Samuelskolen kæmper videre mod lukning
Den kristne friskole Samuelskolen i Rødovre kæmper videre mod Undervisningsministeriets afgørelse om at lukke skolen i år 2007.Efter et fjerde tilsyn i foråret har Undervisningsministeriet besluttet, at Samuelskolen skal lukke fra og med skoleåret 2007 / 2008.Skoleleder Agner Dalgaard forstår ikke beslutningen, som han mener er truffet på et helt forkert grundlag:
– Vi er blevet brugt i et større skolepolitisk spil, som har handlet om at lukke en del friskoler og derved sende signaler om, at man vil gøre det vanskeligere for forældre at oprette og drive frie skoler, fordi denne sektor har haft for megen succes i forhold til den offentlige skole.
Den tankegang er vi kritiske overfor, siger skolelederen.
Han kritiserer også uddannelsesminister Bertel Haarder for at løbe fra sit løfte om at stoppe de skærpede tilsyn med skolen:
– Bertel Haarder lovede efter det tredje tilsyn, at Samuelskolen ikke ville blive udsat for flere tilsyn i et samrådsmøde med Folketingets uddannelsesordførere.
– Undervisningsministeriet har givetvis på baggrund af vor partshøring erkendt, at det tredje tilsyn har været så behæftet med fejl, at man har set sig nødsaget til at udføre et ordentligt sidste tilsyn, og så har man skruet så kraftigt op for idealerne, at ingen skole i praksis ville kunne bestå.
til Samuelskolen
Skoleleder Agner Dalgaard bakkes op i sin kritik af Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Martin Henriksen:
– Det er dybt beklageligt, at ministeriet har besluttet at lukke Samuelskolen, dog kan Samuelskolen i sin partshøring gøre indsigelser. Det forventer jeg de vil gøre.
– Det er iøjnefaldende, at ministeriet ikke har taget Samuelskolens matematik test og dansk test med i deres tilsynrapport. Når nu ministeriet har vurderet det faglige niveau, burde testene have været inddraget. Det er et punkt Samuleskolen kan slå på i partshøringen.
– Sagen er ikke afsluttet endnu, og vi vil da også fortsat lægge pres på ministeriet og politisk rejse sagen igen overfor ministeriet, men vi kan ikke gøre det alene.
– Forældre, elever og lærere på skolen skal fortsætte deres arbejde og skabe forståelse for det samfundsvirke, Samuleskolen udøver, men det er op ad bakke, og det bliver ikke let, siger uddannelsesordfører Martin Henriksen til Udfordringen.
Samuelskolen blev stiftet august 1994 som en kristen friskole, der som sit formål har at drive skole på Biblens grund i overensstemmelse med kristen tro, som den er udtrykt i den apostolske trosbekendelse og efter de til enhver tid gældende love og retsregler for frie grundskoler.
Skolen har ca. 70 elever fra børnehaveklassen til og med 8. klasse for skoleåret 2005/2006 og har i de seneste år haft et stigende antal elever.