var noget, han først havde forstået efter 30 år. Så det lyder jo spændende, siger Asbjørn Kristiansen.
Det er i øvrigt ikke sådan, at Asbjørn og Benny går og småsnakker så meget. Faktisk mødte den danske arrangør kun Benny Hinn på scenen i Forum. Alle aftaler skete med Hinns manager.
– For mig betyder det ikke det mindste, om jeg taler med Benny Hinn eller ej. Jeg ønsker blot, at der skal komme vækkelse til Danmark, siger han.
I forbindelse med Benny Hinns besøg udgav Inger og Asbjørn Kristiansen en række bøger – bl.a. af Hinn – på et nyoprettet forlag, Alstrup.
Og efter Hinns næste besøg i august vil de tage på møderejse med nogle af de mennesker, som har oplevet en forandring på Hinns møder, og fortælle om det.
– Møderne i Forum blev optaget på video, så vi regner med snart at få en redigeret udgave, som vi kan sælge, fortæller Asbjørn Kristiansen, der ikke selv bemærkede, om Hinn kom med en profeti i Forum.
Forud for mødet havde den engelske profet Thomas Manton nemlig udtalt en profeti om Danmark (se Udf. uge 20), hvori det bl.a. hedder, at Benny Hinn vil komme med en kort, men vigtig profeti om Danmark på sine møder.
– Det eneste, jeg husker i den retning, var, at Hinn på møderne sagde, at Gud havde talt til ham om Danmark, men ikke hvad.
Henri.