Nazi-soldat i Danmark siger undskyld

– Dengang kom jeg som en fjende, der forvoldte smerte. Nu kommer jeg med et budskab om fred, siger Edmund Kalau, der som 17-årig var i Danmark, men nu driver et stort hjælpearbejde i MikronesienEdmund Kalau var som 17-årig udstationeret som tysk soldat i Danmark. Efter krigen blev han en kristen og har i 50 år været missionær på øgruppen Mikronesien. Nu er han tilbage igen med et budskab om fred.– Jeg ville gerne være pilot, siger den Edmund Kalau. Den 79-årige missionær fra Mikronesien, fortæller om sin opvækst i Hitlers Tyskland. Ligesom mange andre unge blev han udfordret til at komme med i Hitler Jugend i en ung alder.
– Jeg kom med, da jeg var 10 år, og da jeg var 14 år, kom jeg med i en særlig flyver-enhed. Vi startede med at flyve i svævefly, og efter et bestemt antal flyvetimer kunne man kvalificere sig til at flyve de motordrevne fly, fortæller Edmund Kalau.

Da chancen bød sig, meldte Edmund Kalau sig frivilligt til at blive rigtig pilot. Men inden han nåede at komme i luftkamp, stod det klart, at Tyskland var ved at tabe krigen. Alle styrker blev omgrupperet, og Edmund Kalau blev sendt til Danmark.
– Jeg kom til Danmark som 17-årig, fordi mine ører var blevet skadet ved en eksplosion. Jeg blev sendt til Kastbjerg ved Mariager Fjord. Vi fik træning og nye instruktioner, for nogle af de øverstbefalende troede på, at der kunne skabes en fredsaftale med englænderne og amerikanerne. Men de tog selvfølgelig fejl, fortæller Edmund Kalau.
Edmund Kalau husker opholdet i Danmark som anderledes, end det de tyske soldater oplevede andre steder.
– Folk var venlige, selv om vi var fjender. Alle tyske soldater nød også, at der var masser af mad. I Tyskland og ved fronten kunne man ikke få, hvad man havde lyst til. Men her var der nok af mad, fortæller Edmund Kalau.
Han husker også med taknemmelighed lægerne på Randers Sygehus, der reddede det, der var tilbage af hans hørelse.

Under opholdet i Danmark blev den enhed, Edmund Kalau tilhørte, sat til at bevogte Århus Hovedbanegård. En nat, han skulle stå vagt, havde han lagt sit grej ind i en togvogn, som var i nærheden. Han håbede, at han efter sin vagtturnus kunne smutte hen og få sig en lur.
– Men da jeg kom hen for at sove, var der to mænd derinde i forvejen. Det var højtrangerede officerer, men jeg kunne ikke genkende dem i mørket. De sagde: – Hvad vil du? Jeg sagde: – Jeg var her først! Så fortalte de mig deres rang og sagde: – Forsvind herfra, det her er vores sted, fortæller Edmund Kalau, der var både skuffet og vred.
– Nu havde jeg ikke noget sted at sove. Da så jeg et sted, hvor der var en heste-mødding. Hestemøget var frisk og dampede stadig. Som soldat havde jeg et særligt imprægneret stykke stof til beskyttelse mod gift-angreb. Jeg tog det omkring mig og maste mig ind i hestemøget. Her tilbragte jeg så en nat.
I løbet af natten kom der et tog ind til stationen. Lyden fra toget skræmte nogle heste, der stod i en hestetransport på en fragtrampe ved siden af jernbanen. Af en eller anden grund var hestene tøjret i siden af lastbilen og ikke foran, som de plejer at være. Da hestene begyndte at springe, tippede lastbilen fra fragtrampen ned på jernbanen. Den væltede togvognen, hvor de to officerer lå og sov. Begge blev dræbt.
– Jeg hadede de to officerer for det, de havde gjort i mod mig. Men senere fandt jeg ud af, at det var Guds måde at redde mit liv for et bedre formål, forklarer Edmund Kalau.

Snart var krigen ovre, og Edmund Kalau var med i optoget af tyske soldater, der gik til fods ud af landet. Efter nogle få måneder i en opsamlingslejr vendte han hjem for at opsøge sin familie. Efter en tid fandt han sin mor, søskende og en onkel. De bosatte sig i udkanten af Hamborg.
På det tidspunkt var Edmund Kalaus mor den eneste i familien, der var troende. Hans eget forhold til kristendommen var mere end køligt.
– Jeg var ateist og nægtede at tro på noget, der havde med Gud at gøre. Min mor kendte min indstilling og bad meget for mig, fortæller Edmund Kalau, der er taknemmelig for sin mors tro.
Efter en tid i Hamborg traf Edmund Kalau en russisk læge, der var kristen. Han havde været i tysk koncentrationslejr, men da krigen var overstået, begyndte han at rejse rundt i Tyskland og holde evangeliske møder.
Det var på et af disse møder, Edmund Kalau valgte at bryde med sin ateisme og begyndte at tro på Jesus.
– Han viste mig vejen til frelse. Og jeg tog imod. Det var ikke noget følelsesmæssigt. Det var udelukkende et mentalt skifte i mit hjerte. Jeg havde været imod alt religiøst og modstod presset til det sidste. Men da måtte jeg overgive mig, siger Edmund Kalau og tilføjer: – Alt sammen på grund af min mors bønner.

Begejstringen over den nyvundne tro fik Edmund Kalau til at studere teologi. Han blev ordineret som præst i den Evangeliske Lutherske Kirke, Men han længtes efter at komme til andre lande og fortælle om Jesus. Og efter blot et halvt års embede blev han spurgt om at blive missionær.
– De kontaktede mig og spurgte, om jeg ville ud på missionsmarken. Jeg svarede: – Ja, det er der, mit hjerte er. Så spurgte de: – Hvor vil du gerne hen? Og jeg svarede: – Hvorend I sender mig hen!
Edmund Kalau blev sendt til øgruppen Mikronesien, som ligger i den sydvestlige del af Stillehavet.

Da Edmund Kalau i 1956 kom til Mikronesien, fik han til opgave at videreføre et missionsprojekt, som var påbegyndt inden Første Verdenskrig, hvor øgruppen tilhørte Tyskland. Mikronesien består af 2000 øer, der er spredt over et område, der er 5000 km langt. Og afstandene mellem øerne blev hurtigt den største udfordring for Edmund Kalau, da de lange missionsrejser skulle tilbagelægges i ofte ret primitive både. Undervejs på rejserne mødte han også mange mennesker, som havde brug for lægehjælp, men ikke kunne få den på grund af de lange transporttider.
Da Edmund Kalau i 1974 fik tilbudt et lille motorfly, kunne han pludselig se, at hans pilot-uddannelse fik ny mening.
– Jeg havde lært at flyve med det formål at dræbe, men nu lagde Gud det på mit hjerte, at jeg skulle bruge mine evner til at hjælpe mennesker. At sprede evangeliet og bringe lægehjælp, fortæller Edmund Kalau.

Midt i glæden over de nye transportmuligheder fik Edmund Kalau stillet et ultimatum fra den tyske missionsorganisation. Organisationen havde ikke råd til at betale for en forsikring mod tab af menneskeliv ved et eventuelt flystyrt. Edmund Kalau måtte vælge. Flyet eller missionsorganisationen.
– Vi fik kun en halv time til at træffe en beslutning. Men min kone og jeg besluttede at beholde flyet. For vi vidste, at vi ville være i stand til at yde hjælp og række ud til øgruppen på en hurtigere og bedre måde, fortæller Edmund Kalau.
I 1974 startede Edmund Kalau Pacific Missionary Aviation (PMA). En organisation, som siden har købt 17 fly og to hospitalsskibe. Og man når nu ud til hundredvis af små øer, som modtager lægehjælp, undervisning og decideret nødhjælp.

Lige nu står Edmund Kalaus organisation over for nye udfordringer. De to hospitalsskibe mangler mandskab. Det var en af grundene til, at Edmund Kalau gæstede Danmark fra den 10. til den 19. juni. Samtidig besøgte han en række samarbejdspartnere og talte ved møder i Århus Valgmenighed, Aalborg Valgmenighed og i Amagerbro Frikirke. Her benyttede Edmund Kalau anledningen til at sige undskyld.
– Det første, jeg gjorde, var at undskylde overfor det danske folk, hvad mit land gjorde, og hvad jeg var involveret i. Til trods for, at vi dengang var fjender, fik vi en god og fair behandling. Og så fortalte jeg dem, at jeg nu – som en tidligere fjende, der forvoldte smerte – kommer som en Kristi budbringer med et budskab om fred, fortæller Edmund Kalau.
Han håber, at besøget vil bane vejen for nye danske missionærer til Mikronesien.